∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Finurlig film om en operaelskers illusion om egne evner som sangerinde.
Gang på gang må man konstatere, at virkeligheden langt overstiger fantasien. Det gør den i hvert tilfælde i Marguerite, den franske instruktør Xavier Giannoli seneste film med Catherine Frot i hovedrollen som operadivaen Marguerite Dumont. Hvis man ikke lige vidste bedre, ville man sige, at den historie er så far out, at den end ikke er egnet på film. Man bliver klogere. Historien er nemlig baseret på virkelige hændelser. Og ikke nok med det. Den selvsamme historie får premiere igen på det store lærred til efteråret. Denne gang produceret i Hollywood med Meryl Streep og Hugh Grant i hovedrollerne.
Vi befinder os i Paris i 1920erne. Den velhavende Marguerite elsker opera. Så meget, at hun ofte inviterer venner og bekendte til operaaftener i privaten, hvor hun selv synger den ene kendte arie efter den anden for sine festklædte gæster. Der er bare den hage ved de ellers storslåede opera arrangementer, at damen synger pivene falsk. Publikum tror ikke deres egne ører. Snart bliver der smågrinet i krogene, hvilket preller fuldstændig af på Marguerite. Ingen nænner at fortælle hende sandheden, end ikke hendes mand. Hun lever i en illusion om at være en stor sangerinde. To spøgefulde anarkistiske unge journalister sniger sig ind til en af hendes koncerter, går med på legen og overbeviser hende om, at hun med sit helt særlige talent bør synge på de parisiske scener.
Foto: Angel Films
Filmen er delt op i kapitler. Helt fint. Ikke mindst da filmen varer 2 timer og 9 minutter, er det rart med lidt brud i fortællingen. Grundlæggende er der tale om en historie om ensomhed, bedrag og ulykkelig kærlighed. Den største bedrager af dem alle er Marguerites utro mand George (André Marcon), som lader hende gå linen ud. Han krymper sig ved sin fejhed, møder nødigt op til hendes optræden, men tør ikke sige hende sandheden
Foto: Angel Films
Catherine Froth gør et imponerende indtryk som Marguerite. I den virkelige verden har hun en smuk stemme, så det har krævet meget af hende at komme ud i de høje og skingre toner. Så meget at hun har været nødt til at få professionelle sangere til at dubbe hende i nogle af filmens scener. Marguerite er på trods af sin håbløse naivitet filmens heltinde. Hele vores sympati er hos hende, og det er tåkrummende at se hende stå på scenen. Froth formår med sit nuancerede spil, at få Marguerite til at fremstå som på en gang sårbar og viljestærk. Hun elsker sin mand, skønt det ikke er gengældt. Hun har en drøm og hun går efter den. Vi er med hende hele vejen.
Foto: Angel Films
Filmen er inspireret af den amerikanske operasanger Florence Foster Jenkins liv, men der ikke tale om en biografi. Der er tale om en meget fri fortolkning. Xavier Giannoli siger: Marguerite er som os alle, fordi vi alle har behov for illusioner …. Når Margueritte synger, ser jeg det som en befriende opfordring til at leve og lade leve.
Marguerite er et stærkt melodramatisk udstyrsstykke, der visse steder er drivende sentimentalt. Selv om filmen af og til befinder sig på overdrevets overdrev, har filmen flertydige dybere lag. Så gå ind og se den, men husk at holde dig for ørerne.
Instruktør: Xavier Giannoli
Premiere: 28.april 2016