Manualen & De Syv Dødssynder – operaprogram på Det Kongelige Teater.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Manualen & De Syv Dødssynder – operaprogram på Det Kongelige Teater.

For en kulturinstitution som Det Kongelige Teater er det ikke nemt at stille alle tilfreds. For kun et par uger siden harcelerede jeg over dårlig smag og dømmekraft i forbindelse med alt for mange underbukseklædte mænd i Shostakovich-operaen ”Næsen”.

Med urpremieren på Louise Alenius’ opera ”Manualen” er det lige modsat. For opsætningen og operaen er smuk og æstetisk afleveret, men pokkers statisk, så kedsomheden trænger sig på.

Det samme er tilfældet med den nydeligt præsenterede ”De syv dødssynder” af Bertolt Brecht og Kurt Weill nu med koreografi af Pontus Lidberg.  Skulle der ikke lidt ramasjang til? spørger jeg, mens jeg med øjnene endnu engang sluger de gamle dekorations- og kostumeskitser fra maleren og scenografen Svend Johansens hånd til den danske premiere i 1936. Tegningerne er uimodståelige med svung i skørterne og 30-moderniteten som baggrund (se kildehenvisningen til sidst i anmeldelsen).

Der er tilsyneladende gået æsetik i Den Kongelige Opera. Det er jo godt, men godt nok?

Manualen

Louise Alenius (1978) har allerede vist sin kompositoriske styrke og egenart med operaen ”Silent Zone” i 2017 om en incestramt familie i Tue Bierings ualmindelige instruktion og Ida Grarups scenografi, hvor publikum gik rundt om en åben parcelhuslignende dekoration. Det var mageløst. Det meste gik op i en højere enhed.

Denne gang med bestillingsværket ”Manualen” er det endnu et touchy emne:  aktiv dødshjælp.  Men kan det oversættelse til opera og en scenisk gestaltning?

Udgangspunktet er lægen Svend Lings ”Selvmordsmanualen”.

Musikalsk set er værket smukt, som en fortløbende dødsmesse, hvor kun de sidste brag med paukerne skaber modstand, for kroppen vil tilsyneladende ikke dø.

Visuelt er det også tydeligt, og de enkelte stemmer er tillige beskrevet i de danske overtekster. Alligevel er det svært at finde rede i forløbet og i de forskellige sangere, (men måske hjalp det heller ikke, at jeg som sædvanlig kun så halvdelen af scenerummet fra min plads).

Det er indlysende at vi er inde i kroppen, hvor organerne umærkeligt og rent visuelt kæmper md hinanden. Smerten  er koret, mens bevidstheden er en smuk kvinde. Lungerne er en moden kvinde i ridetøj. Nyrerne er lidt spilop-agtige i grønt strik. Hjertet er sværere at hitte og definere. Alle stemmer, herunder også voksenkor og børnekor, er melodiske, velafbalancerede i glidende tonale bevægelser.

 

Mari i Dalis scenografi og kostumer supplerer ganske smukt og æstetisk fascinerende, men tydeliggør desværre ikke så meget.  Dekorationen med skrå stiger (hvad henviser de til i kadaveret?) giver gode mindelser om et par af Steffen Aarfings ikoniske scenografier til operaerne ”Le grand Macabre” og ”Kvinden uden skygge”.

Slutningen er et kapitel for sig.  En mand i et hjerte har været højt hævet i meget lang tid med lysende blinkende ledninger omkring.  Da han hejses ned, står stolen, han sad på tilbage, alene tilbage og op til seks gange lyder de store brag, som transformerer den uskyldige stol til inkarnationen af elektriske stole i min fortolkning. Men det passer jo slet ikke til spørgsmålet om aktiv (og frivillig) dødshjælp. Det forvirrer, men vi er ved at nå vejs ende, hvor organerne har kæmpet, og nu må døden indtræde.

Det er unfair at bedømme musikken efter at have hørte den en gang. Men jeg vil meget gerne opleve værket, evt. i en kirke og gerne med nogle af Mari i Dalis attraktive kostumer, men opført som et korværk – og ikke som en postuleret scenisk, fortløbende fortælling.   For den halve løsning, som instruktøren Sasha Milavic Davies har valgt, synes ikke at fremme værkets kraft.

Projektet er al ære værd, men måske skulle instruktøren have grebet om musikken på en mere dynamisk måde, når det nu er OPERA.

Operaen kan ikke som sådan indgå i en jordnær dansk debat om aktiv dødshjælp. Og jeg fandt  heller aldrig ud af, hvorfor det tager så lang tid at dø, hvis man selv styrer det.

I programmet står der i øvrigt en kryptisk linje om, at der er censureret et ord ud imod komponisten og librettistens vilje.  Det viser sig, at et medicinsk middel var blevet nævnt ved navn, men det er slettet. Helt i orden for mig.  Som Operachefen John Fulljames skriver i programmet, har teaterscenen haft uendelig mange selvmord. Og jeg kan tilføje at udover Tosca er der mange flere, bl.a.Julie, Ofelia og vi kunne blive ved.  Shakespares censureres jo aldrig.

 

De Syv Dødssynder

 Anden del af programmet er et værk, som er kendt af musik- og teaterfolk, men sjældent opført. Dog har det Kongelige Teater i 1936 opført værket to gange i en ambitiøs opsætning med Harald Landers koreografi og med den legendariske scenografi af Svend Johansen og i øvrigt med forudgående møder med Bertolt Brecht på Sydfyn. I øvrigt havde LAnder også konsulteret BAlanchine, der iscenesatte “De Syv Dødssynder” i 1933 med bl.a. Lotte Lenya.

