Kommenteret af Ulla Strømberg.
La Vita Nuova – Passagefestivalen i Helsingør.
Italiensk gæstespil fra den svære, filosofiske skuffe.
Endelig lidt avantgardeteater, men i den svære ende. Det var ligesom i gamle dage, hvor Trevor Davies, først i København siden i Aarhus, inviterede de mest interessante og komplicerede internationale teatergrupper til Danmark. Hvilken fryd at opleve alt det, som ellers kun sker uden for vore grænser. I de senere år har det været ret stille om avantgarden, men i Helsingør sker der en hel del, og lige nu er der Passagefestival med Jens Frimann Hansen som leder.
Den italienske teatermand Romeo Castellucci er berømt og prisbelønnet for sit moderne teatersyn, men det er mit første møde med ham. ”La vita Nuova” er ikke nogen nem nød at knække. Joh, hvis der ikke havde været tekst på. Så ville showet blot have været anderledes og hemmelighedsfuldt, men med tekst bliver det hele kryptisk og lidt uigennemtrængeligt.
Vi inviteres indenfor i Hal 14 på Værftet i Helsingør. Der er primært ståpladser – lyset er gedulgt. På tre rækker står biler hele vejen ned gennem den lange hal. De er tildækkede af hvide lagner, så hele stemningen er lighus(!) bortset fra, at der ikke er så koldt.
Publikum står eller sidder i den ene ende. På lydsiden kører motoriske og mekaniske lyde, behagelige, aldrig irriterende. Efter en stund kommer en høj sort mand i hvid kedeldragt ind. Bag en bil skifter han til en hvid kjortel. Snart kommer endnu fire mænd til, de er langt væk fra os og jeg kan næppe se dem mellem bilerne. Da de efter c. fem minutter dukker op helt fremme er de alle sorte høje mænd og har højhælede hvide sandaler på!
De gør forskellige rituelle bevægelser. En af dem får guldkrans om halsen – er det Rhinguldet? Hvem er de? Messedrenge, disciple, en broderorden, munke fra en anden planet? – Skoene volder besvær for mig? Hvorfor høje hæle?
Der er stadig kun lyde – ingen tekst. Så begynder de at arbejde med den forreste bil: dækkenet fjernes. Det er en rød Mercedes, som stilfærdigt væltes rundt flere gange og af og til afsløres først en buste – siden et kranie og efterfølgende 5 appelsiner under bilen.
De forlader denne bil og går i gang med en anden, dækkenet af, – vælten rundt – og der høres diverse knuselyde i også denne Mercedes.
Hertil er alt godt – er bilen et væsen? Er mændene krigere? Er tingene blot vendt på hovedet?
Men efter ca. 30 minutter begynder den ene at messe teksten på fransk. Der er både overtekster og et smukt teksthæfte, også på dansk. Teksten er patetisk – uden ironi, men med lidt distance. Det handler ikke om døden, men om dagen og lidt om kunst og ikkekunst: ”Alle disse biler ser normale og virkelige ud… men tro ikke det er sådan. De kommer fra et sted meget langt væk.”…(…)
”Motorens lyd er tingenes og begivenhedernes stemme mens de venter på befrielsen ” (…) og åbningsordene: ”Her er ingen frihed”.
Imens udføres rituelle handlinger på et hvidt rundt tæppe, som var de resterende fire mænd hyrderne i marken, messedrenge hos paven, men hvad den halvnøgne Jesus i midten?
Jeg ved det ikke? Er lidt forvirret til sidst. Havde foretrukket at det hele var enten helt muntert – eller helt bund sørgeligt. Nu blev det til en vibrerende midterstreg i ca. 55 minutter.
Idé og instruktion: Romeo Castellucci
Tekst: Claudia Castellucci
Musik: Scott Gibbons
Medvirkende: Sedrick Amisi Matala + Abdoulay Djire + Edwin Badimani Tunzele + Olivier Kalambayi Mutshita + Mbaye Thiongane
Foto: Veerle Vercauteren
Varighed: 50 min
Alder: Fra 14 år
Sprog: Fransk med danske og engelske undertekster
Der spilles de næste to dage i aften torsdag kl. 23 og i morgen fredag kl.21.30. i Helsingør.
se www.helsingor-teater.dk