Kommenteret af Ulla Strømberg.
Kød på lille Scene, Aalborg Teater af Thomas Markmann, instrueret af Martin Nyborg.
Ny dansk dramatik – på den lille scene på Aalborg Teater med fest på scenen og en begyndende vemod hos publikum.
Vi lever i en tid, hvor mad og nydelse har høj prioritet. Derfor giver det både koncentration og opmærksomhed hos publikum at indlede med en opskrift. Og sådan begynder forestillingen ”Kød” på den mest charmerede måde.
Åbningen er sympatisk og lover godt. Der dufter. Forrest på scenegulvet i det sorte rum står et mobilt køkkenbord, hvor en mand med forklæde er ved at tilberede noget mad. Det syder, og vi følger koncentreret med. Skuespillerne kommer ind lidt efter lidt og har alle noget tøj på, der kunne ligne slagteriarbejderes og så alligevel ikke. På det mobile køkkenbord er der opstillet masser af dåseøl. Skuespillerne griber en hver – knapper op – og drikker lidt.
Overskriften ”Kød” og lidt forannoncering har talt om dansk svineavl, så på forhånd kunne man måske forestille sig lidt af hvert. Med instruktøren Martin Nyborg og dramatikeren Thomas Markmann havde jeg forventet en smule realisme og koncentration omkring de ca. 30 millioner slagtesvin, som Danmark producerer om året. Men sådan ville forestillingen det slet ikke.
Jeg blev derfor skuffet og forvirret og vil nøjes med at kommentere forestillingen, fordi jeg nok ikke er målgruppen. Der var nemlig fest på scenen, mens publikum hen igennem forestillingen tilsyneladende mere og mere blev præget af vemod.
Hvad der kunne have været et indlæg i debatten om dyrevelfærd og dansk svinekødseksport og måske med en up to date undertekst om 17 millioner uskyldige minks død, blev til en slags Walpurgisnacht for de medvirkende, dvs. vild, nærmest dæmonisk og ustyrlig fest, mens publikum sad og så på.
De mange dåseøl, som blev frekventeret flere gange, og sikkert blot var en gang tyndtflydende teatervand, skulle måske symbolisere dansk undergang, men jeg er ikke sikker. I det hele taget var der flere, også dramaturgiske elementer, der efterlod mig som publikummer desorienteret.
Der var ikke en lineær udvikling i forestillingen. Nok var der en historie, men der var ikke en struktur i tekst og handling, der kunne gribe mig. Det var snarere forskellige dramaøvelser lagt ind i og udenom en meget lille historie om et svin, der bliver menneskeliggjort. På scenen møder vi forskellige ”arketyper”: kvinden, sygeplejersken, bonden, jægeren, Jesus, dyret, moderen etc.
Konkret mødes vi af først mad, hvor kun skuespillerne får lidt pull pork, mens vi må nøjes med opskriften. Så vild fest med masser af musik uden årsag. Ud af festen opstår en kærlighedsaffære imellem to modne mennesker. På deres vej fra festen møder de et bortløbent slagtesvin, som de tager til sig. Denne gode gerning bliver fatal. Og da de venter sig, er de (parret) allerede godt på vej til selv at blive ”svin”. Kullet er på 7, en nyfødt dør! Der er pludselig socialrealisme i handlingen. Der festes vist videre, og hen mod slutningen tager svinet over. Hvor det før var umælende, har det nu fået stemme og endnu mere intellekt, end videnskaben vist udsiger.
Og hvad skal vi så lære af det?
Jeg ved det ikke. Heller ikke hvorfor der er et par umotiverede publikumshenvendelser hen ad vejen: fra jægeren, der gik på jagt med sin fader, og bondemanden, som er ensom etc.
Jeg er sikker på, at instruktøren Martin Nyborg, som primært efter endt uddannelse har iscenesat på Aalborg Teater og flere gange med stor succes, ved, hvad han vil. Men det er ikke indlysende at mixe en brutal, semi-absurd historie om et par, der skjuler et svin, og så nogle skuespillere, der i 1970erstil vil i kontakt med publikum. Jeg mangler også begrundelse for den indimellem løse spillespil afløst brutalt af en sanseløs feststemning, hvor menneskets ubevidste kræfter fra det underjordiske slippes løs. I teatersammenhæng synes det gammeldags.
Skuespillerne er fremragende, og deres gode kræfter burde kunne bruges til andet og mere. Næste gang ville det være godt, hvis instruktør og dramatiker også tænkte i publikums- samfundsrelevante baner.
Holdet bag:
Dramatiker
Thomas Markmann
Instruktør
Martin Nyborg
Scenograf
Marie Rosendahl Chemnitz
Lysdesign
Mia Willett
Lyddesign
Rune Abel Aagaard
efter ide af Jonas Hvid