∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Madama Butterfly på Egnsteatret Undergrunden i Galaksen i Værløse.
Egnsteatret Undergrunden synger endnu – og det skal vi være glade for, da kommunen faktisk har sagt farvel og tak og ikke forlænget egnsteateraftalen.
Med ”Madama Butterfly” på italiensk med danske sangere slutter Undergrunden med oprejst pande. Forestillingen er iscenesat af Anders Ahnfelt-Rønne, der har været leder af Undergrunden siden 2014, året efter Undergrunden blev egnsteater med base i Værløse. Han lukker og slukker som instruktøren bag ”Madama Butterfly”. Allerede tilbage i 2007 på Rialto satte han i øvrigt operaen op. Også denne gang sker det med en semi-klassisk fortolkning, hvor handling og lokalitet er henlagt til Japan anno ca. 1900. Dvs. forvent hverken noget om #Metoo eller proformaægteskaber. Der er hverken over- eller undertekster, men tilgengæld udleveres en lille tegneserie udover referat, så man skulle være godt rustet.
I musikken har Puccinis opera fra 1904 stadig en aktualitet om den unge geisha, der blindt tror på den flotte amerikanske soldat, som efter en elskovsnat alligevel tager hjem igen til hjemlig tryghed. Så kan hun bare vente og synge om smerte og længsel i et par timer.
For få uger siden viste Operaen i Svendborg en moderne dansk version, hvor publikum oplevede det hele på en havnekaj. En sjov opdatering. Hos Undergrunden bliver det mere genuin opera, indendørs, hvor ikke mindst de kvindelige sangere folder sig ud og leverer fine præstationer, både musikalsk og psykologisk.
Butterfly er indbegrebet af kvinde. Stille, sky, lidt underdanig, men nedenunder ulmer varmen, som Puccini oversætter til de smukkeste toner, når der kæmpes for kærligheden. Simone Sand Victor har et fint register og er en glæde at lytte til. Ligeså med den trofaste veninde, Suzuki, Anne-Sofie Søby Jensen, der har gode nuancer i både sang og portrættering. Og deres samspil er fortræffeligt.
Det er sværere for Pinkerton. Han er pr. definition en skidt knægt, der blot er ude efter lidt soldatersjov. For sent erkender han sin brøde. Daniel Svenson som Pinkerton må fremover godt give lidt mere nærvær, når hans står på en scene. Sharpless, sunget af Leif Jone Ølberg, kommer næsten til at fremstå som en helt, også fordi han synes koncentreret og tilstede på scenen.
Scenografien ved Rikke Juellund er stilfærdig, klassisk og ganske smuk med fine kimonoer som er farveafstemte i jordbrune nuancer og dertilhørende grønne parasoller til lidt af hvert. Også koret er i kimonoer. Baggrunden tager i øvrigt farve efter stemningen.
På imponerende vis styrer pianisten Ulrich Stærk det hele nede fra flyglet placeret på gulvet foran den lille scene – i Galaksen ude i Værløse. Egentlig kommer musikken meget fint til sin ret ved denne kammerversion. I de højspændte situationer, når kærligheden og følelserne er bristefærdige, suppleres klaveret af to kvindelige, sortklædte musikere med violin og cello.
”Madama Butterfly” kan være en tåreperser, hvis man lever sig helt ind i Butteflys historie, ikke mindst til sidst, hvor hun ofrer sig og sender barnet, kærlighedsfrugten, af sted til den nye verden. Sunget på italiensk uden overtekster og afleveret lidt statuarisk blev det i Værløse blot til varme klapsalver fra et taknemligt publikum ved tæppefald.
Der burde have været et par lokalpolitikere tilstede. Så havde de nok lukket pengekassen op igen!
Madama Butterfly Simone Sand Victor
Pinkerton Daniel Svenson
Sharpless Leif Jone Ølberg
Suzuki Anne-Sofie Søby Jensen
Goro Thomas Peter Koppel
Bonzo Martin Eidsgaard Hatlo
Yamadori Paul Frederiksen
Kate Nicole Johansen
Barn Emilie Helene Flessel
Iscenesættelse: Anders Ahnfelt-Rønne
Musikalsk ledelse: Ulrich Stærk
Korsyngemester: Paul Frederiksen
Scenografi & kostumer (2020): Rikke Juellund
Scenekonstruktioner: Niels Lau Nielsen, Søren Hall
Der spilles udvalgte dage til og med d.21.8.2021.