∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Livstidsgæsterne på Betty Nansen Teatret.
Annonceringen af ”Livstidsgæsterne” har ikke fejlet noget: Urpremiere, ny dansk dramatik af teatrets nye husdramatiker, Line Knutzon, – tværkunstnerisk eksperiment støttet af Bikubenfonden, mens husdramatikeren er finansieret af bl.a. Wilhelm Hansen Fonden.
Der er noget at leve op til for ”Livstidsgæsterne”, også fordi teaterdirektøren Elisa Kragerup selv er instruktør i samarbejde med en yngre prisbelønnet scenograf, Karin Gille.
På denne baggrund skuffer ”Livstidsgæsterne” ganske meget.
Men forestillingen er ellers en fornøjelig spøg med rødder i de store absurde tekster fra begyndelsen af 1950erne og tidligere: Beckett: ”Men vi venter på Godot”, Pinter: ”Køkkenelevatoren” og fra nogle årtier tidligere: Pirandellos ”6 personer søger en forfatter” samt ikke at forglemme: Line Knutzons eget bagkatalog.
Her på Betty Nansen Teatret er det lidt omvendt i forhold til Pirandello: en ikkeeksisterende person er spaltet op i 6 ganske forskellige gemytter, der dog på scenen er kædet sammen af farven grøn – og så er der ellers slagsmål i de aflukkede rum, der som opmarcherede kinesiske æsker bliver mindre og mindre, så langt øjet rækker. Et scenografisk fif, som er oplevet mange gange før. Og ligeså med det lukkede rum med en for høj dør i forhold til skuespillerne. ”Surreel” siger introteksten fra teatret, men det kan i mine øjne ikke gøre det ud for et tværkunstnerisk samarbejde. Ambitionerne og ikke mindst resultaterne må være større og mere markante. På med vanten, Betty!
I øvrigt er kostumerne overaskende grimme og kedelige. Helt unødvendigt. Og da personerne pludselig tager samme paryk på, er det et klart signal om, at lageret af brugbare ideer er ved at være opbrugt.
De seks skuespillere slider i det. Bedst fat har Niels Ellegaard om både spillestil og figur (figurer). Men han er jo også en garvet revyskuespiller, der ved, hvordan man på et splitsekund skaber en figur uden at råbe, skrige og larme, men tværtimod med koncentreret underspil. Han er aftenens faste klippe. Udenom er der uforståeligt overspil af urolige sjæle, fornærmede børn og figurer med alt for mange bogstavsdiagnoser. Det er bare for meget.
Hvis der er en handling, er det vist blot, at dette menneske, spillet af 6 forskellige, skal prøve at samle sig ved at holde møde om basale ting, som var det et kollektiv. Her er Knutzon på hjemmebane, for hun kan skrive replikker og tænke skæve tanker, så man klukler. Det er da morsomt, at det vigtigste i tilværelsen er det stoppede nedløbsrør. Også irritationen over, at andelslejligheden er blevet solgt, får latteren frem. Og en invitation fra overboen skaber kaos, men holdes heldigvis på banen. Resten løber løbsk. Især de indlagte rollespil. Hvorfor nu det?
Line Knutzon har tidligere skrevet meget faste og formfuldendte, småabsurde stykker, bl.a. ”Guitaristerne”. Men noget mangler her. Mærkeligt. For som husdramatiker er der jo ro til at skrive.
Under den tidlige Corona-krise i foråret blev der på facebook lagt sjove små videos op om en vanskelig tilblivelsesproces. Desværre beviser forestillingen, at processen, som vist også har været skuespillerinddragende, har været meget vanskelig.
Ak hvor ærgerligt. Det er som om dramatiker og instruktør er gået galt af hinanden.
Forestillingen står i øvrigt i skarp kontrast til de fleste andre teatres repertoire lige nu, hvor der med stor kraft og overbevisning spilles klassiske tekster, der tager hånd om eksistentielle spørgsmål.
Sådan kunne ”Livstidsgæsterne” såmænd godt have udviklet sig til, for elementerne ligger der jo: 6 velspillende nutidsskuespillere og alle vore hverdagsproblemer og trakasserier som grundmateriale.
MEDVIRKENDE Niels Ellegaard, Ena Spottag, Elliott Crosset Hove, Tryggvi Sæberg Björnsson, Xenia Noetzelmann, Maria Rossing
MANUSKRIPT Line Knutzon
INSTRUKTION Elisa Kragerup
SCENOGRAFI Karin Gille
LYSDESIGN Christian Alkjær
LYDDESIGN Troels Møller
DRAMATURISKE KONSULENTER Solveig Gade og Lau Tobias Tronegård-Madsen
KOREOGRAFKONSULENT Signe Fabricius
www.bettynansen.dk