Kommenteret af Ulla Strømberg.
Leve Livet. Bornholms Teater.
”Who am I” synger Jean Valjean i ”Les Miserables”. Interessen for ophav og baggrund bliver mere og mere almindelig. I Irland er det ren hverdag at få foretaget en DNA test for at blive informeret om genetisk baggrund. Sådan er det endnu ikke på Bornholm og så alligevel. Bornholms Teaters store satsning de næste fire år: “Bornholmerkrøniken” bygger på nyskrevne historier med udgangspunkt i øens nyere historie og her stilles spørgsmålene: Hvem er vi, og hvorfor er vi blevet sådan?
Optakten til krøniken er Rhea Lemans lille hverdagsdrama ”Leve Livet” – som både er en morbid, tragisk og tillige lun fortælling om en almindelig bornholmsk kunstnerfamilie. Faderen skal dø, og det afføder ganske forskellige reaktioner hos de enkelte familiemedlemmer.
I ”Leve Livet” er faderen maler og har tilsyneladende været familiens centrum. Den voksne datter er blevet hjemme og har passet både faderen, den selvoptagne moder og tillige jobbet som korleder. Sønnen er rejst til USA for at gøre karriere i filmbranchen.
Da faderen dør, skifter balancen. Moderen viser sig at være stærkere, end børnene troede, og datteren må i gang med sin løsrivelse.
Forestillingen er smukt pakket ind af scenografen Julie Forchhammer, der har evnet at løse op for de lidt fastlåste, historiske rammer i det gamle Rønne Theater. Det skrå scenegulv er ét stort lærred, hvor man aner faderens malestil, lidt Jackson Pollack iblandet lidt Jørgen Nash. På scenen står halve vægge, der illuderer bagsiden af store lærreder. Det ser rigtigt ud og bliver en effektiv fraværsdekoration.
Datteren er hovedperson og hendes kor, bestående af 8 sangere, får lov at supplere handlingen med deres stilfærdige, associerende sange.
Den døde fader spankulerer som en anden shakespearefigur rundt iført habit a la et billedlærred. Det patetiske ligger snublende nær, men balancen holdes og ”Leve Livet” bliver en nedtonet, moderne familiehistorie om ansvar og pligt – om egocentri og opofrelse. Men også om det måske tabubelagte: hvordan skal vi håndtere døden.
Skuespillere og kor fungerer i en neddæmpet spillestil, der viser tilbage til en dansk naturalisme, mens Rhea Lemans tekst er mere rap og afslører, at dramatikeren er vaskeægte amerikaner med en opvækst på USA’s østkyst.
Historien udspiller sig på Bornholm, men er eviggyldig og kunne spilles overalt, hvor der findes familier med generationsopgør.
Rhea Lemans ”Leve Livet” – er ikke forankret i en historisk begivenhed, men er blot et snapshot af moderne mennesker. Forestillingen kan derfor betragtes som en optakt til de kommende års ”Bornholmerkrøniken” hos Bornholms Teater. Her bliver markante, historiske nedslag i øen og befolkningens fælles historie udgangspunktet: Den russiske besættelse af øen i kølvandet på Anden Verdenskrig, 1945-46. Derefter den store økonomiske nedtur, ikke mindst inden for fiskeriet, i slutningen af 1980-erne. Afslutningen i 2021 tager udgangspunkt i den legendariske jul i 2010, hvor øen blev dækket af et tykt lag sne og en anderledes samhørighed opstod – samtidig med at den økonomiske krise langt fra var slut.
Bornholms Teater går alvorligt til værks og lever på alle måder op til det som teater også skal, udover at underholde, nemlig at sætte problemer til debat.
I ”Leve Livet” er der frit slag, også til en identitetsjagt: Hvem er jeg? Den selvoptagne moder, den flygtende søn eller datteren, der har glemt selv at leve for at give ikke mindst faderen mulighed for at folde sig kunstnerisk ud.
Så af sted til Rønne Theater og Bornholms Teaters moderne familiehistorie og hjem bagefter til den store familiediskussion ved natmaden!
Producent: Bornholms Teater
Medvirkende: Ulver Skuli Abildgaard, Michelle Bjørn-Andersen, Anne Sofie Wanstrup, Joakim Skovgaard (som også er musiker i forestillingen) og Louis Bodnia Andersen.
Scenograf: Julie Forchhammer
Dramatiker: Rhea Leman
Instruktør: Jens Svane Boutrup
Ps. Forestillingen anmeldes ikke, da jeg har været involveret i processen.