Det Kongelige Teater har fået ny bestyrelse for de næste fire år. Alle medlemmer er skiftet ud.
Kommentar af Ulla Strømberg.
Så fik teatret en ny bestyrelse, og det kan fylde avisspalterne. Men ikke nærgående, dissekerende, kun mildt kommenterende. Der er nu nok at forundre sig over og så alligevel ikke. I sidste ende er det jo ministeriet, der bestemmer, for makker bestyrelsen ikke ret, udskiftes den så snart det er overhovedet er muligt.
Det er kun i de seneste 25 år, at Nationalscenen har haft en bestyrelse. Tidligere var det et tilsynsråd, en hel regulær politisk indblanding, som vist alligevel ikke havde så stor betydning, men politikerne sad på de første rækker til premiererne, og det var da hyggeligt. Mindst én politiker husker jeg for hendes varme engagement, nemlig sf-eren Ingelise Kofoed, der elskede teatret samtidig med, at hun selvfølgelig i post-68-tiden måtte være kritisk.
Dengang var det ministeriet, der udnævnte chefen. Det betød, at der har været flere departementschefer og militærpersoner som ledere af teatret. Så vidste man, at der var ordnung.
Men i 1990erne skulle en ny bestyrelse være et lag imellem ministeriet og teatret, og bestyrelsen skulle udnævne teaterchefen, holde ledelsen i ørerne og checke regnskabet.
Den første bestyrelse fra 1992 havde Tivoli-direktøren Niels-Jørgen Kaiser som formand. En bog ”Kongen og kejseren”, skrevet af journalist Hans Drachmann, viste sidenhen arbejdet i dobbeltforstand bag kulisserne på Det Kongelige Teater. Allerede dengang var der magtkampe på højeste plan. Siden fulgte erhvervsmanden Mads Øvlisen som formand. Han var interessant, fordi han både var engageret og forholdsvis åben overfor offentligheden. Daværende teaterchef Michael Christiansen holdt siden hen underholdende foredrag om et positivt parløb med bestyrelsesformanden. Han efterfulgtes af en meget nedtonet DTU-rektor Lars Pallesen, der sad på posten i 4 år. Ikke meget slap ud til offentligheden.
Og så blev bestyrelsen skiftet ud igen – og endog med et hul på et par uger, hvor teatret var helt uden bestyrelse. Men tæppet gik, den sædvanlige ballade fortsatte, og så stod Stine Bosse på kamppladsen.
En vis forbindelse imellem den siddende kulturministers politiske sympatier og valget til bestyrelse kan ikke undgås. Næppe havde den daværende radikale Uffe Elbæk (nu Alternativet) siddet som kulturminister i et par måneder, førend en i kunstnerisk og delvis også politisk sammenhæng meget jomfruelig forsikringsdame Stine Bosse blev sat i formandsstolen. Hendes stil var på alle punkter anderledes end Lars Pallesen. Der var spot på formanden. To markante fyringer nåede hun at eksekvere: teaterchef Erik Jacobsen, tidl. departementschef i flere ministerier og adm. direktør i Københavns Kommune blev fyret. Det var ikke kønt bestyrelsesarbejde og officielt var der ingen begrundelse. Hans synderegister kom aldrig frem og som plaster på det blødende sår, blev han af den socialdemokratisk ledede regering udnævnt til formand for RUC. Endnu en fyring, nemlig af skuespilchef Emmet Feigenberg, skete i Stine Bosses formandsperiode. Det var helt ud i skoven, uden hold i hverken administrative eller kunstneriske forhold. En person med teaterfaglig og kunstnerisk indsigt havde aldrig gjort det. I øvrigt var der lige tiltrådt en ny teaterchef: Morten Hesseldahl – fra forlags- og medieverdenen.
Nu udøver venstremanden Bertel Haarder sin magt og placerer tidl. chefredaktør og tidl. chef for Det Berlingske Officin, tidl. DR og tidl. Aktuelt m.m. Lisbeth Knudsen i formandsstolen. Det synes at være en klog disposition, da Lisbeth Knudsen har prædikatet driftssikker. Er ministeriet bange for pressen, er Lisbeth Knudsen sikkert et godt valg og formodentlig en fornuftig dialogpartner over for ministeriet. Resten af bestyrelsen er også ny. Nogle er ukendte i større teaterkredse – andre tilsyneladende folk, som ministeriet har tillid til. For ingen tvivl om det. Alt er politisk eller baseret på overvejelser sået på Slotsholmen.
Nu er bestyrelsesformanden gammel publicist og teaterchefen Morten Hesseldahl ligeledes fra den verden. Hvad så med kunsten? Den skal tilsyneladende klares af de respektive afdelinger, så længe de får lov at bestå.
Hvilke problemer står bestyrelsen overfor:
Den gamle bestyrelse har af sparehensyn offentliggjort, at Scenografisk Værksted skal lukke – mest fordi huslejen er så høj. Man har også meldt ud, at der skal betales skolepenge på Balletskolen. Men det er bittesmå besparelser. Der må mere på bordet! Og ikke mindst lukningen af værkstedet synes fagligt, kunstnerisk og økonomisk helt uforsvarligt. Det bliver kun dyrere, siger dem, der ved besked.
Den gamle bestyrelse fik ikke ryddet yderligere op i fagforeningerne på teatret. Selv en lille eksperimenterende forestilling, hvor to mand sidder med et par kasketter på, har i programmet et hav af navngivne specialister back stage. Og rejser Nationalscenen ud på turné- er det grotesk, hvad fagforeningerne kræver af mandskab. Kan den nye bestyrelse klare opstramningen?
Balletten har det skidt for tiden. Et tyndt sæsonprogram og triste præstationer. Og hvor er alle de unge, nye danske talenter fra skolen henne? Operaen kører kunstnerisk pænt, men det kniber med fornyelse blandt sangerstaben, og hvorfor er der flere mellemgode sangere fra udlandet? Måske var der danske sangere på samme niveau?
Skuespillet har lagt overraskende meget vægt på alternative eksperimenter, men har heldigvis også haft gedigne kunstneriske sejre på den store scene.
Der er tre huse at passe. Det må koste kassen. Fungerer strukturen overhovedet?
Jeg synes i øvrigt, det er rimeligt, at Det kongelige Teater, som stadig får mere end en halv milliard kroner i statstilskud skal spare på linje med alle andre. En kunstnerisk institution behøver ikke, som en anden erhvervsvirksomhed, vokse hele tiden. Teatret har i øvrigt takket være sit navn nemt ved at tiltrække sig private fondspenge og sponsorer – som derved ikke er tilgængelige for resten af teaterverdenen. Stands op. Juster. Og Få ikke resten af dansk teater til at dø.
I øvrigt kunne Kulturministeren jo lave en snakkeklub (hvis det ikke allerede er gjort) imellem – Lisbeth Knudsen, ny formand på Det Kongelige Teater, Michel Christiansen, tidl. teaterchef på Det Kongelige Teater, nuværende formand for DR og Lars Liebst, direktør for Tivoli og formand for TV 2 og gift med Annette Abildgaard, der er kommet i Det Kongelige Teaters bestyrelse. Måske kunne denne klub gøre nogle chefposter overflødige.
Og mens vi er i gang – hvad med Statens Museum for kunst? Er der ikke nogle fra kunstverdenen, som gerne vil sidde i en kommende bestyrelse, og som ministeriet gerne vil samarbejde med? Og ligeledes for Nationalmuseet, et par gamle universitetsfolk og historikere? Det er snart juleaften og gavetid!