Anbefaling af Ulla Strømberg.
Kunstarternes forbrødring – Skønvirke, en kalejdoskopisk periode.
Af Mirjam Gelfer-Jørgensen.
Bogen er ligeså tung, som den er vigtig. For tredive års dansk kunstindustri, 1880-1910, samles, så det pludselig står klart, hvor mange kunstnere, der var multiaktive inden for adskillige kunstneriske udtryk. Bogen omhandler både arkitektur, møbler, sølv, porcelæn, keramik, tekstil og meget mere, hvor kunst og håndværk er gået op i en højere enhed. Men det er ikke blot sammenhængen imellem de forskellige kunstneriske udtryk, der er vigtig, også det formsprog, som er markant for perioden, har betydning og tillige fremstillingsmåden, herunder samarbejdet imellem kunstner og håndværker.
Bogens forside.
Mirjam Gelfer-Jørgensen jonglerer i indledningen behændigt med de forskellige betegnelser og beslægtede perioder, bl.a. den engelske Arts and Crafts bevægelse, den tyske Jugend-stil, den franske og belgiske Art Nouveau, mens Art Deco’en, som har nogle lighedspunkter, først gør sig gældende senere i det nye århundrede.
Beslægtede stilarter
Bogen er en afdækning af ”Skønvirke” inden for de mange udtryk og kan læses som en nyttig historiebog om begrebet, men vil nok især være fremragende som opslagsværk, når man står med sit arvegods og skal finde ud af tid, sted, ophavsmand og værdi. I øvrigt blev betegnelsen ”Skønvirke” brugt første gang i 1907 i forbindelse med en udstilling, men begrebet slog ikke an straks.
Der er tidligere skrevet meget om de forskellige områder, men her sammenfattes det hele. Alt, hvad der bliver omtalt, får på en eller anden måde lige værdi, om det så er en lovlig glat porcelænskat eller en indtagende stol med udsmykning.
Bogside med Agnes Slott-Møllers glasmosaik.
Den direkte forklaring på periodens hang til detaljer og dekorationer var ikke mindst den fremadskridende industrialisme og de muligheder, som maskinerne havde med hurtige og effektive fremstillinger af brugsgenstande. Modreaktionen blev det omhyggeligt forarbejdede og dekorerede. Her er det godt, at bogen er så rig på fotos. Det er vigtigt at se, hvor store udsving der er i perioden under samme periodebetegnelse.
Skiftende mode
Ikke uden grund har Skønvirke-perioden været lidt forhadt i adskillige årtier. Men . For nu, 100 år efter, er det nemmere at se og forstå periodens rigdom.
Smag og behag ændrer sig hele tiden. Vore forældre eller snarere bedste- og oldeforældre fyldte deres hjem med nips, som ikke mindst var leveret af Den Kongelige Porcelænsfabrik og lignende fabrikationssteder. De seneste årtier har ryddet ud i det, mens en ny retrotrend fra min barndom med teak har set dagens lys og i kølvandet tillige pyntegenstande fra 1960erne i stærke farver og måske ligefrem i plast.
Netop den svingende mode, og – som det heldigvis påpeges flere gange – det offentliges manglende interesse for totalfredninger, har desværre bortraderet nogle af de steder, hvor vi burde kunne finde smukke og samlede eksempler på denne skønvirkeperiode. For ofte var det ikke blot arkitektens opgave at tegne huset, han skabte også passende møbler etc. eller kolleger kunne levere matchende inventar.
Det offentliges svigt og manglende totalfredninger – Martin Nyrop og Anton Rosen
Som eksempel på Skønvirke-tiden og historismestilen er der i København et par guldgruber: Ikke mindst Københavns Rådhus, tegnet af Martin Nyrop og tillige Anton Rosens nærliggende delikate Palads Hotel. Udefra ser begge bygninger stadig historisk velkonserverede ud, men indenfor har nye smagsretninger vist i flere omgange forårsaget de store hovedrengøringer i bogstavelig forstand. Dermed er møblementer udskiftet og vægudsmykninger overmalede. Den helhedsopfattelse, som var arkitektens ønske, er gået fløjten. Via fredningsbestemmelser havde man sagtens kunnet forhindre det.
Ældre foto fra Københavns Kommunes hjemmeside.
