∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Smuk, enkelt og varm wagneropførelse på Operaen.
Der er uendelig mange muligheder når ”Lohengrin” skal på scenen. Er vi i 1000 tallet i Tyskland eller i en skoleklasse, som dengang i 2006, hvor Det Kongelige Teater senest sendte Wagners mest opførte værk ud til publikum?
Denne gang er det en tidsrigtig, minimalistisk opsætning ved den yngre tyske operainstruktør Nicola Raab, der allerede i 2013 havde en meget vellykket ”Othello” her i København.
Raab har lagt hele historien i en enhedsdekoration i en betonbunker med en åben bagscene, der hele tiden minder os om drømmen om svanen, der kommer med den ædle Lohengrin, og som fører han væk igen.
pressefotos af Miklos Szabo.
Det gode sejrer ikke til sidst. I denne version myrder alle soldater hinanden, uanset hvilken side de er på, for sådan er vores nutid lige nu. I operachefen Sven Müllers forord lægges ellers op til operaens eviggyldige morale om at samarbejde fremfor stejlt at stå på sine krav.
Men vi kan høre nok så mange operaer, krig og fjendskab fortsætter.
pressefotos af Miklos Szabo.
Med Anne Margrethe Dahl som Elsa, der fra starten overgiver sig til den ædle ridder, der redder hende, men siden tvivler og stiller det spørgsmål, som er bandlyst: hvem er du? – synges og ageres, så man bliver rørt. Og smuk ser hun ud. Omkring Dahl optræder en række internationale gæster, der alle kan synge operaen op, så det er en fryd. Steve Humes har et mildt smil og blik som den venlige konge, der er vidne til alle fortrædelighederne, mens den finske Tuila Knihtilä får maksimalt ud af den onde Ortrud, der står bag manipulationerne.
Lohengrin med de berømte a-durstoner fylder godt i Burkhard Fritz’ skikkelse. Men har vi slet ingen fra Operaens faste ensemble, der kan synge Wagner?
pressefotos af Miklos Szabo.
Koret er blevet udvidet og synger pragtfuldt: 46 herrer og 26 damer. Ikke et ord om nedskæringerne, der vel blot betyder, at sangere hele tiden skal hentes ind ad hoc præcis som med solisterne. Det kan være en farlig kurs.
Kapellet under ledelse af russeren Alexander Vedernikov, der i det daglige er chefdirigent for Odense Symfoniorkester, spiller for fuld kraft med blæsere ude i salen og foyeren og alligevel fint afmålt i forholdet til sangerne. Den aktive dirigent havde ovenikøbet skiftet taktstokken ud med en svanefjer!
Scenografien understøtter de udaterede ønsker. Vi er i en militærforlægning et eller andet sted. Men det bliver en smule irriterende, at borgen ikke kan vrides og vendes lidt mere—selv om tiden flyver af sted igennem Wagners univers, må der rent visuelt godt ske lidt, når det nu er teater og ikke en koncertopførelse. Men det vi får, er yderst velfungerende. Men selve brudescenen bliver lidt pauver med et par feltmadrasser og et lagen. Det er dog småting.
Og mit sædvanlige hjertesuk om operaprogrammet på Det Kongelige Teater. Når nu Operaafdelingen har det så kunstnerisk godt, hvorfor ikke følge succesen op i programmet og skrive alle de detaljer, som et operapublikum har brug for. Historik og mere historik. Hvornår er operaen spillet? Hvornår og hvordan var urpremieren? Efterfølgende i Danmark? Og hvad med forholdet til Franz Liszt, som er dirigent ved urpremieren, men der går næsten 10 år før Wagner selv hører operaen med fuldt orkester? Og gerne information om sangerne. Vi kan altså ikke alle sammen sidde under forestillingen med mobiltelefonen for at checke sangernes baggrund. Og i øvrigt er der en hel del med små, blå bogstaver, folk på 30 år + ikke kan læse.
Det kan godt lade sig gøre andre steder at indsætte en teaterproduktion i en større historisk kontekst i et smukt program. Til glæde for de nulevende og i respekt for fortiden.
Lohengrin af Richard Wagner
Instruktør: Nicola Raab
Dirigent: Alexander Vedernikov
Dirigent: Christof Perick
Scenograf: George Souglides
Kostumedesign: Julia Müer
Lysdesign: Aaron Black