∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
“La Traviata” spilles af Den Jyske Opera hen over foråret og har været på københavnerbesøg d.7. og d.8. marts. Ikke noget opløftende møde!
”La Traviata” er den sørgelige historie om demimonden, der forelsker sig, giver afkald på manden og først til allersidst, syg af tuberkulose, forenes med ham.
Verdi fik maksimalt ud af Dumas’ roman om virkelighedens luksusskøge. I 1853 havde ”La Traviata” urpremiere i Venedig på La Fenice. Det blev en fiasko, vist nok fordi den kvindelige hovedrolleindehaver var så stor, at det var uforståeligt, hvordan hun kunne sygne hen til sidst og dø. Men siden tog alverdens scener over, for ”La Traviata” har de mest iørefaldende melodier, som understøtter figurernes psykologiske stade: Varme – kulde – vrede – og hengivenhed. Hos Verdi er alt med.
På denne kvindernes kampdag d.8 marts er det lidt mærkeligt at skrive om en letlevende dame, der sælger sin krop for penge, der omsættes til luksus. Samtidigt opfører hun sig alt for respektabelt og underordner sig datidens klassesamfund, hvor facaden skulle være i orden. Violetta giver afkald på kærligheden for at hjælpe andre. Hun er en hædersperson, men der er ikke meget #MeToo over hende – og dog. For hvis #MeToo også handler om psykisk vold, er Violetta et offer. Den elskede Alfredos fader Giorgio beder hende om at opgive sønnen, for hans familie kan ikke officielt omgås en dame som Violetta. Men komme i hendes hus, gå til hendes fester, det kan de godt. Dobbeltmoral!
Der kan skrives og siges utrolig meget om ”La Traviata”. Historien kan sammenlignes med andre, hvor letlevende kvinder i sidste ende, og helst på deres dødsleje, opløftes til små helgeninder, f.eks. Mimi i “La Boheme”.
Desværre kommer Den Jyske Opera med en meget uinteressant ”La Traviata”. Den er vist købt i Tyskland, da Theater Hof (i det østlige Tyskland, tæt på den tjekkiske grænse) satte operaen op i 2016 med samme instruktør og scenograf. Nu er det en dansk turnéudgave med en blanding af udenlandske og danske sangere og skiftende orkestre, i København Copenhagen Phil.
I den opførelse jeg så d. 7. marts, var der mange løse ender, og kun lidt hang sammen. Orkestret syntes meget ujævnt, og sangligt var det kun de tre hovedkræfter, der gik ud over rampen. Violetta blev sunget ganske uegalt af den britiske Elin Pritchard. Smukkest at lytte til var de stille partier, hvor hun var alene, mens samspillet med Adam Frandsens Alfredo ikke havde hverken varme eller kærlighed – og det er jo essensen i operaen. Scenerne med faderen, sunget af Fabio Previati, fyldte godt, men blev hen ad vejen hule, og det samme skete med Adam Frandsens Alfredo, der aldrig fik lov at folde sig ud i psykologisk samspil.
Men det var ikke scenografien, der skabte hulheden. Faktisk fungerede den pænt i første scene – med spejle og smukke grå velourmøbler. Men så blev det visuelle ulogisk i de sidste scener. Der indtræffer jo et brud midtvejs. Violette skal både flytte på landet og komme tilbage til mindre herskabelige omgivelser for at dø. Det var der vist ikke tænkt over i denne version, som skulle ligge i 1930-erne, men stilmæssigt flagrede kolossalt i damekostumerne. Koret sang fint, men var lost i nogle mærkelige vulgære attituder, og damernes flotte grå silkerober hang stilmæssigt slet ikke sammen. Værst af alt: Violetta var i åbningsscenen udstyret i en uklædelig og ganske vulgær kjole. Den mindede faktisk om et af de sjove ”hummerkostumer” i Bakkens Hvile, dvs. et lyserødt hylster, hvor en for stor krop er presset ned. Det var synd og gav helt forkerte impulser. Men Violetta ender såmænd til allersidst uden paryk i stilfærdig linnedkjole – som en anden novice.
Alt det ydre kunne være ligegyldigt, hvis sangene og samspillet havde haft glød og sjæl, men denne onsdag aften var det smuldret væk.
Det falder jo ikke mindst tilbage på instruktøren. Den unge tyske instruktør, Lothar Krause, citeres fra en samtale i forbindelse med premieren i 2016. Her siger han, at ”La Traviata” handler om “sex, drugs og rock’n’roll”. Han understreger også, at Violetta er på stoffer; det er altså hendes egen skyld, det hele. I slutscenen, som normalt foregår i Violettas mere ydmyge bolig i Paris, sner det ned på divanen. Efter 10 minutters irritation, gik det op for mig, at det nok var ”sne” = kokain, men på det tidspunkt var Violetta gået over til hårdere stoffer og endte med at give sig selv en sprøjte, kort før hun døde.
Det er ikke sådan Verdi moderniseres! Verdis musik kan klare det meste, blot der er sammenhæng imellem sangere, orkester og selvfølgelig instruktørens visioner. Det var der ikke her.
La Traviata: Giuseppe Verdi
Instruktør: Lothar Krause
Dirigent: Tecwyn Evans
Scenograf: Annette Mahlendorf
Lysdesigner: Ib Asp
Sangere d.7.3.2018:
Elin Pritchard (Violetta), Adam Frandsen (Alfredo), Fabio Previati (Giorgio), Estrid Molt Ipsen (Flora), Birgit Demstrup (Annina), Jens Jagd (Gastone), Morten Wang (Baron Douphol), Jani Kyllönen* (Marquis d’Obigny), Thomas Christian Sigh (Doktor Grenvil).
Sidste aften i Kbh: d.8.3.2018.
www.jyskeopera.dk
Fotograf Kåre Viemose.