Kommentar af Ulla Strømberg.
Knud W. Jensen – 100 år – onsdag d.7.12. 2016.
Det er ikke hver dag, vi markerer en 100 års fødselsdag, men Frederiksborg Amtsavis hyldede i en stor og fint opsat artikel i denne weekend Knud W. Jensen, Louisianas stifter. Jeg følger trop og tænker tilbage på mine egne gode oplevelser på Louisiana, takket være Knud W. Jensen.
For der går ikke mange dage, uden at jeg tænker på Knud W. Jensens kulturengagement, og hvordan han med en fantastisk fornemmelse for kunst og publikum var i stand til med god smag at forene det sublime med det folkelige. For det var lige netop det, som Louisiana Museet i Humlebæk stod for fra grundlæggelsen i 1958 og igennem hele Knud W.’s virke frem til hans død i 2000. At museet nu har skiftet karakter med mere vægt på folkeligheden og massetilstrømningen – det er en anden sag.
( Foto: Thomas Mayer. Credit: Louisiana museum of modern art.)
Det ville også have været interessant at høre Knud W.s synspunkter om den statslige kulturpolitik her i 2016, hvor alle institutioner lægges sammen til mastodont størrelser, som kun embedsmænd kan overskue. Derved er de fleste andre sat ud af spillet.
1950erne
Som barn boede jeg om sommeren i nærheden af Humlebæk, og jeg besøgte faktisk Louisiana dagen før den officielle åbning, for der var naturligvis adgang for de lokale. Alle i Sletten (og Humlebæk) kendte Oste-Jensen. Den nydelige rigmand med den store båd, det fine hus på toppen, de intellektuelle venner og selvfølgelig de interessante planer om et kunstmuseum i HUMLEBÆK. Alt omkring Knud W. var anderledes end det dagligdags, og sådan blev det faktisk ved igennem alle årene. Hvor folk med penge gik i habit og slips – var Knud W. Jensen i fløjl og ternet skjorte. Og hvor folk inden for kunstens verden kunne være arrogante og sig selv nok – var Knud W. Jensen åben, gavmild og engageret i omverdenen.
Moderne kunst for og til alle
Uden Louisiana ville mange af os først i voksenlivet have stiftet bekendtskab med moderne kunst. Men fra midten af 1960erne blev Louisiana stedet, hvor de nyeste strømninger inden for både kunst, musik – og siden også litteratur blev præsenteret for publikum. For Knud W. var det vigtigt at dele med andre. Det skulle være nemt at gå på museum. Derfor blev der indrettet en børnerum, hvor småfolk iklædt et blåt forklæde kunne tegne. Mange år efter kom et helt børnehus fulgt op af alverdens forsøg på kunstnerisk udformede legepladser, som nu altid har været svære at få til at fungere.
Caféen var et andet punkt. Oprindelig husker jeg nogle vidunderlige madder med spegepølse i små hjemmebagte boller. Det koncept holdt længe, men udviklede sig siden og er i dag en café, der har fået så stor succes, at kaffekopperne er udskiftet med papkrus. Det havde den æstetisk tænkende Knud W. ikke syntes om. Men sådan er det vel, når en idé vokser sig stor og levedygtig, så kommer der mange andre og mere kommercielt tænkende væsener ind over beslutningerne. Selv talte Knud W. om caféen som en god grund til, at husmoderen kunne holde fri. Han brugte netop det ord: husmoderfri.
Musik og litteratur
På Louisiana hørte jeg min første kammerkoncert, og på Louisiana mødte jeg som ung, under litteraturens dage, alle de kendte gyldendalforfattere, som kom og læste op – og man sad i rundkreds inde i museet med kunsten på væggene og digterne midt på gulvet. Det var fantastisk og anderledes. Den helt specielle forbindelse imellem Louisiana, Knud W., Gyldendal og for den sags skyld også Politiken, skal jeg ikke komme ind på, men forbindelsen er der.
