Kommenteret af Ulla Strømberg.
”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” – en teaterforestilling efter roman af samme navn – af nobelpristageren Svetlana Aleksijevitj.
Det er en ualmindelig teaterforestilling, et “Gesamtkunstwerk”, om et emne, vi helst ikke vil høre om, men vel bør interessere os for, fordi vi er civiliserede verdensborgere: Kvindelige soldater i den røde hær under Anden Verdenskrig. En million kvinder gik frivilligt i krig.
Forestillingen er en dramatisering ved Pia Rosenbaum, som også har instrueret og selv medvirker sammen med 17 andre kvinder – på bånd.
Pia Rosenbaum har en særlig evne til at finde anderledes tekster og forvandle svære emner til noget håndterligt. Det viste hun i “Århundredets Rose” om en jødisk kvinde på flugt, i “Oscar og den lyserøde dame” hvor en kræftsyg dreng med smil om læben ser døden i øjnene – og senest i “Hunden er rask” – om kunstneren Sonja Vesterholts vej fra Sovjet til Danmark
Her i dette selskab hører også nobelpristageren Svetlana Aleksijevitjs roman fra 1985 om de kvindelige soldater hjemme. Bogen lader, uden formanende ord eller pegefingre, en række kvinder tale, mere end 30 år efter, de kom hjem fra en krig, som de næppe forstod. Dengang var der ingen, der talte om PTSD eller andre traumatiske eftervirkninger. Livet blev blot genoptaget, og kvinderne måtte stiltiende bære på deres frygtelige oplevelser, indtil Aleksijevitj fandt dem, lyttede til dem og transformerede deres historier over til litteratur.
Nu er stemmerne blevet levendegjort af 18 modne, danske skuespillerinder. Deres stemmer er afdæmpede, forskellige og voksne. Selv om man indimellem genkender nogle af skuespillerne, er det historierne, som fænger: Kvinderne vandrede, fandt beskadige legemsdele og indimellem greb de til skydevåben for at forsvare sig selv og fædrelandet.
Pia Rosenbaum har valgt selv at agere den russiske forfatterinde. Ved et skrivebord sidder hun under hele forestillingen og giver ind imellem et par stikord. Men Pia Rosenbaum fortæller også live om moderen, der efter et bombeangreb leder efter sine børn i dagevis. Men for at gøre soldatertjeneste må hun tage den to-årige datter med sig, men forlade en søn på tre-fire år. Da hun kommer hjem, efter et par år, ved han ikke, hvem hun er. Bedstemoderen, der skulle passe ham, er i mellemtiden død, og nogle naboer ser efter det forladte barn. En helt igennem ubærlig historie, som blot er ét eksempel på en umenneskeligt liv.
Scenografen og billedkunstneren Thomas Kolding har været med i hele skabelsesprocessen og står for det visuelle. På et hvidt gardin projiceres billeder og film af uendelig mange mure, vægge, natur og skikkelser, primært kvinder. Hurtigt ser man, at det faktisk er malerier, som kameraet zoomer ind og ud af. Det hele er meget bevægeligt og ofte fokuserer kameraet på en bestemt detalje, der i første omgang synes ganske abstrakt, men efter et par minutters zooming ud viser sig at være konkret: en arm, et hoved, en krop. Nye fortællinger vokser derfor frem parallelt med kvindestemmerne. Nedenunder er der samtidig svage, harmoniske toner. Thomas Koldings billeder, når de er i full size med genkendelige motiver, bygger på inspiration fra mange af de nyere billedkunstnere, som har beskæftiget sig med krig og ulykke: Anselm Kiefer, Per Kirkeby, Wiig Hansen, Palle Nielsen, Sys Hindsbo og Jes Fromsgaard bl.a. Men det gør ikke noget, for kameraets harmoniske bevægelser skaber sammenhæng til de auditive historier. Af og til er der næsten for meget overensstemmelse imellem ord og billede, når en kvindestemme f.eks. kredser om blod, og en hel rød mark åbenbarer sig.
Det er et interessant miks af både det gamle Radioteater og andre, nyere teknikker. Tilsammen lykkes det på imponerende vis at transformere de uhyrlige beretninger om til noget lytteværdigt, ligefrem nydbart, midt i al gruen.
Denne crossover forestilling, hvor stemmer og billeder er ligeværdige, formidler på imponerende vis Svetlana Aleksijevitjs roman om kvindernes skjulte og ukendte historier.
“Hvad skal vi gøre?” “Hvad kan vi gøre?” er nogle af de tanker, der straks slår én, når forestillingen er slut. For de mange kvindeportrætter er svære at ryste af sig.
Instruktion: Pia Rosenbaum
Scenograf: Thomas Kolding
videokunstner: David Matschofsky
Stemmer: Marie – Louise Coninck, Anne – lise Gabold, Lisbeth Gajhede, Benedikte Hansen, Solbjørg Højfeldt, Hanne Jørna, Lotte Olsen, Sonja Oppenhagen, Kirsten Peuliche, Birgitte Raaberg, Bodil Sangill, Malene Schwartz, Inger Sofie Skovbo, Elsebeth Steentoft, Hanne Uldal, Lene Vestergaard og Merete Voldstedlund.
Forestillingen vises på teatre, museer og biblioteker.