∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
At møde en gammel, men ret ukendt opera på scenen, hører til sjældenhederne. Derfor glædede jeg mig ekstra til lørdagens premiere i Malmø på “Lakmé” af den franske komponist Leo Delibes. Men jeg blev lidt skuffet. Ikke over musikken, som har både ynde og eftertænksomhed, men iscenesættelsen evnede ikke at gøre opdateringen relevant. Dertil var det hele for stillestående – og uden den nødvendige visuelle poesi.
Delibes er slet ikke ukendt. Musikken til den romantiske ballet ”Coppelia” er elsket og ofte spillet og ligeså med et par af arierne fra ”Lakmé”. Men selve operaen er en sjælden gæst både i Sverige og Danmark.
”Lakmé” havde en succesfuld urpremiere i Paris i 1883 på Opera Comique, men munter er den langt fra. Tværtimod handler den om kultursammenstødet imellem en britisk soldat og en ung indisk kvinde, datter af en hinduistisk, hellig mand. De to unge forelsker sig, men kan jo ikke få hinanden. En Romeo og Julie historie, ”West Side Story” og flere andre fortællinger ligner, hvor kærligheden ikke kan få plads på grund af fordomme og traditioner. At Malmø Operaen finder netop denne historie frem nu, er måske ikke så mærkeligt i en tid, hvor de fleste nationer kæmper for både at bevare en identitet og samtidig ønsker at være åben og tolerant over for udefra kommendes baggrund, tro og levevis.
Teaterprogrammet er i øvrigt i al sin politiske korrekthed eksemplarisk og har mange udmærkede stikord til den historiske situation, som Delibes skrev sig ind i, bl.a. briternes overherredømme af Indien og efterfølgende udsultning af landet. Og Indiens nuværende situation med en stor befolkning etc.
Iscenesættelsen
Men alt det skjuler ikke for det faktum, at ”Lakmé” nok burde være iscenesat af nogle helt andre typer end de to stilfærdige kvinder, Nicola Raab og Anne Marie Legenstein, som henholdsvis instruktør og scenograf. For det, som fremhæves og understøttes i instruktionen, er så nedtonet, gråt og statuarisk, at man undrer sig over de mange uanvendte muligheder, der ligger i at skildre to verdener, der mødes. I stedet bliver det til et gråt betonunivers med udvalgte projektioner og en uniformeret mand, som det meste af tiden har ansigtet rettet mod publikum, mens kvinden ”Lakmé” synger så spagt, men smukt og perfekt, at jeg, selv på 4. række, havde svært ved at høre hende.
Aftenens glæde: Koret
Koret fik til gengæld gode muligheder, som de udnyttede maximalt. Her var i første akt ikke meget bevægelse – i anden akt stemningsmættede forklædningsscener, hvor alle indere er blåsminkede i overensstemmelse med den blå lotusfarves betydning i hinduismen, og til allersidst igen statuarisk opstilling, nu i moderne tøj. Den blå kropsfarve har i de seneste par dage rejst debat i svenske medier.
Koret blev aftenens glæde, fordi den kompakte menneskemasse syntest logisk i en nyere indisk kontekst: et overbefolket land, hvor det er naturligt, at menneskene sidder ubevægelige på gader og stræder.
Stemmerne
Fra komponistens side er der balanceret fint imellem stemmerne, og orkestret spillede smukt. Endnu en gang glædede bassen Taras Shtonda som den fæle fader til Lakmé, med sin sikre stemme. Derimod klædte de to elskendes stemmer ikke hinanden. Den russiske sopran Svetlana Moskalenko sang hovedpartiet rent, sprødt nedskruet, mens tenoren Leonardo Ferrando havde en lidt skarp tone, der kom til at stå i en for kraftig kontrast til Lakmé.
Operaens toner er næsten meditative og kunne med en anderledes greb om iscenesættelsen vel have fået den blanding af nutidighed og evighed over sig som er så befriende inden for musikteater – om det så er ballet eller opera.
Nye tider
Malmø Operaen har efter 8 år sagt farvel til deres chef og goddag til danske Michael Bojesen. På falderebet er der kommet en stor flot billedbog.
Det bliver spændende at se og høre, hvad Bojesen kan ryste op med efter mange år som leder af Radioens Pigekor og senest som en dygtig chef for Operafestivalen i København.
Det smukke Malmø Operaen spiller både ”Lakmé” og ”Spillemand på en Tagryg” de næste par måneder.