∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
En kraftpræstation af de sjældne og samtidig en overraskende forenkling – når Betty Nansen Teatret i samarbejde med Det Norske Teater i Oslo formidler et af verdenslitteraturens store værker: ”Les Misérables” af Victor Hugo fra 1862, på storskærm.
Jens Albinus som Jean Valjean bliver det centrale og fascinerende omdrejningspunkt, der står for godhed og retfærdighed – over for ondskab og kynisme.
Værket er mere end berømt: alle kender „Les Misérables‟, de færreste har nok læst hele romanen, men den er blevet fortolket, formidlet og fortæret på alskens måder. Mest folkelig er musical-versionen, som havde premiere i London i 1985 efter en oprindelig produktion i Paris i 1980. Bag musicalen stod Claude-Michel Schönberg (musik), Alain Boublil og Jean-Marc Natel (originale franske tekster). Ikke mindst musikken er siden gået videre til nyere film etc.
Det er dumdristigt og interessant at gå tilbage til originalværket. Heldigvis lykkes det et stykke ad vejen på Betty Nansen Teatret, takket være ikke mindst skuespilleren Jens Albinus, der for kun få uger siden overtog hovedrollen som straffefangen og får trods de svære også fysiske betingelser skabt en meget troværdig figur.
Også Christine Albeck Børge får i de sidste mange minutter samlet op på romanens morale. Som den principfaste politiskurk, Javert, overmandes hun til sidst af den godhed og menneskelighed, som Jean Valjean har udvist over for omverdenens laveste eksistenser. Så nu må hun dø for egen hånd i Seinens mørke vand.
Det er en lang, tung vej, den norske instruktør Kjersti Horn har valgt. Og det går langsomt i starten, hvor der på kedeligste skolemanér læses op ad rollehæfter, mens en eminent videofotograf indfanger ansigter, munde, tænder, næser og øjne, alt i tætte nærbilleder, fra start til slut, tre timer og 2o minutter. Burde modtage aftenens største applaus.
Pointen i opsætningen er, at vi ser alle aktører gengivet på et lærred spændt op over scenen. Bagved er aktørerne „nøgne‟ i et tomt rum. Bortset fra Jean Valjean /Jens Albinus/ den tidligere straffefange, skifter alle mellem flere roller, også det kan blive lidt skolekomedieagtigt, men heldigvis kun indimellem.
Det hele er lidt Lars v Trier-agtigt med dogmeregler, håndholdt kamera og ingen rekvisitter.
Det er nyt i så stort og konsekvent et format at bruge video i teatersammenhæng. Men det har i de seneste 3 – 4 årtier været en anderledes mulighed for via close- ups at gøre teaterskuespilleren nærværende for publikum – også for dem bagest i salen på de billige pladser.
Men så er der stemmerne! Via micro ports kommer de tæt på publikum. Her dukker det gamle radioteatermedie op i erindringen, hvor der blev nurset om hver replik og gentaget og klippet, indtil tonen var ægte. Sådan er det ikke her.
Jens Albinus har i dag en autenticitet, som er uovertruffen. Man tror på hans ord, hans pauser, hans stemmeleje, hans retfærdighed. Alt smelter sammen og portrætterer den sammensatte figur: Jean Valjean. De andre skuespillere humper noget bagefter, men i flere passager går det godt, også takket været en kraftig lydside, der mod slutningen fører historien op på barrikaderne i Paris, 1832.
Forestillingen begynder tungt, og som tilskuer tænker man nok alt for mange tanker for at få det til at hænge sammen. Men som det ofte sker med marathon-events, så bliver publikum (sammen med aktørerne ) nærmest ”høje” af anstrengelserne for til sidst at opleve, at historien faktisk hænger sammen via ord, lyd, længde, møje, besvær og ikke mindst som her – med et klart udsagn.
Det gode sejrer hos Victor Hugo! Måske derfor er romanen så fantastisk. De klasseskel, som fortsat i det 19. århundrede definerede samfundet i en over- og underklasse begyndte pludselig at vakle. Og oprørene afløste hinanden flere gange i Frankrig hen igennem 1800-tallet.
Der var en del publikummer, som gik i pausen, Det var synd – for der var faktisk mere end almindeligt tankegods at hente, hvis man holdt ud. Omvendt kan det ærgre, at forestillingen er så konsekvent Rasmus modsat, at skuespillerne er uden make-up – selv om de jo netop ikke er sig selv, når de vredes eller skriger og vrider sig af smerte. Kostumerne er så triste, og, som jeg forstod på flere publikummer, den høje, uregulerede lyd og micro port-stemmer passer ikke ind i avancerede og moderne høreapparater, der er blevet meget fintfølende! Det bør justeres.
Desværre har Betty Nansen Teatret, som flere andre københavnske teatre, afskaffet teaterprogrammet. Det går ikke, når der spilles noget så komplekst som „Les Misérables‟, for folk ender med at stirre på deres telefon både under forestillingen og i pausen.
Det ville også være godt at få nogle ord med om instruktøren ( født i 1977 i en teaterfamilie) og i dag chef for Det Norske Teater – har også været chef på andre teatre.
Med en udenlandsk instruktør er der tillige brug for en dansk instruktørassistent med gode ører til at rette grammatiske fejl og gøre tekstudtalen tydelig, men måske er det småting. Publikum var efter tre en halv time følelsesmæssigt berørt og nye, menneskelige tanker blev formodentlig født, så flere gik hjem og donerede penge til forskellige hjælpeorganisationer – for at føle sig på niveau med Jean Valjean.
MEDVIRKENDE
Jens Albinus, Christine Albeck Børge, Sigrid Husjord, Joen Højerslev, Francisco Kalle Navarro, Özlem Saglanmak
MANUSKRIPT: dramatiseret af Kjersti Horn og Kristian Lykkeslet Strømskag
Romanoversættelse: Hans Peter Lund
INSTRUKTION : Kjersti Horn
SCENOGRAFI : Sven Haraldsson
VIDEOINSTRUKTØR : Borgar Skjelstad
KOMPONIST OG LYDDESIGN : Erik Hedin
Lysdesign : Christian Alkjær