Landet uden drømme fra Fix&Foxy. Spillet på Det Kongelige Teater.

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

“Landet uden drømme”. Engang ville man kalde det meste af det, instruktøren Tue Biering er involveret i, for avantgardeteater. Men etiketten er ved at være slidt op, og i stedet handler teatrets væsen i dag primært om at fortælle noget, vi ikke lige vidste, at vi gerne ville høre om og fortælle det på en måde, som helst skal stikke lidt af.

Med forestillingen ”Landet uden drømme”, produceret af Fix&Foxy, spillet på lille scene i Skuespilhuset, er der nok at sige – og så alligevel ikke så meget.

Landet Uden Drømme – Fix&Foxy. Foto Søren Meisner.

En ung, naturlig kvindelig skuespiller, Lise Lauenblad, står på scenen i sorte strømper en meget stram, rød kjole og lyst, udslået hår. Hun taler blødt med dialekt og fortsætter med at snakke og snakke. Da der er gået 12 minutter, har vi vist hørt det hele. Det handler om, at hun står på scenen og er fra fremtiden, og at vi på tilskuerpladserne måske er lidt skeptiske. Fiktivt udpeger hun nogle personer og fortæller om deres reaktioner. Det er sjovt i begyndelsen, men så er det også brugt op tredje gang vi når igennem remsen. Da der er gået 40 minutter, og hun stadig er smilende, i rød kjole og de små, sorte støvletter, er jeg på vej ud – sådan rent fiktivt i mine drømme. Det er jo et lille rum, og alle ville bemærke det, hvis jeg virkelig tillod mig at forlade salen.

Men så sker der noget. Selvfølgelig skal al tøjet af. Hun smører sig nu ind i noget a la gips. Helt ind, så der kun er et hul til munden og hele kroppen er dækket af et tykt lag. Hun fortsætter med at snakke, men det er blevet sværere. Kravlende får hun hentet endnu en bøtte, men den indeholder en elastisk masse, og da hun ifører sig den, kommer hun grangiveligt til at ligne en zombie. Hun kommer ned på fire og fægter med arme og ben.

Uden at røbe for meget, er hun nu ikke længere fra fremtiden, men fortidens neandertaler, der er ved at rejse sig for at gå på to. Et par eksempler på vore dages helt naturlige tekniske fremskridt nævnes i den nu ikke så entusiastiske talestrøm. Vi er på vej frem igennem historien.

Det handler om fremtiden, fortiden, nutiden med banale kendsgerninger og små flinke detaljer sagt og vist af en sød og dygtig skuespiller. På trods af det, er “Landet uden drømme” alligevel 60 trælse minutter.

Er det teater? Performance? Eller bare endnu et eksperiment, der har masser af tråde bagud til div. teoretikere inden for moderne dance og eksperimenterende teater. Bl.a. den japanske butoh dans, som alle var vilde med i 1980erne. Vi havde jo ikke se noget lignende den gang.