Så sent som under den første kvindelige Overborgmester røg der for få år siden komplette interiører af Martin Nyrop på Københavns Rådhus ud, skriver Mirjam Gelfer-Jørgensen. Og hvem husker ikke kulturborgmesteren fra De Alternative, der for få år siden brugte flere hundrede tusinde kroner på at ”peppe sit kontor op” med diverse popgenstande. Selv har jeg engang været til møde hos en planchef på selve rådhuset. Da jeg trådte ind i afdelingen med hans chefkontor var alt i bøgetræ og betrukket med stof i FDB-blåt. Borgmestre og almindelige chefer har vist stadig næsten fuld råderet over husets interiør.
Slott-Møller, Bindesbøll og Willumsen
Bogen er omfangsrig på alle måder og tematisk bygget op, men heldigvis også nogle steder inddelt efter kunstner og kunsthåndværker. Det tydeliggør hele billedet. Til gengæld kan mange af kunstnerne optræde i flere kapitler, så der skal bladres for at få et samlet overblik. F.eks. breder det lidt kontroversielle ægtepar Slott-Møller sig i flere kapitler, og de bliver mere og mere interessante for moderne mennesker. De har næsten været glemt i adskillige årtier, hvis man ikke ligefrem har været en hyppig gæst på Odense Teater, hvor de har udsmykket foyeren på første sal. For få år siden havde AROS en stor og overraskende udstilling med Agnes Slott-Møllers værker. Det er også hendes glasmosaikker, der nu kan opleves på det nyindrettede Københavns Museum i det gamle Overformynderiet. Her er det en form for bondefolklore, mens andre udsmykninger viser tilbage til en renaissancestil.
Anderledes er det med en kunstner som Thorvald Bindesbøll, hvis keramiske krukker og logoet til Carlsberg altid har haft en ynde og nutidighed, hævet over enhver epokebetegnelse.
Foto af Willumsens Familievase, 1891.
Også en kunstner som Willumsen er taget med i Skønvirkebogen, bl.a. ses hans berømte Familievasen (1891) som i sin form og indhold lige så godt kunne være skabt i slutningen af det 20. århundrede af både kvindelige som mandlige kunstnere.
Bred definition
Hvis Skønvirke er alt det, som blev frembragt i perioden 1880-1910, er det naturligt også at medtage Martin Nyrops Østre Gasværk fra 1881 ( små 20 år tidligere end Københavns Rådhus). Men bygningen er faktisk så rendyrket klassisk og tillige nært beslægtet med lignende funktionelle tyske bygninger, at der ikke er megen personlighed nedlagt i den fra den unge arkitekts hånd.
Den eneste skitse af Østre Gasværk med signatur: Martin Nyrop. 1881.
At den runde bygning så heldigvis har overlevet og vist sig så robust i udformningen, er blot lykkeligt. Det kan være lettere at forstå, at gode ”bondemøbler” også kommer ind under betegnelsen ”Skønvirke”. Og så er der uendelige mængder af krukker, vaser, bestik m.m. som alle er skabt efter nøje overvejelser om farve, materiale og udformning. Kunstnerne tog sig tid dengang, og alt var velforarbejdet.
Et lukket museum
Heldigvis er der bevaret uendelig mange genstande fra perioden bl.a. på det tidl. Kunstindustrimuseum, som var forfatterens gamle arbejdsplads. I tiden og modens ånd hedder det i dag Designmuseum Danmark, men museet har i arkiver og lagre heldigvis adskillige eksempler på tiden imellem 1880-1910. Museet er dog lukket i de næste par år bl.a. på grund af renovering og mgl. indtjening fra en nødvendig turiststrøm.
Derfor er den flotte, billed- og kilotunge Skønvirke-bog meget kærkommen netop nu, så folk kan stille deres nysgerrighed, hvis spørgsmål om perioden 1880-1910 skulle melde sig.
En lille guide
Nu mangler der blot en lille handy guide, der kan fortælle, hvor i det offentlige rum, man kan møde de mest interessante skønvirke-eksempler og dermed bl.a. føre folk ud i Ryvangen i København.
Forlag: Strandberg Publishing.
Udkommet efteråret 2020.
www.strandbergpublishing.dk