∗∗∗∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Svære matematiske formler er ikke just et yndet emne på spillefilm. Marguerites formel handler om disse, eller snarere om den unge særligt matematisk begavede matematik-studerende Margurite (Ella Rumpf), som går på en af Frankrigs mest prestigefyldte skoler Ecole Normale Supérieure i Paris. Får man en universitetsgrad derfra, er man sikret et godt job, hvor som helst.
Margurite lever og ånder for matematik. Som den eneste kvinde på sin årgang, er hun ved at lægge sidste hånd på en ny teori, som hun skal forsvare til sin afsluttende eksamen over for såvel forskere som elever.
Foto: Angel Films
På den store dag ryster en mindre fejl dog ved alt det, hun troede, hun vidste, og hele hendes fundament kollapser. Hun dumper og går fuldkommen i sort. Hun har arbejdet hårdt i tre år på den eksamen. Hun nægter at gå op til eksamenen igen det følgende semester, selv om hendes matematiklærer og rektor for skolen kraftigt opfordrer hende til at afslutte sit studie.
Margurite er en film om en passion. I dette tilfælde for matematik. Det kunne have været for hvilket som helst andet fag. Margurite lever og ånder for sit fag, som er hele hendes identitet. Hun har sedler med matematiske formler hængene alle vegne i sin lille lejlighed på vægge, lamper og diverse møbler.
Hun er særligt højt begavet og eminent til kortspil. For at tjene til huslejen spiller hun af og til brætspil med nogle mænd i en illegal nusset lille spilleklub og kommer pga. sit intellekt hjem med op til 3500 Euro. Så er huslejen betalt. Mange penge, men ingen prestige.
Foto: Angel Films
Hun dropper ud af studiet, flytter og får sig et job som ekspedient i en skobutik. Det bliver starten på en rejse, hvor Marguerite må sande, at livet er andet end formler og tal.
Bag filmen står den svensk/franske instruktør Anna Novia. Hun siger: Det er ikke meget, vi ser til matematikkens verden på film, og endnu mindre, når der er tale om en kvindelig passioneret matematiker. Marguerite vil vise, at hun ligesom sine mandlige medstuderende fortjener at gå på et af topuniversiteterne indenfor den verden.
Margurite er en film om at have en særlig begavelse, have en altoverskyggende passion for sit fag og forsøge at leve den ud. Der er højt at flyve, men lige så dybt at falde. Man er typisk ikke den eneste med talenter. Konkurrencen er benhård.
Filmen, der er er blevet til i samarbejde med den matematiske professor ved Sorbonne Universitet Ariane Mézard, havde verdenspremiere på Cannes Film Festival i 2023. Hovedrolleindehaver Ella Rumpf vandt prisen for Bedste Nye Kvindelige Skuespiller ved de franske César og Lumière Awards.
Instruktør: Anna Novia
Premiere: 4. juli 2023
Længde: 112 minutter
Censur : 7 år