Lolita – suveræn ballet på Bellevue Teatret

 ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Sig navnet Lolita! I 60 år har folk reageret prompte – for eller imod. Nu danses en overbevisende fortolkning af Nabokovs roman Lolita i Bellevues sommerballet 2015.

Mange har prøvet det før Alexander Kølpin og den amerikanske koreograf Cathy Marston, for historien har alt det, som kan fange både mand, kvinde, ung som gammel. Den forbudte kærlighed imellem en moden mand og en ung, mindreårig pige. Det er kriminelt og frastødende på alle måder. Alligevel kan kunsten blive et acceptabelt alibi for at diskutere emnet uden større fordomme. Sådan var det tilbage i 1955, da roman skrevet på engelsk og udkom i Frankrig, mens USA måtte vente flere år. Og sådan er det endnu. Men hvad med al den viden vi i dag har om børnemishandling og livsvarige skader på sjælen? Lolitahistorien kan tilsyneladende diskuteres på bedste dialektiske vis, så længe det kaldes kunst.

Pressefoto: Isak Hoffmeyer

På Bellevue Teatret har koreografen Cathy Marston samlet et sublimt hold med den kongelige solistdanser Ida Prætorius i spidsen som personificeringen af den mest henrivende, uskyldsrene og sjove Lolita, man kan tænke sig. Perfekt klædt på som lillepige i 1950erne pjatter hun med kammeraterne og spiller op til Humbert Humbert, mens moderen, flot danset af Deirdre Chapman i tåspidssko, vredt ser til, hvordan hendes egen plan om at få en ny, hengiven mand smuldrer.

Det koreografiske scoop er blandt andet at dele mandspersonen op i samvittighed og lyst. Derved kan de to modne dansere, Gildas Diquero og Mads Blangstrup – solodanser fra Det Kongelige Teater, kæmpe imod hinanden og skabe den psykologiske spænding, som heldigvis rumsterer i manden. Helt konkret kan lysten dø – og samvittigheden leve videre.

Der er masser af psykologi og dobbelthed i balletten, som giver gode associationer tilbage til Flemming Flindts ballet ”Enetime” over et skuespil af Eugène Ionesco med urpremiere i 1964 på Det Kongelige Teater. Dengang lykkedes det at lade balletsproget overtage hele historien. Det samme gør sig også gældende her i Lolita.

Rent dramaturgisk er historien holdt fast og synes klar som kildevand med få og velvalgte lokaliteter understøttet af en velgennemtænkt samplet musik af komponisten Jesper Mechlenburg og en simpel, smuk og ret genial scenografi af Helle Damgård. Det visuelle kommer i den grad til at spille med teatret, hvor Damgård har hæng et stiliseret parcelhus op i sofitterne. Når tingene skal bruges, kommer de ned: en stol, en seng, en dør, moderens brudslør etc. Sammen med kostumerne balancerer forestillingen elegant imellem 1950erne og en acceptabel nutid. Scenografien har en stor del af æren for det vellykkede resultat.

 

I balletten bukker Humbert Humbert’erne under, mens Lolita overlever og får et nyt liv med mand og barn, men i Ida Prætorius nuancerede kropssprog har Lolita vist ikke glemt fortidens hændelser. Kort sagt, en meget, meget vellykket ballet og et smukt samspil imellem alle de involverede fra dansere, koreograf, scenograf til lysmand og komponist. Den eneste lille plet, som der kan rettes op på ved genopsætninger er måske, at de mandlige dansere har lidt for mange gentagne, stereotype gebærder, mens Lolita, kammerater og moderen til gengæld får lov til at danse frit og fabulerende, så det er en nydelse.

Med Lolita kan Alexander Kølpins sommerballet på bedste vis fejre 25 års jubilæum. Tænk engang, at ideen har været levende siden premieren i Thorvaldsens Museums gård i 1991 over Frederiksberg Rådhus, videre til Landbohøjskolen som en smuk kulisse – for endelig i 2003 at indtage familiens teater i Klampenborg. Her er sommerteatret blevet en formfuldendt ramme om de, for det meste, yderst vellykkede eksperimenter, der altid har sikret, at publikum kunne være med – uanset om de var vilde med ballet. Dette løfte holder Kølpin 100% med Lolita!

Kun synd at forestillingen blot opføres 10 gange.

 

LOLITA af Vladimir Nabokov

Idé og kunstnerisk leder Alexander Kølpin

Koreograf og instruktør Cathy Marston

Komponist Jesper Mechlenburg

Scenograf Helle Damgård

Lysdesigner Raphael Frisenvænge Solholm

Lyddesigner Rasmus Kreiner

Dramaturg Leila Vestgaard

Studiemusikere Master Bernitt (violin) Marie Keis Uhre (sang)

Dansere Lolita: Ida Praetorius Humbert Humbert: Gildas Diquero og Mads Blangstrup Charlotte Haze: Deirdre Chapman Ensemble: Astrid Elbo, Joel Fritzon og Arina Trostyanetskaya

Spilleperiode og -tider 13. august – 29. august 2015

Tirsdag-fredag kl. 20.00 Lørdag kl. 17.00

www.bellevueteatret.dk