∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Kvindernes moderne gennembrud på Hirschsprung.
(5 stjerner for initiativ, projekt og katalog – men færre for ophængning, formidling og den generelle kvalitet af mange af de udstillede værker).
Hvis det ikke var på grund af min baggrund, kunne jeg godt gå hen og blive næsten kvindefjendsk af den evindelige fokusering på kvinder på københavnske kunstmuseer – senest udstillingen på Hirschsprung, Statens Museum for Kunst og Arken. Men mine erfaringer siger samtidigt det modsatte: på trods af kvindefag ( modedesign, teatervidenskab og kunsthistorie) har jeg altid haft lavere løn end mine mandlige kolleger. Kampen er altså ikke overstået. Det er fortsat vigtigt at sikre kvinder ligeret. Så det er ok, at kunstmuseerne endelig er med.
Men den markante fokusering og fremhævelse af kvindelige billedkunstnere kommer lidt sent.
På min bogreol under ”kvinder” står både Pil Dahlerups disputats fra 1983 om kvindelige forfattere: ”Det moderne gennembruds kvinder” og fra 1979 Germaine Greers ”Forhindringsløbet” (Dansk udgave 1980) om internationale, kvindelige malere.
Men det er først nu, omkring 2020, at danske kunsthistorikere virkelig begynder at interessere sig for hele spektret af kvindelige billedkunstnere i 1800-tallet!
Til udstillingen er knyttet et digert bogværk, som forklarer det meste, men som nok ikke bliver læst af den almindelige museumsgæst. Det er synd, at der ikke samtidigt udgives en lille, billig introduktionsbog, hvor hovedpointerne i udvælgelsen af de i alt 23 ”professionelle” malere beskrives.
Udstillingen er bygget op over 23 kvinder, der alle er født før 1870 og har fået undervisning på private skoler. Henholdsvis i København og i udlandet.
”Det moderne” beskrives ikke som det er forstået af Georg Brandes ( I Hovedstrømninger) og siden af andre forskere ( herunder Pil Dahlerup). Her var “Det moderne” et oprør mod en udtryksform og med et nyt indhold samt et stærkt samfundsengagement.
Drejer det sig om kvindelige billedkunstnere, her på Hirschsprung, er det ”moderne” primært det faktum, at de overhovedet maler på trods af, at de ikke kunne gå på Kunstakademiet.
Det virker lidt forstyrrende og irriterende og fører videre til, at motiverne og ikke mindst teknikken (erne) på ingen måde er ”revolutionerende”, endsige moderne, som hos samtidige mandlige kolleger.
Der er mange ”pæne” blomster, måske også visne. Som udstillingen fortolker det, bliver de ”visne” blomster udtryk for oprør. Så er H.C. Andersen også ”moderne”, for engang gav han en adelig dame en vissen rose, for ”hun havde jo alt andet” – siger anekdoten.
Der er mange portrætter, nogle landskabsbilleder, men sjældent samfundskritiske motiver og endnu sjældnere værker, der bare siger wow.
Joh, Anna Ancher og den nu beundrede Bertha Wegmann fanger øjet, men kun Anna Ancher har den stilistiske ”moderne” aura. Wegmann er bare en rigtig god tekniker.
Gammeldags ophængning
Ophængningen i de mindre sale er noget klemt og synes gammeldags. Det må undre. For hvis man virkelig ønsker at vise ”det moderne gennembrud” – havde det været en klog disposition at gøre udstillingen mere luftigt. Så havde de lidt trivielle blomsterbilleder og de mange portrætter måske fået mere liv. Nu er det som om de trykker hinanden ned i en næsten historisk tristesse. Eller også er ophængningen bevidst og udtryk for en angst for, at for meget ”luft” imellem billederne ville afsløre deres manglende spændstighed.
Der er naturligvis lyspunkter, hvor malerierne, på trods af klemtheden, sejrer og vinder vores opmærksomhed. Udover Bertha Wegmann, der tidl. har haft en stor udstilling på Hirschsprung er Anna Ancher altid fascinerende, mens Marie Krøyer også har haft sin soloudstilling, men synes mere bleg i nogle værker.
