∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Laser og pjalter på Aalborg Teater.
Det er showtime med skyggesider, når Aalborg Teater for fuld udblæsning spiller Brechts ”Laser og Pjalter”. For borgerskabet skal underholdes. Samtidigt skal de standse op og tage stilling til livet. Det var i hvert fald Brechts håb. En moralsk fortælling om kriminelle, der naturligvis må dømmes, men alligevel benådes, for det hele er jo teater og sjov.
Bertolt Brecht er teaterhistorie på godt og ondt, for hans stykker kan med mellemrum hives frem af gemmerne og åbenbare nye dimensioner alt afhængig af, hvor verden nu engang er: midt i en økonomisk optur med legitimerede spekulanter overalt – eller i en farlig forsvarssituation, hvor ingen ved sig sikre på morgendagen eller såmænd blot på naboens politiske og ideologiske ståsted. Der vil altid kunne findes en Brecht-tekst, der kan beskrive situationen med en løftet pegefinger, hvis teatret forstår og evner at spille teksterne.
Sådan er det ikke mindst med ”Laser og Pjalter” fra 1928, det mest fængende af alle Brechts frembringelser, ikke mindst på grund af Kurt Weills fascinerende musik. For nok brydes illusionen de rigtige steder, så man vågner op af den snigende slummer, som underholdningsteatret altid vil være, men det er også charmerende og genkendelige og ligefrem melodiøse toner. Ikke uden grund blev flere af sangene fra ”Laser og Pjalter” en del af repertoiret hos bl.a. sangere som Frank Sinatra.
Men Brecht havde en mission i 1928 – og også senere, for her i 1920erne, hvor Tyskland og ikke mindst Berlin var festens uhyggelige midtpunkt, var det godt at diskutere moral, kapitalisme, æstetik og menneskelige dyder som unoder. Brecht gør det med sin egen verfremdungsteknik, som bedst kan forklares ved, at skuespilleren hen igennem en forestilling af og til skal holde sin figur ud i strakt arm, så tilskueren kan standse op og reflektere. Derfor er der mindst tre niveauer hos skuespillerne, har Brecht forklaret: almindelig tale, ophøjet tale – og så det musikalske, når der brydes ud i sang. Samtidigt er der rent visuelt også markeringer af de forskellige spillescener, således er det ikke bare en hyggelig historie, der berettes. Vi, publikum, skal lære noget.
Alt det og mere til har Aalborg Teater med i sin flotte og næsten for ambitiøse opsætning af ”Laser og Pjalter” ved den norske instruktør Tormod Carlsen.
Med stort orkester løftet op omme bag ved og grimme skærme, der kan gå ned for at vise sceneskift, mens hele den lille scene er overfyldt med skuespillere i indimellem meget provokerende kostumer. For vi er både i det nederste lag i det engelske samfund blandt tigger og lommetyve (og mordere) og på en teaterscene, hvor skuespillerne er polstret ud, som var de med i en Commedia dell’ Arte forestilling. Kønt må det ikke være, kun af og til.
Scenografien er næsten for storslået, som en cabaretscene med lys og lamper og indimellem flotte symboler på sol, måne og stjerner – et overflødighedshorn af detaljer ved den nye teaterdirektør, Thomas Bjørnager, mens kostumerne er skabt af Karin Betz. De har lige netop den tilpas overdådighed i silkestoffer eller er det noget billigt stads? For kostumerne sidder faktisk ikke godt – og det er nok også hensigten, både når spillerne er klædt ud som ”fine” folk eller agerer gangstere i stribet tøj.
Musikalsk set er der ikke så megen atonalitet eller spring, som man kunne håbe på, men den legendariske sang om Sørøver Jenny, sunget af den unge giftelystne Polly, går lige hjem. Flot afleveret af Bolette Nørregaard Bang. Men ellers er det de store fællesscener, der især fænger, mens dialogerne synes rimelige, og musikken klarer resten.
”Laser og Pjalter” er på overfladen tilsyneladende lige at gå til, skrevet henover John Gays ”Tiggeropera” fra 1720erne, men skal alle niveauer med, er det hundesvært – og så opstår netop de spørgsmål som skal ramme publikum og måske give dårlig samvittighed.
Brecht er altid dialektisk, i ”Laser og Pjalter” blot på den mest underholdende måde.
I pausen i Aalborg Teater mødte jeg en gruppe efterskoleelever. De var søde og interesserede, men helt forvirrede og forstod nærmest ingenting. For Aalborg Teater har afskaffet et program og heller ikke teatrets hjemmeside åbenbarer så mange oplysninger. Jeg forklarede efter bedste evne om den dobbelthed, verfremdung, som er alfa og omega hos Brecht: for det skal være underholdning contra anskuelsesundervisning. Og også lidt om den urolige tid i 1928, hvor Berlin stod på glødende pæle. Deres lærer havde tilsyneladende opgivet eller var gået åndeligt hjem. Efter forestillingen mødte jeg de unge mennesker igen, og nu havde de fået lidt hul på ham Brecht. Oplysning nytter.
For ”Laser og pjalter” kan og må aldrig blive den rene underholdning uanset hvor effektivt selve sceneshowet kører. ”Laser og Pjalter” er også alvor om råddenskab og griskhed. Derfor er det en dødssynd, for at blive i Brechts terminologi, at spare program og oplysende tekster væk.
Aalborg Teater er ikke det eneste sted, jeg er stødt på uden program og livsnødvendige baggrundsoplysninger. Også Odense Teater har været slem til at springe informationspligten over.
På min reol stod programmet fra Aarhus Teaters ”Laser og Pjalter” 1989. Der var 32 sider med citater af Brecht, forklaringer og redegørelser for Verfremdungsteknik m.m.
Medvirkende
I forestillingen medvirker Sebastian Henry Aagaard-Williams, Josephine Nørring, Bolette Nørregaard Bang, Camilla Gjelstrup, Marie Knudsen Fogh, Karla Rosendahl, Line Nørholt, Kathrine Høj Andersen, Marta Holm, Jørgen W. Larsen, Steffen Berenthz Eriksen, Thomas Kristian Bek, Marcus Gad Johansen og Patrick A. Hansen.
Laser og Pjalter iscenesættes af Tormod Carlsen og scenografien er skabt af Thomas Bjørnager og Karin Betz står for kostumerne. Niels Søren Hansen er i spidsen for 7-mands orkestret.