∗∗∗∗∗
Af Eva Zierau.
En skæv og sjov film om norsk kvindeliv.
Broderfolket er gode til de lidt skæve film. Sidste år havde vi fornøjelsen af premiere på to norske film: 1001 gram og Mod Naturen. Humoren i disse er underspillet og finurlig, samtidig med, at alvoren lurer lige under overfladen. Det samme gælder for Kvinder i for store Herreskjorter.
Alene titlen vækker ens nysgerrighed. Hvad er det med de herreskjorter? Ifølge instruktøren, Yngvild Sve Flikke, er svaret, at de – skjorterne altså – er et eksempel på en af kvindelivets mange klichéer indenfor filmens verden. Den, der handler om de nuttede kvinder i fyrens skjorte dagen derpå.
Foto: Øst for Paradis
I filmen følger vi tre kvinder i Trondheim. Den 23 årige litteraturstuderende og forfatterspire Sigrid (Inga Ibsdotter Lilleass), som lider af kliché-forskrækkelse. Den 39-årige højgravide performancekunstner Trine (Henriette Steenstrup), der fortsat venter på sit store gennembrud og den 63 årige Agnes (Anne Krigsvoll), som har udgivet en bog for 40 år siden og har haft skriveblokering lige siden. Hun arbejder som lagerchef på en kagerullefabrik. Tre kvinder i forskellige faser i livet som har det tilfælles, at de drømmer om at finde sig selv og lykken.
Foto: Øst for Paradis
Filmens egentlige hovedperson er den smukke og fornuftige Sigrid, som lider af ulykkelig kærlighed til en medstuderende. En dag møder hun den over 20 år ældre anerkendte og selvfede forfatter Kåre Tryvle (Hallvard Holmen), der er i Trondheim i forbindelse med lanceringen af sin nye bog. Han jagter det autentiske og er indbegrebet af en kliché på en mand i midtvejskrise. En halvsmart forfatter, der i forbindelse med lanceringen af sine bøger, læser uddrag af sin klichéfyldte litteratur op hos boghandlerne. Sigrid falder straks for ham. Han er jo 100 år gammel, siger en af hendes venner skeptisk, da hun fortæller om sin nye kærlighed, men Sigrid ved for første gang i sit liv, hvad hun vil. Jeg har besluttet mig for at tænke mindre og handle mere, siger Sigrid et sted i filmen. Det gør hun. Også i den grad.
Foto: Øst for Paradis
Imens er det tid til at Trine skal føde. Da hun er på kontanthjælp og ikke kan betale sin leje for det atelier, hun både bor og arbejder i, bliver hun smidt på gaden. Trine og Agnes veje krydser hinanden og Agnes, der bærer på et trauma, ansætter Trine i kagerullefabrikkens pakkeri, og tilbyder hende husly.
Foto: Øst for Paradis
Kvinder i for store herreskjorter er en film om livets tilfældigheder og kampen for at finde og udleve sine drømme. I første scene befinder vi os under vandet, hvor vi ser vandmænd svømme rundt i rytmiske bevægelser. Vi hører i voiceover: Forløsning, at blive forløst , så simpelt er det for en vandmand. I de næste klip ser vi en rådvild Kåre slå sig på panden, en livstræt Agnes kigge sig i spejlet, en vred og frustreret højgravid Trine og en overnuttet Sigrid i herreskjorte, strithår og bare ben, samtidig med, at vi hører ordene. Hvis man ikke er en vandmand, så tager det nemt lidt længere tid. En god start på denne lettere syrede film.
Kvinder i for store herreskjorter handler også om at føle sig som outsider, hvilket alle karakterer gør, hver på deres måde. Hver gang kærligheden er på spil, ser vi i animation små flagrende, kvidrende hvide fugle. Rent Disney, men virker godt i en film om klichéer.
Filmens primære budskab er, at vi alle må gøre vores egne fejltagelser og lære af dem. Kun på den måde kan man blive forløst.
En finurlig og fin film.
Trailer:Øst for Paradis
Instruktør: Yngvild Sve Flikke
Premiere: 14. januar 2016