Heldigvis er der flere: Anna Petersen, Sofie Holten og Marie Luplau er også værd at se nærmere på.
Udstillingen bygger på et meget stort forarbejde og flere års forskning gennemført af bl.a. Lene Bøgh Rønberg.
Det er al ære værd, at Hirschsprung, der som mange andre museer er skabt på baggrund af en formuende mands kunstsamling, nu også indkøber kvinders værker for at sikre en mere ligelig fordeling. Det er flot og beundringsværdigt med hvilken ihærdighed museet har påtaget sig opgaven og godt, så længe det er ”museumsstykker”, der erhverves ( dvs. værker af høj kunstnerisk kvalitet).
Strindberg m.fl.
Udstillingen lægger i øvrigt op til, at der diskuteres viden og forskning inden for andre kunstarter. Bl.a. inddrages August Strindberg, fordi Sofie Holten malede hans portræt i den internationale kunstnerkoloni Grez. Der henvises naturligvis også til August Strindberg, fordi han beskriver hændelsen i ”En dåres forsvarstale”. Her ville det være ”forbrugervenligt” og på sin plads også at henvise til P.O. Enquists geniale skuespil ”Tribadernes Nat”, 1975, der gav ikke kun Strindbergs selvbiografi, der oprindelig udkom på fransk” en revival. Også den generelle mandeforskning og debat fik et skub i 1975/76. I skuespillet sammenstilles de to emanciperede kvinder, Sofie Holten og Marie David (hendes portræt er med på udstillingen) og sættes overfor Strindbergs egen hustru Siri v. Essen. Det kan godt være, at det af kunsthistorikerne opfattes som uvidenskabeligt med en sådan henvisning, men nyttigt vil det være for publikum, når skuespillet i den grad fik betydning i flere lande i modsætning til Strindbergs selvbiografi.
Det samme kan man sige, når handskesymbolikken understreges i udstillingen og i bogen bl.a. med et sent citat fra Emma Gad (1903). Det er lidt mærkeligt, når sædelighedsfejden rullede i 1880erne i Norden, og Bjørnstjerne Bjørnsons skuespil ”En handske” først udgivet i bogform, 1883, siden på scenen i Norge i 1886 og i 1887 i København på Dagmarteatret. Men igen bliver teaterhistorien som faktor lidt overset.
Privatlivet
Bogen kommer meget konkret ind på en pointe i biografierne. Flere af kunstnerne valgte på moderne vis at leve sammen med andre kvinder. Det betyder, at udstillingen viser en blanding af hard core emanciperede kvinder, der levede sammen med andre kvinder og måske i fællesskab adopterede børn i modsætning til de gifte kvinder – som bl.a. Anna Ancher og Marie Krøyer.
Måske er det svært at være forsker i 2024. Der er så meget, der ikke må siges, og nogle begreber er blevet omformulerede og et helt vokabularium af floskler som praksis, positioner, fortælling, etc. skal anvendes. Og så er der forskningspligten!
Katalog m.m.
Udstillingen er interessant, men nogen stor visuel oplevelse vil jeg næppe kalde udstillingen. Dertil er der for mange ”pæne” små malerier i en tung ophængning.
Bogkataloget er dog vigtigt og ikke til at komme uden om.
Men det er som om alle kunstudstillinger på større danske museer er rettet mod en lille inderkreds af kolleger og Kulturministeriet. Som jeg tidligere har skrevet, er det som om hensynet til forskningspligten, som Kulturministeriet ønsker bevis på, dominerer. Men dygtige formidlere burde kunne balancere og tilgodese alle hensyn. Glem ikke, at et museum er for de mange og ikke kun for de udvalgte kolleger!
Så endnu engang ”øv” til fagfællebedømte udstillingskataloger og bøger. Det hæmmer og skæmmer sproget og formidlingen – og et museum er da en formidlingsinstitution til ære for almenheden.
Kataloget udgivet i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag.
Til og med 12.1.2025 derefter Randers Kunstmuseum 8.2. – 11.5. 2025