Louisiana i radioen
Der gik mange år, før jeg som journalist turde nærme mig Louisiana. Jeg måtte igennem flere års kunsthistoriske studier, men så begyndte jeg rent professionelt at følge museets udstillinger på en anden, måske lidt mere distanceret måde end tidligere. Som medlem af Louisanaklubben var man jo ven af museet. Det havde jeg været siden mit 15. år. Nu skulle museets udstillingspolitik analyseres, og kunsten formidles i radioen.
Den dag jeg første gang skulle interviewe Knud W. på Louisiana, fik han, mens jeg sad på kontoret, en opringning fra en socialdemokratisk politiker. Det statslige tilskud var i hus. Stor var lettelsen hos den dygtige forretningsmand, der vidste, at selv om mange havde anset Louisiana for at være en privat idé, der måtte leve af entréindtægten og fondstilskud til kunstindkøb, så kunne Louisiana ikke klare konkurrencen uden at blive accepteret på linje med andre offentlige museer. Og så skete det, museet blev en del af det subventionerede danske kulturliv.
Fra slutningen af 1980erne til i dag er statstilskuddet blevet otte-doblet og er vel snart omkring de 32 millioner kr. årligt. Det er mere end fortjent. Vi danskere (og københavnere) ville rent kunstnerisk have været som analfabeter, hvis vi ikke på en nem måde havde haft mulighed for at stifte bekendtskab med alverdens tendenser inden for billedkunsten efter år 1900.
Siden interviewede jeg Knud W. Jensen mange gange. Hans stemme var lys, skarp og med en smuk gammelkøbenhavnsk udtale. Det var næsten uacceptabelt dengang i DR, hvor et slægtskab med 68-generationen var i høj kurs. Men samtalerne blev ikke bortcensurerede, og efterfølgende endte jeg med at sende 28 radiodebatter fra museet mens Knud W. levede. De handlede om kunst, den store internationale og af og til om arkitektur, design og vilkår for danske billedkunstnerne.
Knud W. var levende interesseret i debatterne og et par gange, hvor han ikke var med i panelet, greb han alligevel mikrofonen og kom med sine synspunkter. Bl.a. kan jeg huske et tilfælde, hvor en publikummer havde ytret sig negativt om de mange svenske gruppebesøg, der allerede den gang invaderede det smukke museum. Men som Knud W. sagde: er det ikke bedre at disse mennesker, som er taget på bustur for at købe pølse, sukker og spiritus i Helsingør også får en kunstnerisk oplevelse, som de kan fortælle naboen om. Og han havde ret. Men sådan tænkte ikke alle i 1990erne.
Knud W. Jensen var levende interesseret i alt, hvad der vedrørte kunsten – for den var ikke og måtte aldrig blive et isoleret fænomen forbeholdt de få udvalgte.
Nutid
I de sidste år efter at Knud W. var fyldt 75 år, var han ikke selv den daglige leder af det museum, som på alle måder var hans et og alt. Det var ikke lige nemt hele tiden, men forskellige loyale ansatte og venner fik gelejdet museet videre, så det med de fleste værdier i behold kom ind i det ny årtusinde. Knud W. døde i 2000.
Ville Knud W. være glad for den publikumstilstrømning, som museet er genstand for i disse år? Ja, helt afgjort. Men måske ville han være ked af den mere strømlinede oplevelse, som en tur til Humlebæk er blevet i dag, hvor hele indgangsområdet er blevet til en stor butik, som det kendes fra alle andre museer og lufthavne. Selv det at købe billet minder mest af alt om at stå i kø i en busterminal.
Den gamle hvide villa med den store have ud mod Øresund havde noget magisk over sig allerede den første dag, da Knud W. kravlede over et hegn og så på herlighederne. ”Stedets ånd” hed ganske betegnende en af erindringsbøgerne. Jeg skal ikke være den, der påstår at ånden er væk, men der skal arbejdes ihærdigt på at bevare den, også for de kommende generationers skyld. Det skylder alle Knud W. Jensen.