∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Køter – ny ballet hos Dansk Danseteater.
Med den otte år gammel ballet ”Køter” viser Dansk Danseteaters nye leder, Marina Mascarell, at det statsstøttede danske kompagni har skiftet kurs og ændret sin tilgang til moderne dans (og til publikum). Det var mere end tiltrængt, og man kan kun ønske Marina Mascarell velkommen i København og på Holmen, hvor Dansk Danseteater bor i dag under tag hos Det Kongelige Teater.
”Køter” er en ballet, som oprindelig blev skabt til Göteborgoperaens dansekompagni, der er yderst velrenommeret, og som i øvrigt kommer til København sidst på foråret.
Med et ønske om at finde noget nordisk og dykke ned i det særegne valgtes den gang begrebet ”Jantelov”, det, at man ikke må stikke snuden for langt fem.
’Køter” rummer mange eksempler på flokdyr, og det er nu slet ikke ualmindeligt i moderne dans, tværtimod, mange balletter handler faktisk om det. Gruppen over for den enkelte. Middelmådighedens triumf. Tænkt på Le Sacre du Printemps – dog på en anden måde. Men historien er acceptabel, trinene og bevægelserne bliver aldrig stereotype i ”Køter”. Hundemetaforikken fungerer, men kunne såmænd godt have været udeladt, også i lyduniverset. Til gengæld er det lidt af en befrielse at de talte ord er på dansk, for det er trods alt et dansk kompagni med to danskere i. Tak.
Scoopet i balletten er sammenhængen imellem danserne og det visuelle rum, scenografien, som tilsammen løfter historien op, så det bliver større end blot gruppen og den enkelte, ofret, ofrene, som skiller sig umærkeligt ud.
Scenografien synes at være inspireret af det, vi kender fra 1920erne og 1930ernes nordiske arkitektur. Alvar Aalto og Arne Jacobsen. Her tænker jeg på nogle bestemte bølgende træskærme og Bellevue Teatret på dansk grund, der er påvirket af den finske arkitekt. Også den orange farve som går igen i nogle fantastisk foldede taburetter i alle formater, giver associationer. Som harmonikaer kan de vokse og foldes sammen og er i fuld samklang med de delikate beige-orange kostumer i bomuld og silke. Smukt er se på, mens den grundlæggende historie om flok og individualitet jo er grufuld.
Den elektroniske musik, eller lyd snarere end harmonier, fungerer effektivt. Ligeså de meget Bill Viola-inspirerede modvindsbilleder, som kendes fra et par videoer. Men det gør ikke noget, at den store, moderne billedkunst inspirerer til koreografiske løsninger.
Fint og engageret danset af alle, selv om nogle får lov at træde mere i karakter end andre.
Med denne åbningsforestilling lysner det for Dansk Danseteater, der i de seneste år i høj grad har manglet en favnende leder. Nu er hun der og lykke til.
Premiereaftenen indledtes med en samtale på dansk/ engelsk. Det blev lidt højttravende og var helt unødvendigt. Det udmærkede program gav de nødvendige informationer. Moderne dans skal opleves og føles, ikke snakkes ihjel.
ballet
KREDITERING & INFORMATIONER
ISCENESÆTTELSE & KONCEPT Marina Mascarell
KOREOGRAFI Marina Mascarell and Jessica Lyall, Lukas Hartvig-Møller, Merete Hersvik, Bradley Waller, Edward Pearce, Lúa Mayenco Cardenal, Kristin Bjerkestrand, Leticia Silva, Yi-Shao, Amancio Gonzalez & Wolf Govaerts, Luca Tomaselli
MUSIK Yamila Ríos
KOMPAGNI Dansk Danseteater
DANSERE Jessica Lyall, Lukas Hartvig-Møller, Merete Hersvik, Bradley Waller, Edward Pearce, Lúa Mayenco Cardenal, Kristin Bjerkestrand, Leticia Silva, Yi-Shao, Amancio Gonzalez & Wolf Govaerts, Luca Tomaselli
SCENOGRAFI Kristin Torp
DRAMATURGI Bodil Persson
KOSTUMEDESIGN Nina Botkay
KOREOGRAFISK ASSISTENT Hilary Briggs, Patricia Seron Pawlik
KOREOGRAFISK PRAKTIKANT Ottavia Catenacci
TEKST Josephine Olhoff-Jakobsen og Marina Mascarell
LYSDESIGN Raphael Frisenvænge Solholm
LYDDESIGN Rafael Cañete Fernández
SKRÆDDER: Maria Ipsen
FOTO Bradley Waller
www.danskdanseteater.dk