Kommenteret af Ulla Strømberg.
Lægen på Folketeatret.
Engang imellem kan man føle, at man ikke er klædt rigtigt på, og sådan havde jeg det vist i Folketeatret til ”lægen”. For omkring mig så jeg, at folk tog det hele ombord som det naturligste af verden. Men jeg har nok forlæst mig på for mange tekster, der er udsprunget af litterære studier frem for af et uhæmmet skrivetalent. Og jeg foretrækker afgjort det sidste. Derfor vil jeg afholde mig fra at mene alt for meget, men blot lægge nogle brikker frem, og så må I, læsere, selv tage stilling ved enten at se forestillingen – eller blot scrolle videre.
”Lægen” er skrevet af en yngre Oxford-uddannet britisk dramatiker Robert Icke, der bl.a. har instrueret og bearbejdet Shakespeare og de græske tragedier. Han er altså vant til at tage et kendt litterært værk og ændre, skære og forrykke.
Med ”Lægen” har han fundet den lidt kontroversielle østrigske forfatter og dramatiker Arthur Schnitzlers værk ”Professor Bernhardi” fra 1912. Denne historie er karakteristisk ved IKKE at handle om sex, hvad Schnitzler ellers var berygtet i sine værker, hvor det mest kendte er ”La Ronde”, på dansk ”Kærlighedskarrusellen”.
Icke kunne have taget ”Professor Bernhardi” for pålydende og fortalt om en jødisk ikke-troede læge, der faldt i unåde i et ubehageligt og indspist hospitalsmiljø, fordi han nægtede en katolsk præst at give den sidste olie til en døende 14 årig pige.
Men nej, Icke vender alt på hovedet eller foreslår det i opførelsen af stykket, der er lagt op i nutiden i et miljø, der føles mere amerikansk end britisk. Et privathospital som primært er støttet af jødiske rigmænd er scenen. Det er i hvert fald langt væk fra dansk sundhedsvirkelighed og ligeså selve teksten. For her kræves, at skuespillerne mestrer den præcise engelske spillemåde med temposkift og rigtig pausering og god udtale i de ofte lange, næsten intellektuelle sætninger.
At forfatteren også lige vil redde verden og kræve respekt for utilpassede kønsforvirrede unge, fjerne enhver form for lobbyvirksomhed, nul fætter-kusinefester ved ansættelser og diskussion af forholdet imellem faglighed og økonomi er da flinkt, men fejlplaceret her. Det bliver kun til lagkage på lagkage.
Som bekendt er det for tiden moderne at tage kønsroller og etnicitet op til diskussion, eller snarere: for tiden skal man acceptere, at alt er muligt og intet skal til diskussion, hverken køn eller etnicitet – men tilføjer jeg, vi har dog stadig både klassekamp og gammeldags kønskamp.
Dramatikeren foreslår vist, at instruktøren ved delegering af roller skal kaste alt op i luften og gerne bytte om, så sorte mænd skal spille hvide kvinder etc. Da historien er lagt op i nutiden, og skuespillerne på Folketeatret er iført kedsommeligt hverdagstøj inc. stilethæle, bliver det ikke mindre kompliceret at holde fast i skuespillernes figurer. Kun åbentstående kitler og lettere skrævende ben markere kønsforskelle.
I første del står alle aktører mere eller mindre ret op og ned i hvide kitler og diskuterer det moralsk forkastelige i lægen Ruths handling. Da hun også er chef, bliver det ikke mindre svært at få hende fjernet, men det er no go at gå imod en katolsk præst.
Så er der pause.
Mærkeligt nok samles alt i anden del af forestillingen til en fornuftig og klar helhed. Scenen er blevet et talkshow, som det også kendes fra Danmark, med en smilende, rapkæftet vært og en masse stramtandede eksperter. Nu fungerer de danske skuespillere godt, de hviler i deres tildelte roller, hvor køn og kostumer passer, når de repræsenterer henholdsvis en abortmodstander, en feminist, en specialist i jødedom etc.
Det hele ender faktisk med en forsoning imellem den katolske præst og den detroniserede læge.
Stykket er svært for danske skuespillere at fremføre, for replikkerne ligger ikke lige for, men Caspar Phillipson mestrer suverænt den udanske spillestil. Også Iben Hjejle, som hovedpersonen Ruth, har lagt en stram maske, der holder, og hun er kvinde igennem hele forestillingen. Ligeså er Henrik Lykkegaard mand i både 1. og 2. del og samme skæbnelod tilfalder også Jeanette Binderup-Schultz, når hun får lov at forblive fiks Pr-kvinde og slipper altså for at skræve ud.
Det er klart, at Icke vil have, at vi skal åbne øjnene og se på verden på en ny og mindre fordumsfuld måde. Men for mig bliver det alt for komplekst og minder mest af alt om et dramaturgisk skrivebordsarbejde, der kræver for meget af både skuespillere og publikum.
I øvrigt ligger der en bearbejdelse af Schnitzlers stykke fra begyndelsen af nullerne.
Selvfølgelig er der mange gode emner, som rumsterer, men der er ikke meget at diskutere i dag, for hvem kræver ikke lige ret for alle uanset køn, religion og etnicitet. Det kan vi næppe blive uenige om.
Dramatiker: Robert Icke frit efter Arthur Schnitzlers Professor Bernhardi
Originaltitel: The Doctor
Oversættelse: Niels Brunse
Iscenesættelse og bearbejdelse: Kim Bjarke
Dramaturgi: Ninette Mulvad
Instruktørassistent: Christian Iversen
Scenografi: Palle Steen Christensen
Koreografisk assistance: Gunilla Lind
Komponist: Daniel Fogh
Medvirkende: Iben Hjejle, Caspar Phillipson, Sarah Boberg, Christopher Læssø, Camilla Lau, Laura Allen Müller, Henrik Lykkegaard, Jeanette Binderup-Schultz, Laura Kronborg Kjær, Mette Kolding og Sofia Mileva Cukic