∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Gabriele Münter – kvindelig tysk maler med masser af kolorit.
Tag på Louisiana en hverdagsaften og ha’ rummene for dig selv. Louisiana er en publikumsmagnet, men heldigvis er der mulighed for at besøge stedet, hvor de sædvanlige turiststrømme er stilnet af. En hverdagsaften. Og pludselig er Louisiana næsten som i gamle dage. Næsten da.
En gang var det egentlig godt nok at tage til Louisiana og vandre igennem rummene, nikke til de værker, man særligt godt kunne lide og glæde sig over nyerhvervelser. Samtidig var der også store udstillinger, som var forbløffende, uforudsigelige og uforglemmelige, bl.a. fordi Louisiana viste en kunst, man slet ikke var bekendt med.
Sådan er det ikke hver gang ved de mange nye udstillinger og ophængninger. Verden er blevet mindre, kunsten er på evig rundfart, og museerne må stå på hovedet for at finde nye/gamle kunstnere, de kan divertere turisterne med. Og så kommer der udstillinger med mellemkendte kunstnere, som f.eks. Gabriele Münter. Ukendt er hun langt fra, men måske især kendt for det, som har været mange kvindelige kunstneres lod, en berømt elsker. For det var Kandinsky. Hans ry og placering i den moderne kunsthistorie er legendarisk, en af den abstrakte kunsts helt store pionerer og en mand, der også i en periode var forbundet med Bauhaus.
Gabriele Münter
Gabriele Münter var hans elev, blev siden hans elskerinde og kunstneriske makker, da tidsskriftet ”Der blaue Reiter” blev grundlagt. Få år efter svigtede han hende, men siden fandt hun en anden stærk mand, der kunne promovere hendes kunst. I sammenhæng med bevægelsen ”Der blaue Reiter” har Münters billeder være afbildet. Men nu får hun sin egen retrospektive udstilling og placering i kunsthistorien. Louisiana har skabt udstillingen i samarbejde med et par tyske museer.
Udstillingen er tematisk – og ikke kronologisk. Det er ok, da hendes udtryk egentlig ikke forandrer sig nævneværdigt og kun med nogle få tilløb hen mod abstraktionen, som jo var herskende i mange årtier.
Gabriele Münter (1877-1962) havde fået en ret fri opdragelse, der gjorde hende i stand til at blive maler på et tidspunkt, hvor kvinder måtte kæmpe for at få sig en selvstændig position i samfundet. Hun rejste meget i hele sit liv og indtog også Skandinavien i perioder. Men det er såmænd hverken rejserne eller de forskellige miljøer, som hun mødte, der kom til at påvirke hendes kunst. Det er en vedholdenhed til at fange mennesker og figurer i et rum i store penselstrøg, markeret med forskellige farver.
I følge de mange forskellige skriftlige udsagn på udstillingen fejlede hendes selvtillid ikke noget. Hun følte, hun var en stor kunstner. Men jeg er ikke sikker på, at Gabriele Münter havde fået så markant en placering i kunsthistorien, hvis det ikke var for sin forbindelse med Kandinsky. Det er hårdt sagt, men har intet at gøre med antifeminisme. For udstillingens stærkeste værk er også plakaten og udstillingens ikonbilledet, resten efterlader nærmest et indtryk af Gabrielle Münters kunst som gennemsnitlig. En pæn udstilling, men på en eller anden måde slet ikke Louisiana-agtig. For værkerne viser ikke fremad. De er statiske. Står naglet rent motiv- og formmæssigt i deres tid. Og sådan er det med rigtig mange kunstnere, som heldigvis kun yderst sjældent når frem til Louisianas vægge.
Nye, tematiske ophængninger
Andre steder på museet er der i sommerperioden ophængt tematiske udstillinger baseret på museets enorme og fortsat voksende samling. En god idé, men sammenlignet med hvor mange værker museet råder over, bliver det lidt ”småt”.
Interessant er dog ophængningen, der viser maskulinitet, mænd og kamp. Flere voldsomme værker giver indtryk af en verden på afgrundens rand. Og selv om det hele ikke er hængt så nænsomt eller æstetisk op, klarer Baselitz, Kiefer og Kippenberger sig. Deres værker kan overleve selv en dårlig ophængning, for deres helt personlige, tidsfunderede værker lyser.
Lidt provokerende i et stort rum vises tyske kunstnere samt et par tidlige Richard Mortensen-værker, som farvemæssigt går modsatte vej og afbilder krigsstemningen i 100 procent farver. Måske skulle der mere forklaring til her, i hvert fald ekstra til udenlandske gæster..
I den svære, buede tunnelgang hænger Simone Aaberg Kærns værk fra slutningen af 1990erne med 45 kvindelige flyvere: ”Sisters in the Sky”. Billederne, der suppleres med lyd og plancher i det samlede værk, passer perfekt til stedet, men spørgsmålet er, om de enkelte portrætter rent malerisk har Louisiana-standard? Det er altid svært at blande den store internationale kunst med hjemlige nedslag.
Udenom Louisiana er der natur og en udsigt til bl.a. Hven, som er ubetalelig. Indenfor på hverdagsaftenerne serveres en buffet. Så uanset kunsten, der lige nu ikke slår gnister, er der altid noget at komme efter i Humlebæk.
www.louisiana.dk