∗∗∗∗∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
En indsprøjtning af glæde og optimisme.
Det er ikke så tit, at man forlader biografens mørke nynnende og med et stort smil på læben. Det gjorde jeg, da jeg havde set Mama Mia! Here we go again. Jeg var simpelthen rigtig glad i låget efter i 113 minutter at have været i selskab med filmens karakterer og ABBAS skønne sange.
Det er 10 år siden den første Mamma Mia film, Mamma Mia! The movie med et dreamteam af kendte skuespillere som Meryl Streep, Pierce Brosman, Colin Firth, Stellan Skarsgård, Amanda Seyfried m.fl. havde premiere. Den blev en dundrende succes med mere end 30 mio. solgte billetter.
Og her 10 år efter finder vi så 2eren: Mama Mia! Here we go again, som med stort set samme cast, humor, charme og skøn musik er skåret over samme læst. Og det er helt OK. Den skal nok også blive en publikumsbasker.
Mama Mia! Here we go again er en musical med stort M. Ikke mindre end 17 sange fra ABBAS kæmpe sang katalog bliver sunget i filmen. Tilhører man den generation, der har oplevet da ABBA-feberen rasede i 70erne, kender man så at sige dem alle. I den første film brugte man nogle af de mest kendte sange, og dem ønskede folkene bag filmen ikke at bruge igen. Vi ser og hører dog enkelte gengangere. Det virker godt.
Mama Mia! Here we go again veksler mellem nutid og fortid. Hovedrolle indehaveren Sophie(Amanda Seyfried) har mistet sin mor Donna(Meryl Streep), som hun savner frygteligt. Sophie ønsker at løfte arven efter sin mor, der med stor succes drev et lille familiehotel på en pictoresque græsk ø. Sophie inviterer hele byen, morens ungdoms veninder og ikke mindst Sophies tre fædre Sam(Pierce Brosman), Bill (Stellan Skarsgård) og Harry (Colin Firth) til stor åbningsfest.
Donna rejste efter endt universitetsuddannelse i 70erne til den lille græske ø, havde tre affærer lige efter hinanden, blev gravid og vidste ikke, hvem der var faren til Sophie. DNA test var åbenbart ikke en mulighed dengang. Hvad med nu kan man ikke lade være med at tænke? Desværre trues åbningsfestlighederne af flere uheldige omstændigheder, herunder en kraftig storm, der gør at folk udenfor den lille ø ikke kan komme i land.
Som i andre feelgood film er det nok ikke for meget at afsløre, at det hele ikke ender i ren elendighed. Dertil kommer en ekstra overraskelse, da Sophies mormor Ruby(Cher), der som det eneste familiemedlem der ikke er inviteret, pludselig dukker op. Sideløbende med disse handlingstråde kører en historie om Sophies langdistanceforhold til Sky(Dominic Cooper), der bor i NY.
Mama Mia! Here we go again kan det, den skal: Underholde og skabe glæde. Historien er lidt tynd, men det opvejes af charmerende skuespillere og sange, som er ren kræs for øregangene. Det er svært at sidde stille. Man har lyst til at synge og danse med. Ligesom i den første film har Benny Andersson og Bjørn Ulvaeus fra ABBA været dybt involveret i filmen og medvirket til indspilningen af sangene i filmen, som bl.a. tæller When I Kissed the Teacher, Waterloo, Dancing Queen, Super Trouper, My Love, My Life og et væld af andre hits.
ABBA er den popgruppe, der efter Beatles er det bedst sælgende band i musikhistorien. Gruppen appellerer ikke kun til ældre- men også yngre generationer. Deres sange er så gennem musikalske og melodiøse, at de stadig holder.
Så trænger du til at få boosted humøret, så er det bare om at gå ind og se filmen. Ren eskapisme. Dejligt og befriende.
Instruktør: Ol Parker
Fotos og Trailer: United International Pictures
Premiere: 19. juli 2018