∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse Af Ulla Strømberg.

Kong Lear på turné med Folketeatret og siden i Nørregade.

Det er Waage Sandøs forestilling, slet og ret. For Waage Sandø spiller den aldrende konge upåklageligt og viser både styrke, vrede, ærgrelse, fortrydelse og til sidst dårskabens lattermildhed.  Meget fint og nuanceret udtrykkes forskellige stadier i den tiltagende alderdoms deroute – og helt uden falske toner. Rollen markerer tillige Waage Sandøs 60 års jubilæum. Imponerende.

Shakespeares ”King Lear” er ligesom ”Hamlet” et skuespil, som appellerer til mandlige skuespillere og instruktører – blot forskellige steder i deres liv. Hamlet er ungdommens depressive spejl – mens Lear viser alderdommens tristesse og afmægtighed.  For der er så meget desillusioneret visdom nedlagt i ordene, selv om Shakespeare kun var 43 år, da han skrev ”King Lear”.  Som den teaterskrædder han også var, blev to forskellige, eksisterende historier, koblet sammen og et verdensdrama om livets fejltagelser blev til.

Men det er ikke nemt at spille Lear på en lille bitte scene, selv om scenografen Peter de Neergaard faktisk er sluppet fint fra det med nogle mærkelige skulpturer, der minder om både Påskeøen og dansk jernalder, understøttet af gode projektioner. Det fungerer, men der er trængsel på scenen, hvor kostumerne heldigvis er overraskende elegante og associerer til den store kunsthistorie, både italiensk 1400-1500 tals udstyr hos damerne og sandelig også lidt Konstantinopel-stemning hos narren. Er det Melchior Lorck eller blot de danske guldaldermalere, der spøger? Raffinerede er kostumerne ved Lauréline Démonet.

Det bliver de yngre mandlige skuespillere, som sammen med Waage Sandø, løfter forestillingen og mestrer Shakespeares ord i Niels Brunses letløbende oversættelse. De bruger deres stemmemateriale flot, hvor Martin Elung-Jensen markerer sig smukt som den gode Kent sekunderet af Mathias Flint og  Brian Hjulmann.

Sværere er det for de tre kvindelige skuespillere, som jo hos Shakespeare i øvrigt var tiltænkt unge drenge med tynde stemmer. Nu står de der på lilleputscenen, hvor  to skal være onde over for faderen og sandelig også imod hinanden, men det ses i lidt umotiverede, kvindagtige attituder og for megen flagren med armene.

Men sandelig ikke hos figuren Lear, Shakespeares legendariske studie i alderdom, som ikke er spor behageligt.  Ikke uden grund siges det et andet sted hos Shakespeare om den cyklus mennesket gennemlever fra barndommen for at ende i alderdommens barnlighed.

Den ferme Shakespares to sammenflettede historier nuancerer moralen: Kong Lear vil dele sit rige i tre, men først høre, hvem der elsker ham højest – og deroverfor – Glocester, med to sønner, som han tager fejl af: den ene ædel – den anden ond og nedrig.

Konklusionen er selvfølgelig også et studie i at tage fejl og ikke kunne rette op på miseren, før det er for sent.

Waage Sandø, i samarbejde med instruktøren Vibeke Wrede,  gennemspiller de traditionelle faser i Lears vej mod døden – uden at forfalde til trick. Nemt er det ikke at tage fejl af sine børn, at miste alt og at støde den eneste datter, der vil ham det godt, fra sig. Alt hvad Lear gør og siger er fejlslutninger, som ikke kan rulles tilbage.

I tekstbearbejdelsen er der sket nogle ændringer, men det fungerer faktisk godt og effektivt. Døtrenes griske mænd er borte, så de to ældste søstre kan koncentrere sig om magtkampen og onde, unge Glocester.  Til gengæld er den blindede Glocester også væk og modne Kent  må være den tro følgesvend ude i den ørken, som ikke er så tydelig her.

Ofte lader instruktører den yngste og godhjertede datter Cordelia spille nar. Det sker også her, men kræver en meget tydelig tekstbehandling, for alle pointerne i tragediens  grundfilosofi ligger netop i narrens kommentarer og  ironiske distance til Lear.  Marie Boda har charme, men mangler endnu lidt tyngde.

Fra Shakespeares side er de to sammenflettede historier med til at nuance billedet af at tage fejl og ikke nå at råde bod.

Med Waage Sandø som en moden Lear er forestillingen et fint bud på en klassiker, der forholdsvis tro mod udgangspunktet fastholder den dybere filosofi.

 

Med ikke mindst de mandlige skuespillere er det blevet til en forestilling, som er værdig til at sendes rundt i landet – også som  bevis på, at de gamle klassiske tekster stadig kan noget.

Tillykke til Waage Sandø med de 60 jubilæumsår – godt gået – og stadig på toppen.

Efterlysning:

Som et stort velunderstøttet teater i København og med forpligtelser i hele landet er det fortsat sparsomt med programoplysninger fra Folketeatrets side. Mærkeligt.  Hvor er en hyldest til Waage Sandø?  hvor er overvejelser vedr. tragedien? Shakespeare, teksten, bearbejdelsen,  oversættelsen ved Niels Brunse? Hvis denne opsætning skal kaldes bevarelse af kulturarv, må Folketeatret strenge sig an.  Der er jo nok af Shakespeare-litteratur at øse af.  Og publikum vil gerne oplyses.  Selv har jeg bladret i adskillige Shakespeare-håndbøger for at justere min Lear-opfattelse nu. Men det er næppe alle, der har tilgængelig litteratur på hylden derhjemme.  Vil derfor henvise til flere små udmærkede introduktioner til Shakespeare skrevet af dramaturgen m.m. Kitter Krebs,  udgivet igennem de senere år på forlaget Ragnerock.

Forfatter: William Shakespeare
Oversættelse: Niels Brunse
Tekstbearbejdelse: Waage Sandø
Bearbejdelse og instruktion: Vibeke Wrede
Manuskriptdramaturgi: Ninette Mulvad
Scenografi: Peter de Neergaard
Kostumedesign: Lauréline Démonet
Komponist: Alexander Wrede Elung-Jensen
Lysdesign: Malthe Haugaard
Stagefight: Adam Brix
Medvirkende: Waage Sandø, Marie Boda, Martin Elung-Jensen, Brian Hjulmann, Sidsel Siem Koch, Sara Hjort Ditlevsen, Mathias Flint