∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Maddiker af Rikke Wölck på Hippodromen.
Velspillet tragikomisk spil om kvinder plus 60.
Det handler om de usynlige kvinder – dvs. kvinder som er ved at ældes og på vej mod at blive rigtigt gamle. Kvinder, som hverken statslige, kommunale eller private arbejdspladser gider kendes ved, når de er nået midtvejs i livet. Selv om det faktisk er ulovligt at aldersdiskriminere i Danmark, så sker det. Se på vores regering: hvor mange har erfaring og viden der rækker tilbage?
Det er mindst tredje gang Rikke Wölck, som selv er skuespiller, skriver et stykke, hvor kvinden og kvinders problemer endevendes. I 2016 på Rialto med ”Tilgiv mig”, i 2019 ”Dansen med far” på Hippodromen og nu igen samme sted med ”Maddiker”.
Ingen af forestillingerne har været venlige eller overskudsagtige i kvindeanalysen. Tværtimod har Rikke Wölck sat sig for at med næsten kirurgisk akuratesse at finde de lidt mørke sider ved kvindeeksistensen frem. Her i ”Maddiker” skånes vi heller ikke, selv om publikum ler og ler, for så tragikomisk er den snigende eller overrumplende alderdom.
Det begynder ellers pænt: tre ca. 70-årige kvinder står velklædte i hvert sit spotlys og fortæller kort deres nyere livshistorie i monologform: Jannie Faurschou er gift, men har faktisk været forelsket i en yngre kioskejer. Han gav hende den varme, som ægtemanden vist ikke formåede.
I midten står Rikke Wølck. Hendes kvinde er velbjerget, men hvad hjælper det, når den 40-årige datter begår selvmord. På fløjen forklarer Bodil Jørgensens lidt mere komplekse kvinde om at være sygeplejerske og have levet et langt liv i et voldeligt ægteskab. Manden kunne kun udtrykke sig ved at tæve hende!
Vi møder dem siden hen i samtale, heldigvis, mens tredje akt, kunne man kalde det, er på et plejehjem. Det er slet ikke sjovt, selv om publikums latter fortsætter. Og helt unge mennesker fandt det hele muntert, da jeg mødte dem på vej ud ad teatrets svingdør. Men de aner vel heller ikke hvilke rædsler, der venter forude. Vi andre med nogle år på bagen har vist lugtet luntet og så bliver det sværere at le problemer væk.
Sjovt er derfor ikke det rette ord, når livet ebber ud, og de sidste 15-25 år måske skal henleves med at se på fotos af børnebørn, gå på museer, lede efter nøgler, mobiltelefon og selvfølgelig kigge TV. Et eller andet er galt med systemet.
Rikke Wölck har endnu engang fat i noget fundament og eksistentielt. Men det er ærgerligt, at hun i for høj grad forfalder til monologformen. Det er for nemt. Og jeg er træt af, at de mange yngre, danske ”dramatikere” ikke gider forsøge sig ud i ”dialogen”, for sådan er virkeligheden. Det kan godt være, at vi ikke svarer hinanden, men de fleste talte ord kommer vel via en ydre eller indre dialog. Netop en dramatiker som Lars Norén levede højt på, at mange af hans replikker bare svævede i luften, fordi personerne kun hørte deres egne stemmer.
Instruktøren Madeleine Røn Juul har med respekt og indsigt endnu engang instrueret en tekst af Rikke Wølck, og med Gøje Rostrup som scenograf er alt stilfærdigt understøttende for at give plads til de tre kvinder. De evner heldigvis alle at skabe nogle fine karakteristikker.
Det positive og varme står Jannie Faurschou for, mens Rikke Wølck er vred på det meste. Derimod bliver Bodil Jørgensens figur noget karikeret, da hun mod slutningen mister alle hæmninger og lader vanviddet tage plads. Nødvendigt, nej, men det er tekstens skyld.
Som brugsteater nytter ”Maddiker” ikke meget, for her skal skrappere midler i brug, hvis vores et-partiregering skal forstå, at man ikke kan have en regering, hvor gennemsnitsalderen er under 42 år og de færreste har haft anden kontakt med virkeligheden end via partikontoret og et tidligt gymnasiejob som flaskedreng/pige.
Maddiker er velskrevet, velspillet og underholdende, hvis man altså ikke lige er nært beslægtet med en kvinde, der nærmer sig skelsår. Men så kan man i øvrigt glæder sig over, at forestillingen giver arbejde til en masse kvinder!
Manuskript: Rikke Wölck
Instruktion: Madeleine Røn Juul
Scenografi: Gøje Rostrup
Medvirkende: Bodil Jørgensen, Rikke Wölck, Jannie Faurschou
www.folketeatret.dk