∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Med ”Livsens Ondskab” gør Nørrebro Teater endnu et imponerende forsøg på at forene den danske kulturarv med moderne teater. Nemt er det ikke, men forestillingen ”Livsens Ondskab” har mange gode løsninger. At der også er gået lidt skolekomedie i forestillingen er undskyldeligt og måske næsten uundgåeligt. Det er jo en dramatisering af Gustav Wieds historie om livet i den lille by, hvor omdrejningsnøglen er både hr. Thomsen og hr. Knagsted.
Gustav Wied er næsten gået i den litterære glemmebog – så det er al ære værd at genoplive ham. For det, han havde på hjerte i ”Livsens Ondskab”, er eviggyldigt: det nære, snærende liv mennesker imellem og så den evindelige menneskelige attitude, at det aldrig er godt nok.
På Nørrebro Teater har instruktøren Christoffer Berdal og scenografen Palle Steen Christensen valgt at gå både moderne og klassisk til værks. Vi møder byen før den får karakter og indbyggerne får ansigter. I vadmelsundertøj sidder de der, skrutryggede, og så kommer kostumerne dalende ned fra himlen. Tom Jensen som diabolsk Knagsted, Ole Lemmeke som Clausen, mens det er Peter Zandersen, som må bære det tungeste læs og være den evigt arbejdende og altid forurettede Thomsen, Tummelumsen. Vred er han, sur tillige og koster rundt med moderen, fin og stille spillet af Ditte Graabøl.
Alle leverer gode karakterer – ikke mindst Zandersen, selv om det måske ville have klædt ham med et øjebliks pause og fred i blikket.
Ekstra 5 skuespillere må klare resten via udklædninger, fordrejede stemmer – etc. Det er måske her, det farlige og også melankolske forsvinder. De kan simpelthen ikke nå at etablere de forskellige figurer, så vi tager dem alvorligt. For det er vel meningen, at det skal gøre lidt ondt, selv om ”Livsens Ondskab” tilsyneladende betragtes som et farce over menneskelige race. En glædelig undtagelse er Marie Knudsen Fogh, der har et fint komisk talent og får maximalt ud af rollen som Tummelumsens forlovede. Hun er slet ikke til at glemme med de indadvendte fødder og himmelvendte øjne.
Scenografien er den direkte bærer af moderniteten. Rene linjer og klar lyssætning understreger spillet – også de mange fiffige indfald, som ikke mindst kommer til udtryk i ædedolkenes klub, hvor tallerkenerne er bundet rundt om halsen, mens store maver er påspændte, som var de runde tønder, alle til hobe.
Det går ikke over stok og sten, men i et acceptabelt tempo. Og det er rimeligt nok, når det nu er Wied, og vi lige skal nå at hive ham ned fra den litterære fortidshylde.
Dramatiseringen er god, intet at klage over. Konsekvent gennemført af teatrets direktør Mette Wolf, men måske havde man brug for lidt mere af den wiedske sjæl, for nu er det hele jo ikke kun skrevet ind i replikkerne. Wied er en knag til at beskrive byen, som den folder sig ud en morgenstund, hvor tjenestepigerne hænger ud ad vinduerne og snakker med de forbipasserende.
Og hvem skal så se forestillingen? Det modne segment, som endnu kan huske tv-serien fra begyndelsen af 1970erne? – eller en gymnasiegeneration, for hvem Wied er noget langt borte? Jeg ved det ikke, men forsøget er interessant – og ville have vundet ekstra ved lidt mere farlighed og indeklemthed. For det er trods alt en lille by, hvor de kunne lugte hinandens kødgryder, som Wied påpegede.
Gustav Wieds tekst fra 1899:
http://adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgImg.xsql?nnoc=adl_pub&p_udg_id=62&p_sidenr=9