∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Lageret Huset Marie – ny scene, ny skuespiller, ny dramatik!
Det er befriende nyt og anderledes med et portræt af en ung, søgende MAND, her spillet af Lasse Steen Jensen. For vi er midt i en tid, hvor teaterscenerne er oversvømmet af ”se-mig”- kvinder, der har et overoverordnet og øredøvende budskab: ”se på mig og se, hvad jeg står for”.
Nu er scenen overladt til en ung mand, lidt genert, i noget tøj, der ikke stikker synderligt af og med en tekst, hvor sex kun blokkerer måske 10 procent af teksten.
Det er også et godt initiativ, at Aveny-T midt i denne corona-krisetid indvier en ny lille forsøgsscene, og første produktion er ”Lageret Huset Marie”, en dramatisering af Jonas Eika Rasmussens debutroman fra 2015. Det var for øvrigt ham, der i 2019. som stadig ret ukendt skribent, vandt Nordisk Råds litteraturpris. Men her på den lille, hvide scene i baren og foyeren på Aveny-T er det skuespilleren Lasse Steen Jensen, der er initiativtageren, og som fanger vores blik. Han debuterer både som skuespiller og instruktør og har i øvrigt selv dramatiseret teksten. Det kan være farligt med for mange kasketter, men han klarer det flot – og kun af og til går der for meget syngende knækprosa i fremførelsen. Bedst er han faktisk, når han lader som om, han improviserer og kigger ud på publikum. Da opstår denne rene fornemmelse af ung mand på vej til at finde sig selv, og som i øvrigt gerne vil berette om de forskellige fornemmelser.
Lageret Huset Marie. Aveny-T. Foto: US.
Historien er dejlig atypisk. Den unge mand arbejder på et lager med at pakke varer ind, han er skiftet til natholdet, og her afleverer han vel en tredjedel af døgnets timer. Derhjemme, som han ikke har ved forestillingens start, er et saneringsmodent hus i det nordlige Aarhus. Her bor andre gutter, som spiller computerspil og tager stoffer. Og så er der pigen Marie, der er lidt ældre og viser sig at have angstfornemmelser. Helt let er livet ikke, og slet ikke som som da hans bedstefar levede.
Hvorfor han ikke vil studere, ikke vil have en uddannelse eller bare se lidt fremad ,melder historien ikke noget om. Egentlig er det også befriende ærligt dette liv uden mål ikke mindst i en tid, hvor SU’en synes at være allemandseje uanset studieindsatsen. Også det er en interessant detalje.
I øvrigt er scenebilledet velfungerende, helt i hvidt med hvide plasticvægge – diverse trappetrin og så nogle tv-skærme, der måske ikke bruges optimalt, men alligevel har forskellige opgaver.
Lydbilledet er fint, varierende uden at overdøve og er nok med til at understrege den stilfærdige tristesse, som mødet med denne unge mand emmer af. Han starter fra nul – har ingenting – så kommer lagerarbejdet, derpå boligen i huset og til sidst kvinden Marie. Mod slutningen er han ved at løsrive sig. Han løber fra arbejdet, kvinden er på vej væk fra ham, og ved huset er det et stort bål, hvor de ekstra beboere, nemlig rotterne, fortæres af flammerne. Det kan der nok siges en hele masse om. Men nu kan han begynde på et nyt kapitel.
Det bliver spændende at følge, hvad den initiativrige og skuespilleruddannede Lasse Steen Jensen vil finde på næste gang. Her har han i hvert fald hos mig ramt et ømt punkt: Ingen feminisme, intet klynkeri, ingen umættelig sexsult.
Så pøj, pøj med de næste initiativer, som forhåbentlig vil tage kampen op med den verserende feministiske overtagelse af de københavnske teaterscener.
Medvirkende: Lasse Steen Jensen
Instruktør: Lasse Steen Jensen og Jacob Sprogøe
Videodesigner: Jacob Sprogøe
Musik: Jens Rønne
Dramatiker, forfatter: Lasse Steen Jensen, baseret på Roman af Jonas Eika Rasmussen.
Producent: Aveny-T
Arrangør: Aveny-T
www.aveny-t.dk
–