Anden gang blev det i 1969 til 25 opførelser på Det Kongelige Teater i ny koreografi af Ivo Cramer og ny dekoration af Gui Krogh, (Det Kongelige Teaters aktuelle program oplyser, at værket ikke har været opført på teatret, men dog i teatrets regi?)  ( Se kildehenvisninger nederst i anmeldelsen.) Tredje gang på Det Kongelige Teater blev i 1999 af instruktøren Jacob Schokking – i et samlet Brecht-program.

Brecht og Weill havde i 1933 arbejdet sammen i mange år, men deres veje var ved at skilles, uroen tog til i Tyskland, så begge kunstnere måtte flygte,  Weill til USA og Brecht ad omveje til han havnede i Svendborg.

“De Syv dødssynder” er noget så usædvanligt som en”Ballet Chanté” balletmusikalsk forestilling, hvor hovedpersonen Anna er splittet op i to figurer – og i øvrigt på rejse i den kapitalistiske verden for at samle penge ind til sin luddovne familie hjemme i Louisiana.  I sangtekster m.m. fremgår det, at Anna rejser fra storby til storby for at tjene penge på ikke nødvendigvis den mest ærbare måde.

I Det Kongelige Teaters nye version er man gået i kompagniskab med Dansk Danseteater, som for tiden jo bor i Operahuset og af og til viser forestillinger på henholdsvis Takkelloftet og andre scener.

Svenske Pontus Lidberg, som er leder af Dansk Danseteater,  er ikke den mest sprælske koreograf, så der er ikke mange overraskelser endsige  utæmmet vildskab i hans fortolkning. Heller ikke noget lokalkolorit, selv om det ellers fremgår af programmet, at Pontus Lidberg og Patrick Kinmonth  (medinstruktør og scenograf) ikke kun følger de syv dødssynder rundt i syv amerikanske storbyer – han lægger også syv eksotiske lokaliteter ind.  Det bliver til nogle flotte kostumer, men ellers svært at fange.

I centrum står Anna 1 og Anna 2. Her har man valgt at lade den syngende Anna blive spillet af Oh Land, der både er komponist og sanger og i øvrigt tidligere balletbarn. Hun ser smuk ud og ligner en danser, synger pænt, men skal Weill synges pænt? Jeg tvivler.  Om det er musikken, der indordner sig Oh land eller  omvendt, i hvert fald slår det musikalske ikke de helt unikke gnister, som er kendetegnet for Weills musik. Det undrer mig, for det er kun få år siden, at teatret opførte Mahagonny (2016), og der var Brecht/Weill slet ikke ”pæn”. Hvorfor spiller Kapellet så musikken i denne lidt ukarakteristiske form?

“De Syv Dødssynder” er ligesom ”Manualen” nærmest lydefri at skue i kostumer, lysdesign m.m. og det hele bliver delikat. Selvfølgelig har ”De Syv Dødssynder” også nogle af Annas  familiemedlemmer i pjaltetøj, og de er som sangere primært placeret nede i orkestergraven – og med forbyttede kønsroller.

Annas alter ego er på nymodens vis en mandlig danser i dametøj. Også det er lydefrit i Lukas Hartvig-Møllers slanke skikkelse og lange ben.

Der er kort sagt ikke noget at udsætte på denne velsmurte forestilling, hvor Oh land ligner en sød pige, der dog har taget både lak og læder på,  men ikke rigtig vil være ved det.

Skuffet? Ja. Der må være mere i det værk, jeg aldrig selv har oplevet på en scene, men dog kan fange på bl.a. youtube og havde set frem til at møde på scenen.

For som sådan minder historien om Brechts senere skuespil “Det gode Menneske fra Sezuan” med musik af Paul Dessau, hvor den unge kvinde må opfinde en ond fætter for ikke at blive fortæret af sin griske familie. Også i “Mahagonny”  er det den moderne verdens hang til materielle ting, der styrer. ”De Syv Dødssynder” må rumme samme klare morale.

Mærkeligt at tænke på, at stykket var så kontroversielt i 1936, hvor de danske anmeldere var fornøjede, men en tysk henvendelse bad teatrets ledelse om at tage stykket af plakaten.  ( Fire år før besættelsen). Årsagen har vel været, at Brecht var i unåde hjemme i Tyskland.

Det var 1936. Tiderne er anderledes i dag , eller er de med en ny fare fra øst?

MANUALEN

Komponist og librettist: Louise Alenius
Instruktør: Sasha Milavic Davies
Dirigent: Robert Houssart
Assisterende dirigent: Matthew Scott Rogers
Scenograf og kostumedesign: Marie í Dali
Lysdesign: Mathias Hersland

DE SYV DØDSSYNDER

Dirigent: Robert Houssart
Iscenesættelse: Patrick Kinmonth og Pontus Lidberg
Scenografi og kostumedesign: Patrick Kinmonth
Koreografi: Pontus Lidberg
Lysdesign: Mathias Hersland og Raphael Frisenvænge Solholm
Bevægelseskoordinator: Paul Pui Wo Lee

Manualen synges på dansk med danske overtekster, og De syv dødssynder synges på tysk med danske overtekster. De syv dødssynder er en co-produktion med Dansk Danseteater.

 

 

Henvisninger.

Erik Aschengreen : Mester. Historien om Harald Lander. 2005

Erik Aschengreen og Ole Nørlyng. Ballethåndbogen. Bd.2. 2.udg. 1992

Ulla Strømberg: Nyere danske Scenografer. 2017.

Georg Leicht og Marianne Hallar: Det Kongelige Teaters repertoire 1889-1975. 1977

www.kglteater.dk