∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Nøddeknækkeren, Folk og Røvere, Nødebo Præstegaard – er de gamle travere, som danske teatre sætter op år efter år til stor jubel for velstillede børnefamilier og bedsteforældre, mens der nok skal være nogle, der ligesom jeg holder pause ind i mellem. Der er faktisk gået nogle år siden jeg sidst så Nøddeknækkeren, så jeg har glædet mig. For godt er det, at Det Kongelige Teater i denne sæson endelig har en helaftensballet på programmet – og med udfordringer.
Produktionen er fra 2011, hvor balletmester Nikolaj Hübbe, med en fortid hos New York City Ballet, netop indkøbte Georg Balanchines berømmede version fra 1954. Den er overbørnevenlig med masser af børn på scenen og med neddroslet uhygge. Ja, faktisk er balletten nu, i Det Kongelige Teaters version med den britiske scenograf Anthony Ward, meget tæt på at være en britisk/amerikansk sukkerstang, hvis vi ser bort fra musekongens død. For sorgen over den fældede mus, hvis krone løfter en forbandelse, virkede overvældende, næsten rotteagtige, fordi musene, i modsætning til alle andre væsener i første akt, danses af voksne balletdansere.
Alle Pressefotos: Henrik Stenberg.
”Nøddeknækkeren” er på alle måder et must i et hvert balletrepertoire med Tjajkovskijs charmerende og meget varierede musik, der spænder bredt fra folkedanse til smægtende kærligheds-pas de deux’er. Men balletdramaturgisk er det ikke genialt. Vi starter i virkeligheden til julefest hos fornemme folk og ender i drømmeverdenen uden at vende tilbage til hverdagen – tværtimod flyves de små børn bort i julekane. Historien stammer fra E.T.A. Hofmann, 1816, omskrives af Alexander Dumas d. ældre og kommer videre til Sankt Petersborg, hvor urpremieren som ballet finder sted i 1892 på Mariinskij Teatret.
Alle Pressefotos: Henrik Stenberg.
Hele første akt er en poseren og stilfærdig dansen til julefest hos den fine familie, hvor alle er klædt i smukke aftenrober – fint afstemt i douce farver og placeret i midten af 1800 tallet. Men da snefnuggene i slutningen af akten danser i lidt gumpetunge, hvide kostumer, som synes hentet fra et engelsk julebal i 1970erne, og med nogle alt for store hvide pomponer, begynder man at ane uråd.
Det skal siges at børnene fra Balletskolen danser og agerer upåklageligt med præcision, koncentration og ynde i hele første akt. De er aftenens vindere.
Alle Pressefotos: Henrik Stenberg.
I anden akt skulle så alle bravurnumrene komme, men megen plads er der ikke i den indre lyserøde slikkepind, som scenen nu er udsmykket som. Den synes hyggelig i starten, men hurtigt bliver det hele lidt for klaustrofobisk stribet. Der blev danset pænt, men uden den skarpslebne præcision, som netop skal danne kontrast til første akts fortællende stil. Prinsessen og prinsen, eller sukkerfeen og hendes kavaler, som de kaldes her, nåede hverken i løft eller stræk derhen hvor man dånede, endsige var imponeret. Gregory Dean havde lidt af det i sine enestunder, mens Caroline Baldwin var alt for dagligdags. Haremspigen derimod, her kaldt for Kaffe fra Arabien og danset af Astrid Elbo, havde en interessant sensualisme, som ellers manglede hos de andre dansere. Kun Jon Axel Fransson i stribet trikot med et par hulahopringe havde svung og tilpas med bravur over sig.
Det er lidt ærgerligt, at der ikke blev danset med større disciplin og udtryk. Men måske de næste aftener og andre hold når derop, hvor publikum udover hyggen også får sublim dans.
Alle Pressefotos: Henrik Stenberg.
For Nøddeknækkeren skal netop leve af kontrasterne: det hyggeligt fortællende afbrudt af smuk dans.
Der har ellers været nok af instruktørassistenter på genopsætningen, hele 5 stk garvede folk med indsigt – og tid har der vel også været. Men publikum var glade, og de mange børn på de forhøjede børnesæder sad denne fredag aften musestille og faldt ikke i søvn. Det er vel også en form for kvalitetsstempel.
Koreografi: George Balanchine
Musik: Pjotr Tjajkovskij
Scenografi og kostumer: Anthony Ward
Lysdesign: Anders Poll
Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe
Dirigent: Geoffrey Paterson