Set af Ulla Strømberg.
”Le Corbusier. Mesures de l’homme” . Det er en lille udstilling om Le Corbusier, som Centre Pompidou ryster op med.
I betragtning af, at Le Corbusier (1887-1965) er Frankrigs største arkitekt i det 20. århundrede og af mange anset for at være den mest indflydelsesrige moderne arkitekt (på godt og ondt) overhovedet, må udstillingen næsten betegnes som bagatel med fokus på proportioner og den menneskelige krop -i overmåde grad illustreret med le Corbusiers egne malerier. Men billederne har faktisk ikke så meget at byde på og kan slet ikke stå distancen til de store, samtidige franske malere, som netop er ophængt på etagen nedenunder i Centre Pompidou.
Derfor er udstillingen på flere måder skuffende.
Et kuratorisk greb er for tiden altdominerende i museumsinstitutioner. Det er egentlig paradoksalt, da vi lever i en tid, hvor mantraet er oplysning og information til de mange og herunder ikke mindst til de uvidende og de unge. Kuratoriske udstillinger har som regel en idé, som drejes og vendes, og bliver derfor elitære, fordi de nægter at give helhedsbilleder.
Denne Le Corbusier-udstilling er derfor for Feinschmeckere, der kan glæde sig over, at en del tegninger (og malerier) ikke har været udstillet før. Men en regulær redegørelse for Le Corbusiers virke, må man lede forgæves efter. Også de stærke hovedværker underspilles udstillingsmæssigt.
En række vigtige aspekter i Le Corbusiers virke er slet ikke med. Eks. de store projekter til Sovjet i 1930erne eller overvejelserne omkring højhuse i landskaber. I det hele taget bliver det en forgudende, personfikseret udstilling fremfor en beskrivende og vurderende ditto. Også det betyder, at publikum ikke får noget overblik om arkitekten, der var født Charles Édouard Jeanneret, i de første 10 år som professionel arbejdede meget tæt sammen med fætteren Pierre Jeanneret, men siden gik egne veje.
Så forvent ikke at få Le Corbusiers samlede syn på arkitektur, hans udvikling, nedvikling eller højdepunkter.
Med hans kultiske tegning af et menneske på 1.83 meter som omdrejningsnøgle er det snarere den søgende, poetiske multikunstner, der er udstillingens kærne. Maleri, essaystik, teori, tegning, design af møbler, primært chaiselongen, skabt sammen med fætteren og Charlotte Perrand omkring 1928 – bliver sammen med diverse bygninger ligeværdige i kurators afsøgning.
Det betyder, at selve hovedværkerne inden for bygningsarkitekturen som sådan ikke kommer til at stå lysende klart. Pavillonen de l’Esprit Nouveau fra verdensudstillingen i 1925 er med, men det epokegørende understreges ikke: At et hus indordner sig naturens gaver og luner med træet igennem terrassens overdækning. Det samme er også tilfældet med villa Savoye fra 1928 – også sammen med fætteren. Dette hus bliver siden model for fremtidens funktionalistiske énfamilieshus, og måske aldrig overgået af hverken Le Corbusier eller andre med husets løftede kvadratiske krop hvilende på søjlerne, der på klassisk vis er placeret netop dér, hvor de skaber harmoni etc.
Det lyder måske lidt surt, men en stor varm oplevelse er udstillingen ikke. Og udstillingsarkitekterne i Centre Pompidou er langt bagud i forhold til kollegerne på Louvre og Les Arts Décoratifs. Her er æstetikken og informationsniveauet i højsædet, når udstillingerne møder publikum.
Til 3. august 2015.06.05
www.centrepompidou.fr