∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Mahagonny – kold, interessant og meget professionel opsætning på engelsk – af Bertolt Brechts og Kurt Weills værk fra 1930.
Ved fremkaldelserne stod der mindst 200 kunstnere på scenen. Det var flot og bevægende. Så mange havde underholdt os i tre timer. Underholdt er måske et forkert ord at bruge, for det er jo Brechts stykke, og så er der også et element af belæring og eftertænksomhed med. Det havde den britiske instruktør forholdt sig til og ud over koret indforskrevet mindst 50 ”flygtninge” eller migranter, som skulle være en del af byen ”Mahagonny”. Og alligevel blev forestillingen ”pæn”. Hvorfor?
(Foto: Thomas Petri)
Scenen var en næsten tro kopi af tilskuerrummet med de blå stole, Henning Larsens polerede balkonkant og Olafur Eliassons dyre lamper fra foyeren. Vi skulle måske føle skam over at have betalt 800 kr for billetten, siddende i et hus, som var betalt af en rig, privat fond, mens staten havde givet et stort millionbeløb, for at vi, som de udvalgte, kunne se på dårskaben. Jeg ved ikke, om instruktør og scenograf helt havde gennemtænkt konceptet, men flot så det ud.
Men ellers var det en velinstrueret operaversion, der tog højde for Bertolt Brechts angst for indføling og varme – og også honorerede størstedelen af de musikalske krav, som Weill har stillet midt imellem klassisk, slager og jazz.
Det findes ingen rigtig eller forkert opskrift på at iscenesætte Mahagonny. Dertil var Brecht og Weill ikke i fodslag omkring 1930, og de herrer ændrede sig også med tiden. Gad vide, hvordan de ville det se på værket i dag?
“Mahagonny” blev til i 1920ernes Tyskland, hvor vildskab, ulighed, fattigdom og ødselhed var overvældende og ligeså i USA. I Chicago og andre storbyer var der dobbeltmoral og udskejelser. Derfor opstod historien og drømmen om en ny by, midt i ørkenen, hvor sprutten skulle være billig og sex en tilgængelig vare.
Alt er pjank, pjat og overflade. Intet er alvorligt eller medmenneskeligt for de tre undslupne straffefanger, som finder på det hele. Lige indtil helten, Jimmy, ikke har flere penge. Så skal han dø, for det er en dødssynd. Penge er adgangsbilletten til alle herlighederne.
Lyder det bekendt? Ja, ikke. Det kunne være blandt landets nouveau riche folk, som magasiner og søndagsaviser flyder over med. Og det kunne være blandt en hel del politikere på højrefløjen overalt i verden, fra USA i vest til mere hjemlige breddegrader. Og tænk på dette øjebliks sten-papir-saks-leg i Danmark. En ministerkabale skal gå op. Politikerne vil ha’ og ha’, mens de sælger ud af deres politiske program blot for at få lidt mammon.
Længere behøver vi altså ikke at gå. Ind til Christiansborg – ud til Marienborg eller blot åbne for fjernsynet.
Den engelsk scenograf Paul Brown og instruktøren Graham Vick kunne derfor have sparet en hel del på den meget dyre scenografi ved simpelthen at stille et TV op og så vise den seneste uges tv aviser med ……, jeg behøver ikke at nævne navne.
Jeg vil dog gerne have lidt indføling, selv om det er Brecht/Weill, men når de dygtige danske sangere begynder, er det cool intellektualisme eller international operastil. Ikke at de er dårlige, overhovedet ikke, men der er ikke det twist og de gimmicks, som kendes fra mange af sangene i koncertversioner, når de fremføres af ikke-operasangere: ”Show me the way to the next whisky bar… .etc.
Anderledes er det med koret. Både damerne og herrerne synger vidunderligt, men spjætter som de bedst kan, mens mændene vrider med underlivet og taber bukserne for at vise, hvad der sker, når mænd går på bordel. Det er virkelig stavepladeteater. Hvornår holder det op på nationalcenen? ( Det sås også i seneste La Boheme.)
Dirigent og kapel har i den grad styr på musikken, og langt hen ad vejen formidler de Weills komplekse partitur charmerende, lavt, næsten for meget pianissimo, mens sangerne nok er for kolde og kan have svært ved akustisk at komme ud i rummet. Dog klarer Steen Byriel og Randi Stene udfordringerne og kan synge på forskellige niveauer. Jenny og Jimmy, Sine Bundgaard og Michael Kristensen, har det sværere. Fint og pænt er det, men nerve og angst kommer ikke ud over rampen, som oven i købet er rykket frem som en ekstra gangbro.
Mahagonny. Foto Thomas Petri.
Og glemte jeg at sige, at der i forestillingen ud over diverse filmlærreder, der viser flygtninge, som går på veje og lignende optrin, også er indforskrevet 50 statister/skuespillere fra alle kontinenter. De fleste er umælende, men er til stede og dukker op fra tilskuerrummet. Det er ganske virkningsfuldt, også når de vender tilbage til os for at vise, at vi alle er en del af det hele.
Denne ”Mahagonny” slutter med, at herrekoret står ude langs siderne i hele tilskuerrummet og synger. Det er første gang, der kommer lidt følelse hen over historien, og man bevæges en smule. Undskyld hr. Brecht.
Mahagonny. Foto Thomas Petri.
”Mahagonny” handler om en tingsliggjort verden, som de færreste ønsker at bo i – men som vi vist desværre bor i. Og det kunne nok have været endnu mere direkte og pågående, hvis f.eks. sangene og musikken havde fået den snært af underholdningselement, som der er belæg for. Så havde alt været godt.
.
- Oprindelig blev ”Mahagonny” en fiasko i Leipzig, men kom siden til Berlin, hvor Weills kone Lotte Lenya sang Jenny. I 1934 opførte Operaselskabet ”Mahagonny” på Det Ny Teater. Nazisterne forbød stykket i Tyskland. Først i 1960’erne dukkede Mahagonny frem på alverden scener og er siden blevet opført som både ”klassisk” opera og i mere skuespilagtige versioner.
Instruktør: Graham Vick
Dirigent: Julien Salemkour
Dirigent: Robert Houssart
Scenograf: Paul Brown
Kostumedesign: Allan Watkins
Koreograf: Ron Howell
Lysdesign: Giuseppe Di Iorio
Libretto: Jeremy Sams