∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Lille Eyolf – Ibsen på Husets Teater.
Blændende skuespillerpræstationer i en forestilling om det svære samliv på baggrund af et af Ibsens mere utilgængelige skuespil. Moderne og nærværende spil ud over kanten af ikke mindst Jens Albinus og Signe Egholm Olsen, der begge favner de både ydre som indre kampe, et menneske må påtage sig.
”Lille Eyolf” er på Husets Teater blevet til et moderne samlivsdrama, hvor den enkeltes behov står i vejen for respekten for andre mennesker. Da ”Et dukkehjem” havde urpremiere i København i 1879, skrev journalisten og kritikeren Edvard Brandes til broderen for at få et par hints til en anmeldelse af ”Et dukkehjem”. Og Georg Brandes svarede i hast bl.a., at ægteparret talt med hinanden, men ikke sammen og sluttede: ”Hver kun fuld af sig selv”.
Der går 15 år og Henrik Ibsen skriver i eksil sine skuespil, der bliver mere og mere komplekse i personskildringerne. I 1894 kommer ”Lille Eyolf”, hvor ægteparret Frederik og Rita om nogen er fulde af sig selv.
Rita er varmblodig og vil have et fysisk ægteskab og er træt af mandens interesse for sønnen Eyolf og halvsøsteren Asta. Hun vil have ægtemanden helt og fuldt for sig selv. Frederik er en introvert videnskabsmand, der efter en rejse har besluttet at opgive sin livsværk inden for filosofi: ”Det menneskelige ansvar” for at hellige sig barnet, den syge dreng, der går dårligt. Forældrene ”glemte” ham, da han var spæd, fordi de var optændt af begær. Eyolf faldt på gulvet.
Den synd og den sorg må de sone, og da Lille Eyolf drukner i fjorden, står det lysende klart for Frederik, at det almindelige ægteskab ikke kan fortsætte.
Teksten er mere end blot bearbejdet. Der er luget ud, og det har kostet den komplicerede ”Rottejomfru” livet. Det er nok rigtigt set, for hvem er hun? Måske et romantisk levnfra en tid, hvor det overnaturlige spillede ind. I stedet ser Rita ind imellem nogle ”øjne”, som stirrer på hende.
Alligevel er forestillingen i Liv Helms iscenesættelse langt fra naturalistisk. Set up’et er det moderne, som er på mode på landets scener for tiden: et tomt rum og her med et langt bord med frugt og fire spisestuestole fra det 20. århundrede. Påklædningen er let svævende nutidsagtig. Bagvæggen er spejlglas, der kan gennemlyses, så Eyolf kan stå på ”havsens bund” (jvf. ”Vildanden”) og se på, mens menneskene gebærder sig.
Den måde, personerne taler på, er i sig selv et interessant studie. For følelserne kan få helt absurde dimensioner for straks, sekundet efter, at falde til ro. Dermed flyttes Ibsens værk over i det symbolistiske, for ingen mennesker ved deres fulde fem råber jo så højt, men her hos Ibsen og Liv Helm får de udløsning. Selv den stilfærdige halvsøster Asta, spillet ekstremt følsomt af Asta August, får lov at løfte stemmen til uanede og umenneskelige dimensioner, da hun må erkende, at der hverken kan eller skal være plads til hende i Rita og Frederiks liv. Hun må vælge det fornuftige og følge den mand, som elsker hende, spillet fint og solidarisk af Mikkel Becker Hilgart.
Jeg er ikke altid enig med instruktøren Liv Holm i hendes iscenesættelser, hvor rytmen ofte er staccato og visualiteten ulogisk. Men med Signe Egholm Olsen og Jens Albinus som to skuespillere, der både sprogligt og psykologisk tør afdække det moderne menneskes forkvaklede sjæleliv, kan det næsten ikke gå galt. I denne bearbejdelse og nutidsfordanskning af Ibsens tekst er det væsentlige blevet fastholdt, og ”Lille Eyolf” kan fremstå som et sindbillede på det søgende menneske, der er på jagt efter en mening.
Et fint program aftrykker hele spilleteksten!
Ii øvrigt er det interessant at bemærke, at for få måneder siden ville Københavns Kommune beskære det økonomiske tilskud til Husets Teater, fordi kommunen ville have lige tilskud til alle teaterinstitutioner i hovedstaden. Begrundelsen var vist bl.a. at der ikke må være forskel etc.
Men med denne “Lille Eyolf” viser Husets Teater under ledelse af Jens Albinus netop, at der er forskel. Der er kunst, og så er der teateraktiviteter. På Halmtorvet er det TEATERKUNST!
Medvirkende/ Signe Egholm Olsen, Jens Albinus, Asta August & Mikkel Becker Hilgart
Tekst/Henrik Ibsen
Oversættelse/ Jens Albinus
Bearbejdelse & Instruktion/ Liv Helm
Dramaturg/ Pernille Kragh
Scenografi & kostumedesign/Freya Sif Hestnes
Lyddesign/Erik Christoffersen
Lysdesign/Christian Vest Berntsen