∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Maleriets forbandelse – ny bog om et gammelt Jens Juel-portræt.
Det er en mærkelig bog om et gammelt portræt af en aktiv handelsmand i slutningen af 1700-tallet. Men netop fordi billedet viser en af den florissante periodes aktive herrer, har to industrihistorikere kastet sig over maleriet og skrevet en bog om maleriets tur igennem dagligstuerne fra slutningen af 1700-tallet til i dag i 2020-erne.
Det har resulteret i en broget fortælling, der fører læseren rundt blandt en håndfuld danske up coming industrifyrster, hvor flere får en krank skæbne. Og det er her, interessen begynder hos de to historikere. Er der en forbandelse indlejret i maleriet?
Bogen er skrevet af Anders Ravn Sørensen sammen med Benjamin Asmussen, men allerede her med to forfatternavne begynder forvirringen. Anders Ravn Sørensen er ansat på CBS, mens Benjamin Asmussen er museumsmand på M/S Søfart i Helsingør. Men det er en jegperson, der skriver, og hen ad vejen får vi både at vide, hvor mange børn han har, hvad konen tænker, hvad faderen fejler og hvilken bil, han kører i. Et par gange kommer Benjamin ind i billedet, som en biperson.
Det er faktisk synd med denne stilforvirring, for det er en yderst velformuleret fortælling, der desværre er tynget af mange sidespring. En opstramning af hele fortællingen ville have gjort læsningen både mere overskuelig, brugbar og i sidste ende mere læsevenlig. Hvor er forlagsredaktøren henne?
Bogen begynder i nutiden, hvor billedet af Jens Juel er i en udlandsdanskers eje og skulle hænge i hans københavnerbolig, men nej. Først 250 sider længere fremme er vi tilbage hos kunsthandleren og udenlandsdanskeren, der nu har fået navn og hvis kringlede dans med danske politimyndigheder oprulles, dog uden en fatal konklusion. Billedet af erhvervsmanden fra 1700-tallet kan endelig opleves. Således endte det, der som udgangspunkt syntes fantastisk lovende, en afsøgning af et Jens Juel-portræts forskellige ejere, lidt tamt, for billedet skal nok videresælges.
Mens der er styr på kilder og henvisninger, i alt 23 sider med arkivnavne og noter, er der mindre klarhed over vejen fra den ene til den næste industrifamilie, som af vidt forskellige grunde har erhvervet billedet i den evige drøm om social opstigning, der både før som nu kræver ”noget” på væggene i de boliger, som er med til at demonstrere disse erhvervsmænds succes.
Christophe Battier er manden på portrættet og egentlig schweitzer, men bosat i København og ansat i Asiatisk Kompagni. I 1772 skal han giftes og bestiller hos den allerede velestimerede portrætmaler Jens Juel to portrætter, af sig selv og af den kommende frue. Billederne kommer til at hænge i deres fælles hjem. Men Battier er ærgerrig og handler, som man nu gjorde og har tilsyneladende haft svært ved at sondre imellem egne og firmaets midler. I 1883 går det galt ved et ekstra check af regnskabsbøgerne. Firmaets bestyrelse opdager, at der har været sammenblanding af Battiers egne interesser og firmaets, bl.a. med sejladser til Caribien, hvor der måske både er fragtet slavegjorte personer samt våben.
Samtidigt har Battier en bror, der er bankier i London, og det har nok været snildt, når der skulle lånes penge og stilles garantier. Det ender med skandale. Battier flygter og er for en tid i Marstrand, som på det tidspunkt har en vis frihandelsstatus. Siden flygter han til Paris uden familien, og her begår han selvmord ved at skyde sig selv med en pistol i Tuilerierne, maj 1786. Familiens hjem er helt opløst på dette tidspunkt.
De to historikere har ikke formået at udfylde et hul på næsten 130 år, før maleriet dukker op hos Emil Glückstadt, den rige bankdirektør i Landmandsbanken med store boliger i både København på hjørnet af Amaliegade og Fredericiagade ( i dag den Italienske Ambassade) og Sølyst ved Klampenborg (i dag Skydebrødrenes hus, der også fungerer som selskabslokaler).
Danmarkshistoriens største bankkrak lader ikke vente længe på sig, men finder sted i 1922. Den velklædte bankdirektør har dog udviklet en hjertelidelse, der gør ham sengeliggende. Til sidst bliver det for meget for myndighederne, og han transporteres til Vestre Fængsel, stadig sengeliggende. Her støder nye sygdomme til, og han dør på Kommunehospitalet under en operation for tarmslyng, 47 år gammel i sommeren 1923. Der nåede ikke at blive afsagt dom, som først faldt en måned senere, hvor Glückstadt erkendtes skyldig i bedrageri m.m.
Maleriet går videre til andre ”rige” erhvervsfolk, og midt i junglen af oplysninger om ret ukendte erhvervsfolk optræder en adresse kun to numre fra, hvor jeg bor og har boet i mange årtier. Bemærkelsesværdigt, men her er det faktisk blevet så kompliceret at læse med et utal af uinteressante og overflødige detaljer, at det er svært at holde interessen fangen.
Lidt mere kød på fortællingen kommer der igen til allersidst hos den flamboyante kunsthandler, der for tiden ejer billedet.
Bogens styrke er den faglige redegørelse for de forskellige mere eller mindre lyssky aktiviteter, som mange af maleriets ejere har haft. Det møder man jo sjældent i almindelige kunstbøger. Men bogen havde haft godt af en redigering, der havde tilgodeset et tydeligere overblik, så man ikke selv skal google sig til diverse ekstra informationer om både virksomheder og personer. Samtidigt kunne en kunsthistoriker snildt have skrevet et kort kapitel om selve maleriets teknik m.m. og indskrevet Jens Juels historie og virke.
Det har helt sikkert været sjovt at skrive bogen, at rejse rundt og dykke ned i arkiver og tale med forskellige personer. Men forfatteren måtte godt have nedtonet sin egen historie lidt mere.
Gads Forlag. Udkommer d. 17. oktober 2023.
www.gad.dk