Kulturministeren til kamp mod de akademiserede kunstuddannelser.

Kommentar af Ulla Strømberg.

 Kulturministeren til kamp mod de akademiserede kunstuddannelser.

Baudrillard og Heidegger go home.

Joy Mogensen får et skulderklap herfra for sin nye kamp mod kunstuddannelserne, der efter hendes opfattelse har mistet interessen for håndværket.

At være kulturminister er ikke noget nemt job. Det har Joy Mogensen måtte sande på den hårde måde flere gange i det seneste år. Alligevel går hun nu på banen i Jyllands-Posten lørdag (d.20.2. i både et interview og et debatindlæg) med et modigt angreb på den akademisering, som er sket med de kunstneriske uddannelser i Danmark. ”…. det må ikke være sådan at kunsten er underlagt en akademisk tilgang til verden” udtaler ministeren og indrømmer, at det skal ses i sammenhæng med ”Bustekrisen”, som blev talt op med ord som dematerialisering. Og jeg erklærer hermed min fulde støtte til Joy Mogensen i denne sag. For hun har på sin vis ret, men desværre er det ikke en udvikling overnight. Tværtimod skal vi årtier tilbage for at forstå, hvorfor billedet ser ud, som det gør i dag.

Det er samtidig vigtigt at kaste et blik på de uddannelser, som i 2010/11 blev flyttet over til det, der i dag kaldes for Uddannelses- og Forskningsministeriet – og altså væk fra Kulturministeriets resort. For egentlig er det med det akademiserende et problem, som også vedrører arkitekt- og  design-uddannelserne og ikke kun billedkunstneruddannelserne. Film-, teater- og musikuddannelserne lader vi ligge i denne omgang.

Men Arkitektskolerne i København og Aarhus samt Designskolen i Kolding hører jo ikke længere ind under Kulturministeriet.  Den daværende Danmarks Designskole i København røg ind under Arkitektskolen tilbage i 2011 nu med det fine og mundrette navn: Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering.  Her ligger måske de egentlige problemer begravet.  Joy Mogensen burde derfor blive informeret om de fejltagelser, som blev begået i fortiden.  Embedsværket bør grave sagerne frem eller blot lede i arkivet.

1970erne og 1980erne

Jeg må skynde mig at sige, at alt, hvad jeg ved, er set på meters afstand. Jeg har hverken gået på Kunsthåndværkerskolen, Designskolen eller Arkitektskolen, selv om jeg drømte om det et par gange. Men jeg valgte universitetet.  Og her hoppede jeg ned i et interessant vadested på Teatervidenskab, midt imellem fortidens pragmatiske teaterhistorie og de dengang moderne strømninger, henholdsvis marxisme og strukturalisme. Men så var der også en mere sociologisk tilgang, som jeg vist valgte.  Andre fag på Københavns Universitet havde nok ikke lige så mange valgmuligheder. Og vilkårene på Arkitektskolen og Akademiets billedkunstskoler var nok ligedan, dengang.  Men jeg har i årenes løb interviewet flere ministre, rektorer, professorer og været ordstyrer ved debatmøder, der lige netop omhandlede sammenlægninger og forandringer inden for kunstuddannelserne.

I 1980erne skulle de studerende på Kunstakademiet, i dag Det kongelige Danske Kunstakademi, Billedkunstskolerne og Kunsthal Charlottenborg, læse de moderne franske filosoffer, bl.a. Baudrillard. Den kloge professor, billedhuggeren Hein Heinsen, fik oversat teksterne til dansk, så der i hvert fald ikke var nogen sprogbarriere.  For læse teksterne, det skulle de.

1990erne

I 1990erne under den socialdemokratiske Poul Nyrop Rasmussen blev begrebet kultur og Kulturministeriet for første gang i måske årtier nævnt i åbningstalen ved regeringens tiltrædelse i 1993.  Der var fokus på kulturen, som fik ekstra midler. Alligevel var der uro omkring kulturminister Jytte Hilden, men der skete noget, og sådan syntes det også under den radikale Elisabeth Gerner Nielsen. Her taltes allerede om sammenlægninger af kunstuddannelser, og det kulminerede i nullerne. Designskolen skulle opgradere forskningen. Designuddannelsen skulle nemlig gøres parat til tvedelingen mellem bachelor og kandidat for at leve op til den såkaldte Bologna-standard. Dette medførte også, at de borgerlige kulturministre i nullerne krævede en internationalisering og eventuel profit via betaling fra udenlandske studerende.

Uro på både Designskolen og Arkitektskolen

I gamle avisklip fra midten af nullerne kan læses, at undervisningen sejlede på Designskolen med den ellers driftssikre rektor Gøsta Knudsen, der kom fra Arkitektskolen i Aarhus. Her havde han i 1990erne fået tilført både penge og prestige til Aarhus-skolen, mens den stadig lå under Kulturministeriet. Men midt i nullerne er der rod i studieplanerne på Designskolen, og de studerende er urolige over udviklingen. Nu skulle der skrives akademiske afhandlinger af de unge mennesker, som netop havde valgt en designuddannelse, fordi de var sprængfyldte med kreative ideer. Nogle var måske ligefrem ordblinde og havde fravalgt det boglige til fordel for en visuel tilgang til deres professionelle fremtid.  Men nu var der Walter Benjamin, Roland Barthes og Baudrillard på skemaet, hvis der overhovedet var undervisning.

