Kurt og Kirsten. Turné med Louise Schouws Teater.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Engang var det fryd og gammen, nu banker skilsmissen på efter 33 års ægteskab.  

Flotte skuespillerpræstationer i dette svenske kammerspil ”Kurt og Kirsten” om to midaldrende ægtefæller, der vil gå hver til sit.

 

Det lyder som Strindberg eller lars Norén, og stykket af den svenske dramatiker Kristina Lugn ligger da også i slipstrømmen, men er alligevel anderledes.

Det er moderne mennesker, de taler pænt til hinanden, men nedenunder lurer både hadet og kærligheden. At det gik så galt efter 33 års ægteskab, er nu ikke så mærkeligt. Kedsomheden og trivialiteten har langsomt sneget sig ind på dem og imellem de to, der på trods af moderne tider alligevel er låst fast i kønsrollerne.

Selvfølgelig skal han have sektion 1 af avisen, så hun må nøjes med kulturen og de døde. Og selvfølgelig skal han have lov at høre sportsresultater i radioen og ophidse sig, mens hun hellere vil have light- eller måske klassisk musik.   Men alt det står ikke i teksten, som er meget koncentreret om at skildre de sproglige koder blandet op med underbevidsthedens mere surreelle tankesæt.

Teksten er ikke stor kunst, men det er til gengæld Jan Hertz’ iscenesættelse, som får både Sonja Oppenhagen og Henrik Koefoed til at vise et par mennesker, der er bundet af alle mulige køns-og kulturelle bånd. De supplerer hinanden som skuespillere, og umærkeligt springer de fra ydre til indre monologer. Det kan virke forvirrende, men er jo i realiteten den måde, vi tænker og taler på. Vi siger et, men mener noget andet. Bedre bliver det ikke mod slutningen,  da teksten  trækker Edward Albee-kortet med døde børn, a la ”Hvem er bange for Virginia Woolf”.

Helt bevidst har Jan Hertz, måske for at kompensere for tekstens manglende spændstighed, ladet de indre og ydre stemmer flyde sammen, så publikum på den måde bliver nødt til at være oppe på mærkerne.

Begge skuespillere viser nye sider af deres talent. Her er langt til nemme løsninger som i ”Badehotellet” og ”Ørkenens Sønner”. Det er fint og velafbalanceret spillet med et udgangspunkt, der kunne have været meget nemmere.

Efter sigende skulle Kristina Lugns stykke være en smule selvbiografisk, selv om figurerne er henholdsvis skoleinspektør og håndarbejdslærerinde.  Men set her fra Danmark kan det være hip som hap. Her tæller kun de litterære kvaliteter. I øvrigt blev Kristina Lugn medlem i 2006 af det i dag så udskældte Svenske Akademi. Også det har mindre betydning i en dansk kontekst.

Tilbage står en fin og nuancerig opsætning om noget, vi alle kan komme til at opleve, uanset hvor gerne vi ville have været foruden.

Godt gået af Louise Schouws Teater, der sender forestillingen på turné i hele landet, i to omgange.

Læs mere  og om hvor på www.louiseschouw.dk

 

Louise Schouws Teater

Medvirkende:  Sonja Oppenhagen og Henrik Koefoed

Iscenesættelse:  Jan Hertz

Dramatiker:  Kristina Lugn.