∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Verdi var midt i 30’erne, da han skrev Macbeth. Siden ventede han mange år før han igen fuldførte et par Shakespeare-operaer. Men sammen med librettisten Francesco Maria Piave lykkedes det at gøre historien om magt og magtbegær lysende klar – og samtidig indgyde lidt håb til allersidst. Forbrydelse betaler sig ikke.
Heldigvis fødes kun få individer så udspekulerede som Ladyen og hendes lidt vattede mand. Macbeth, træder nemlig først i karakterer efter at have begået det første mord, men så er der heller ingen grænser. Vejen må ryddes, for at Macbeth kan fortsætte som konge: og det koster liv: først kong Duncan, siden Banquo og derefter Macduff kone og børn, og listen kunne være blevet endnu længere. For Macbeth vil leve op til heksenes spådom.
Verdis musik giver sangerne mange muligheder og bevæger sig igennem flere følelsesregistre med dystre steder og det modsatte. Partierne er krævende. De to hovedpersoner, Ladyen og Macbeth, er hentet udefra og synges nu af henholdsvis Katrin Kapplusch og Dario Solari, som dog er genganger fra opførelsen for ca. tre år siden.
Instruktøren Benedict Andrews (ved denne genopsætning forestået af Anne Fugl) har lagt vægt på den fysiske tiltrækning imellem parret. Uden dette erotiske element, ingen benzin til det destruktive bål, er instruktørens tanke. Det er dog svært at se, selv om instruktøren under Verdis forspil viser en stum scene, hvor parret leger( ?), men jeg hopper ikke på den idé. For sopranen ligner mest af alt en effektiv, britisk premierminister, mens barytonen minder om en handelsrejsende, der tager, hvad der falder for. Et modent par, hvor det fysiske ikke længere kan styre handlingerne, er det, vi ser. Men ellers ikke så mange indvendinger på denne meget velsungne Macbeth: nok er hovedpersonerne golde og kolde på den lidt uengagerede måde, mere end både Verdi og ikke mindst Shakespeare har lagt op til, men de kan rent musikalsk fylde rollerne ud.
Macbeth – Operaen. Foto: Miklos Szabo.
Og resten klarer scenografen Ashley Martin-Davis, kostumieren Victoria Behr og ikke mindst lysdesigneren Jon clark. For der er fuld konsensus i denne moderne scenografi. Et lukket rum, der via en meget ren, næsten Robert wilsonsk lyssætning kan fungere som de forskellige slotsagtige rum, der lægges op til. Netop ved denne moderne forenkling bliver Macbeth som skæbnedrama til en tydelig fortælling om, at forbrydelse aldrig betaler sig. Og selv den onde kan få samvittighedskvaler og det viser Ladyen tydeligt, da hun i den berømte nattescene, i nattøj med et lille lys, vandrer rundt og forsøger at vaske den urene hænder rene. På dette tidspunkt er manden til gengæld ovre på den anden side af enhver sund tanke- og ænser næppe, da hustruen begår selvmord.
Macbeth – Operaen. Foto: Miklos Szabo.
I scenografens rene rum befolker Det kongelige Teaters kor de forskellige scener i moderne klæder eller uniformer, enten som arbejdssomme kvinder i kjoler og mænd i jakkesæt – eller som et udsnit af hverdagsmennesker. Velfungerende og med til at gøre historien til en mulighed i også vores verden og nutid med klasseskel og flygtninge.
Opera er de store følelser eller sjove indfald. Denne Macbeth opfylder den første præmis, og er et fornuftigt bud på en ikke alt for radikal fornyelse af et værk fra den store operahistorien.
Tør derfor godt anbefale Macbeth og ikke mindst til folk, som er blevet forvirrede over Operaens nyeste iscenesættelse af ”Hoffmanns Eventyr”. ”Macbeth” er her ved genopsætningen et voksent, kvalificeret bud, hvor alle kan være med.
www.kglteater.dk