I oktober 2006, mens Brian Mikkelsen (K) er kulturminister, vedtager et enigt folketing en flerårig aftale om kunstuddannelserne. Her skitseres, hvordan det er ønskeligt at stile mod sammenlægninger af konservatorier, mens designskolerne skal sammenlægges med arkitektskolerne, igen i akademiseringens tegn.  I 2009 og 2010, hvor planerne er tæt ved at blive realiseret, er der uro på højeste plan. Den ret nye rektor på Designskolen i København, Peter Bysted, forlader sin stilling, fordi alt er uklart. Der mangler planer og løsninger fra Kulturministeriet, siger han i en afskedssalut.

I 2010 bliver konflikten tydeligere, da den nyligt afdøde, tidl. professor i arkitekturhistorie, Carsten Thau, med 9 andre professorers opbakning undsiger Arkitektskolens rektor Sven Feldings planer om at sammenlægge Arkitektskolen med Designskolen. I Politiken får Carsten Thau ordet, og i Information (d. 16.4. 2010) skriver lederskribenten Kristen Bjørnkjær:

 Professor Thau mener ikke, at de to uddannelser har meget at sige hinanden. Han finder det meningsløst, at folk, der skal designe tekander, pludselig skal til at læse Foucault og Heidegger og kunstteori.

Og i Politiken udtrykker Thau i samme periode, at al den sammenlægning er udtænkt ved embedsmændenes skriveborde i ønsket om at rationalisere og opfylde regnearkenes krav.  Og det kan jeg sandelig nikke genkendende til fra en helt anden position i de år. Embedsmændene lagde kursen, og de fik deres vilje, mens der var kraftig udskiftning i ministerkontoret, hvor de enkelte kulturministre, Carina Christensen, Per Stig Møller, Uffe Elbæk, Marianne Jelved og Bertel Haarder havde egne, bitte små mærkesager med i tasken og næppe kunne nå eller orkede at sætte sig ind i det hele og slet ikke i uddannelsesområdet.  Og design- og arkitektuddannelserne røg ud af Kulturministeriet omkring 2011.

No nonsens

Hele miseren med akademiseringen begyndte altså årtier tilbage og er nok stadig som en lavine, der ikke kan standses. Jeg er derfor sikker på, at de stadig læser franske eller tyske filosoffer på arkitekt- og designuddannelserne, for ellers ville vi nok ikke havde de diskussioner om bl.a. byplanlægning og bygningskultur, som vi har i disse år.  Jeg tænker på Amager Fælled, Fiskerhavnen med Stejleplads, Lynetteholm og tillige en sag om Nyborg Slot. I Nyborg er det netop filosofisk nonsenssnak, der i flere år har gjort, at arkitekter og politikere, herunder Joy Mogensen, har villet ødelægge den danske kulturarv med modernistisk byggeri ovenpå de gamle mure. Se, det er jo også en pointe. For det, som Joy Mogensen harcelerer over i forbindelsen med den dematerialiserede buste, er hun selv en del af i kampen for at transformere Nyborg Slot om til et tivoliseret oplevelsescenter. Men på Billedkunstskolerne er filosofferne nok skiftet ud med noget mere aktuelt om køn og kolonisering.

Og så er vi tilbage til Kunstakademiets billedkunstskoler og de fremmedord, som den nu berømte tidl. afdelingsleder havde svært ved at kommunikere, da den dematerialiserede Frederik 5. buste skulle retfærdiggøres offentligt. Det bliver en sej kamp op ad bakke for Joy Mogensen, når hun skal kæmpe imod årtiers fremmedgørelse af forskellige kunstneriske uddannelser og sammenlægninger inden for og uden for kulturministeriets resort.

II øvrigt er det ikke et problem isoleret til kunstneriske uddannelser.  I en underholdende bog, som udkom i 2018, om det danske sygehusvæsen skrev forfatteren, overlæge  Steffen Jacobsen: ”I dag er det helt almindeligt at møde en tredjeårs sygeplejerskestuderende, der ikke ved, hvordan man tager et blodtryk, men har en essaysamling af Jürgen Habermas eller Michel  Foucault i kittellommen i stedet for  en tabel over laboratorieværdier. ”

I januar 2021 bebudede Kulturministeren at der skulle igangsættes en undersøgelse af ledelse og strukturer på de kunstneriske uddannelsesinstitutionerne under ministeriet: Den Danske Filmskole, Den Danske Scenekunstskole, Det Jyske Musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Rytmisk Musikkonservatorium, Syddansk Musikkonservatorium og Kunstakademiets Billedkunstskoler.

Og arkitektskolerne og designskolerne er altså ikke med.  NB Beklager de mange navne på uddannelsesinstitutioner, som i en uendelighed har skiftet navn igennem de seneste årtier. Håber ikke, jeg har taget fejl for mange gange.