Menu Luk

Lisbon Floor – uropførelse af dansk opera under Operafestivalen.

5 stjerner til komponist, dirigent og orkester, 4 stjerner til instruktør og sangere og 2 stjerner til librettist og forfatter.

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Lisbon Floor – uropførelse af dansk opera under Operafestivalen.

Ny dansk opera for 7-8 stemmer! Det er da lidt af en begivenhed. Der er kraft og energi ved førsteopførelsen af Matias Vestergårds opera ”Lisbon Floor”. Et bestillingsværk hos den unge komponist, der tidligere har skrevet operaen ”Titanic” og i øvrigt netop har afsluttet sin uddannelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Operaen har været tre år undervejs og har ved tidligere operafestivaler kunnet opleves som work in progress.

Nu er operaen produceret, og der er fuld knald på i tre timer med Athelas Sinfonietta,  dirigeret af Robert Houssart og de syv voksne sangere samt et enkelt barn og barnekor på bånd.

Lisbon Floor. ny Opera. Operafestivalen 2022. Takkelloftet. Foto: Søren Meisner.

Der sker uendeligt meget på Takkelloftets mørke spilleplads i løbet af operaen. Musikken er vild, men dog styret, indimellem tæmmet og andre gange med ungdommeligt knald på, når handlingen kræver det. Første afdeling er lidt i øst og vest, mens anden del hænger bedre sammen med musik og stemmer. Handlingen er derimod både for dum og for tidstypisk. Syv forskellige mennesker ankommer til et højhus, hvor de skal bo i samme lejlighed! De har alle problemer med i bagagen og oveni er det et forhekset hus, så historien bliver som en lagkage med alt for meget pynt og glasur.

Lisbon Floor. Ny Opera. Operafestivalen 2022. Takkelloftet. Tegning af Claus Seidel.

Faktisk synes jeg, at Matias Vestergård havde fortjent en mere logisk, gerne munter historie, i stedet for galskab og moderne identitetsproblemer suppleret af talende mugpletter og en utilpasset kvinde, der får myrdet to mænd. Ud af det blå bliver også to forelskede mænd myrdet, mens deres ufødte barn vist glemmes af både forfatter og instruktør.

Nej, den historie, som Lea Marie Løppenthin har skruet sammen, har ikke krav på at blive taget alvorligt. Og slet ikke når der synges på engelsk, og der ikke er tekstet. Man forstår meget lidt, selv om der er givet karakteristikker i et lille program.

Lisbon Floor. Ny Opera. Operafestivalen 2022. Takkelloftet. Tegning af Claus Seidel.

Instruktøren Natascha Metherell må have puklet med sangerne, hvor nogle skal op og ud i niveauer, som de næppe synger hver dag. Kønt, nej ikke altid og slet ikke i begyndelsen hos den utilpassede mezzo, Sophie Haagen. Efter pausen får figuren en central rolle som dobbeltmorder, og stemmen bliver bedre forankret. Lidt ironisk, ikke?  Sopranen Frederikke Kampmann får et langt mere harmonisk materiale at arbejde med og lever op til kravene.  At hun også er den eneste fornuftige person som vicevært, siger selvfølgelig også lidt om historien.

Kort sagt: Denne beretning om nogle mennesker på én etage i et højhus er bare for uvedkommende og faktisk også irriterende.  Da musikken i den grad er interessant, kan jeg bare ønske for Matias Vestergård at han finde de rette historier med nogle figurer, der gerne må udvikle sig, men ikke i en absurd og frastødende retning.

Scenografen har i øvrigt skabt en moderne, gennemskåret lejlighed—helt ok, ikke så æstetisk, men velfungerende.

Lisbon Floor. Ny Opera. Operafestivalen 2022. Takkelloftet. Tegning af Claus Seidel.

Og resten af sangerholdet. Flot arbejde – også for den lille pige, Marie Due Nørgård, der er til stede hele tiden som en usynlig alf og tillige synger. Der er kun tre opførelser. I dag lørdag kl.14 og i aften kl.20 på Takkelloftet.

Lisbon Floor. Opera Operafestival 2022. Foto: Søren Meisner.

 

HOLDET BAG

Komponist: Matias Vestergård

Librettist: Lea Marie Løppenthin

 

Dirigent: Robert Houssart

Instruktør: Natascha Metherell

Scenograf og kostumedesign: Jason Southgate

Lysdesign: Charlie Morgan Jones

….

Daphne: Cecilia Lindwall

Dorabella: Frederikke Kampmann

Artemesia: Sophie Haagen

Gene: Steffen Jespersen

Alex 1: Alex Friis Nielsen

Alex 2: Frederik Rolin

Ra: Thomas D. Hopkinson

Solo Child Voice: Marie Due Nørgård

BØRNEKOR

Skt. Annæ Pigekor

Indstudering v. Anne Marie Granau


ORKESTER

Athelas Sinfonietta

 

PRODUKTIONSHOLD

Producent: Copenhagen Opera Festival v/ Lise Christensen

Forlag: Edition S

www.operafestival.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *