∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
”Manning er fri” er en dokumonolog, hvis den betegnelse eksisterer. Udgangspunktet er beretningen om den kendte amerikanske whistleblower Bradley Manning, der i 2010 lækkede mere end 750.000 dokumenter fra den amerikanske hær, hvor han var ansat. Det var naturligvis ulovligt, han kom i fængsel, fik en dom på 35 år – men blev benådet af præsident Obama og løsladt d. 17. maj 2017. Alt det ved man, hvis man har interesseret sig for historien og læst aviser, hvor også ”anden akt” har været beskrevet, ikke mindst af tabloidaviserne, i detaljer: Bradley Manning er i dag Chelsea Manning, en kvinde, der har været igennem en kønskorrigerende behandling. Denne transformation har vist næsten skabt flere overskrifter end det politiske, som er sværere at håndtere for folkemasserne og medierne. Meget apropos bragte Politiken fem helsider i torsdags om forestillingen og emnet!
På Mungo Park har skuespilleren Anders Budde Christensen tilsyneladende ladet sig fascinere af historien og både skrevet teksten og spiller selv monologens eneste rolle med Maria Kjærgaard-Sunesen som instruktør. Uden for og inde i et glasbur af scenografen Nicolaj Spangaa fortælles historien kronologisk med størst vægt på den identitetssøgende og forvirrede Bradley.
Anders Budde Christensen gør det eminiment. Ingen tvivl om det. I stille naturalisme, hvor han springer fra forskellige roller for at vise, hvilket pres Bradley har lidt under igennem årene, kommer han igennem beretningen. Først den alkoholiserede fader, siden militærfolk og længere henne i forløbet fængselsfolk og medfanger!
Ikke mange forstod dengang, hvad der rørte sig inde i hovedet på den unge mand, som var godt begavet og befandt sig hjemme foran computerskærmen, hvor man nemt kan glemme sig selv – eller måske hoppe over i en anden identitet via spil. Og alt det gjorde Manning, og gør Budde Christensen på scenen. Takket været hans spillestil og nærvær bliver historien vedkommende, interessant og øjenåbnende. Forestillingen viser dermed også den mission, teater kan have. At tage et politisk eller et menneskeligt spørgsmål hentet fra virkeligheden, bearbejde det til 85 minutter og servere hele herligheden for et publikum, unge som gamle. Se det er teatrets – og kunstens mission: at fange vor opmærksomhed, engagere og åbne vore øjne. Og få os til at stille spørgsmål.
Hvorfor overskred Manning sine beføjelser som en regelret soldat? Fordi han blev moppet? Fordi han var utilpas? Eller for at gøre opmærksom på sig selv? Vi ved det ikke. Vi får det heller ikke at vide i forestillingen, men spørgsmålene synliggøres, og det er heller ikke så dumt.
Denne form for teater, hvor ikke teksten, men emnet er det vigtigste, peger selvfølgelig hen på fortidens politiske debatteater. Samtidig er spillestilen så neddæmpet, at forestillingen kommer til at ligge i forlængelse af vor nutidige ”slow food- stil” – og det er fint. Derfor må man tage hatten af for både Anders Budde Christensen, der har kæmpet med stoffet og for de hjælpere, der har stået ham bi og skabt forestillingen, som lægger op til debat.
Det er ikke første gang, jeg efterlyser debat efter hver teaterforestilling. For også det er med til at gør teaterkunsten vedkommende for alle. Og i Allerød, hos det engagerede og livsduelige Mungo Park, er det helt oplagt.
Manning er fri.
Medvirkende:
Anders Budde Christensen
Instruktør:
Maria Kjærgaard-Sunesen
Scenograf:
Nicolaj Spangaa
Dramatiker:
Anders Budde Christensen
Lyddesigner:
Rasmus Overgaard Hansen
Lysdesigner:
Jacob H.S. Rasmussen