∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Bleg Puccini-genopsætning på Operaen.
Madame Butterfly skal efterlade publikum tårevædet. For historien er både sørgelig og urimelig, hvor den gode bukker under, og den utroværdige sjuft får lov at leve videre. Musikken underbygger hele historien ved i lange passager at skabe smukke, elegiske billeder med strejf af optimisme. Men det kræver sine sangere og faktisk også en dramatisk indsats, for at vi skal hoppe på den.
Denne søndag eftermiddag var vi vist flere, der var ganske uberørte. Butterfly og Pinkerton kunne synge og regere, vi var indifferente.
Da Lars Kaalund ved juletid i 2010 instruerede Madame Butterfly – var modtagelsen ganske blandet. Jeg var der ikke dengang, så denne genopsætning er mit første møde med Kaalunds version.
Der er arbejdet scenografisk med at skabe en romantisk japansk stemning på scenen. Kostumerne af Pernille Egeskov er underskønne og ligeså fortæppet, der viser et fortættet japansk fuglefjer-motiv. Scenografien underbygger den japanske stemning, men Chr. Friedländer synes at være bange for at gøre det for sentimentalt, så i stedet for at skabe en illusion, lader han et berømt billede af 1800 tals kunstneren Hokusai mangedobles, som var det et tapet. Ovenover er et japansk bjerglandskab, men desværre også matte, sorte inddækninger på siderne. På scenen et lille, næsten modernistisk lysthus, der kan skrues op i højden, så butterfly og alle andre må traske op og ned ad sindrige trappetrin. Det skaber liv og bevægelse, men afromantiserer også historien. Øverst en mammut-rispapirlampe, der til allersidst fungerer fint ved at kunne omslutte Butterfly i døden. Smukt at skue, men lyssætningen hjælper ikke til, den er for bleg og brun. Alene kostumerne giver den æstetiske, smukke fornemmelse som er kontrasten til den tragiske historie.
Lars Kaalunds oprindelige stikord, som er aftrykt i programmet, emmer derimod af troen på kærligheden. Det er, hvad han ønsker både titelpersonen og hele operaen skal illustrere: (at) ”Madame Butterfly satser alt. Og taber alt – bortset fra kærligheden. Hun accepterer denne urkrafts natur.”
I anden og tredje akt er det netop i Butterflys tanker og overvejelser, at troen på kærligheden pibler frem. Selvfølgelig kommer han tilbage og vil vise sin kærlighed, tænker og synger hun.
Historien kort: den amerikanske soldat Pinkerton gifter sig nærmest for sjov i Japan med den kun 15 årige geisha Butterfly, der har hele familien med sig til brylluppet og ovenikøbet er blevet kristen for at vise sin tro på ægteskabet. Soldaten rejser hjem, men snart kommer frugten af deres bryllupsnat. Butterfly venter og venter. Tre år går, og den amerikanske soldat vender tilbage med sin amerikanske kone. De tager sønnen med hjem til USA, mens Butterfly begår harakiri, som hendes fader også havde gjort. Tæppe.
Det er nødvendigt, at figurerne har gode stemmer og masse af følelser. Elisabeth Liewellyn klarer det godt og kommer både op i volumen og højderne, men er trods alt en moden dame på 43 år fra England med forældre, der har rødder på Jamaica. Det spæde må vi tænke os til. Men hun debutererede faktisk først i 2010, i øvrigt som Mimi i Puccinis ”la Boheme”.
Hun havde fortjent en mere kraftfuld Pinkerton. Italieneren Gabriele Mangiones stemme rækker ikke til Operaen – i hvert fald ikke ned der, hvor jeg sad på gulvet. Og meget dramatik er der ikke i hans fremtoning. Det viste danske Palle Knudsen til gengæld som konsulen. Her var både ryggrad og medfølelse- også i stemmen.
En genopsætning skal helst have samme nerve og sjæl som ved første indstudering- ellers er der ingen grund til at ulejlige mere end 1000 mennesker til opera. Under Giuliano Carellas direktion spillede kapellet, men de syntes denne søndag eftermiddag overraskende fraværende.
Måske kan en anden sangerbesætning give Puccini det fortjente medspil.