Anbefalet af Ulla Strømberg.
Kluge – Catalogue Raisonné 1990-2020. Ny kunstnerbiografi.
Ny stor bog om maleren Thomas Kluge: Catalogue Raisonné 1990-2020 af Thyge Christian Fønss-Lundberg, udgivet af Bogforlaget Frydenlund.
Bogen er den oplagte gavebog, en rigtig coffeetable bog. Flot ser den ud, og tung er den. Vé den, der får bogen ned over fødderne.
Hvis det drejer om størrelse og vægt af denne kunstnerbiografi, så må Thomas Kluge være Danmarks mægtigste og vægtigste kunstner. Så tung er den nye bog. Måske 5-6 kg. Køkkenvægten kan i hvert fald ikke klare opgaven.
Thomas Kluge er den kendte, hyperrealistiske portrætmaler, som bl.a. har foreviget hele kongefamilien i både enkelte billeder og i et stort familieportræt. Også mange personer fra det danske erhvervsliv har siddet model for Kluge. Arbejdet har han gjort med bravur siden midten af 1990erne. Hans portrætter hænger på både institutioner og på Frederiksborg Slot.
Men bogen om ham er ikke lutter smil og glæde. Tværtimod. Alle billeder er præget af en alvor og tristesse. Thomas Kluge har følt sig uden for den kulturelle elite i Danmark, lige siden han i 1990-1993 i tre omgange blev nægtet optagelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Akademiet er jo i øvrigt det nu så kendte uddannelsessted, hvor en tidligere lærerkraft for få uger siden smed en ”buste” af Frederik V i vandet som en ”kunstnerisk happening”. Kluge ville ”bare” male, da han søgte ind på uddannelsen.
Set i dansk målestok har Thomas Kluge (1969) haft en fantastisk karriere. Han har som sagt portrætteret Kongehuset i flere omgange og tillige den tidligere rektor fra Kunstakademiet, Else Marie Bukdahl, og den tidligere direktør for Ny Carlsberg Fondet, Hans Edvard Nørregaard-Nielsen. Igennem 20 år, fra 1990 og fremefter, var de begge blandt de mest indflydelsesrige personer i dansk kunstliv, ja, måske de mest magtfulde. Alligevel har Kluges irritation over det danske kunstestablishment boret sig ind i sjælen på ham. Intet har hjulpet. Selv ikke et ridderkors eller adskillige udstillinger på danske provinsmuseer har kunnet mildne hans syn. Vreden er der stadig efter mere end 25 år med succes.
Forfatteren til denne mammutbog, kunsthistorikeren Thyge Christian Fønss-Lundberg, lader sig desværre rive med af denne vrede over det danske kunstparnas. Også de kapitler, der skulle handle om motiver, teknik og kunsthistoriske forbilleder, bliver gennemsyret af aggressioner og fjendebilleder, bl.a. konkretiseret i kunstanmeldere i Politiken og Weekendavisen.
Det er synd og giver bogen en unødvendig skævvridning, som måske får læseren til at stille ekstra spørgsmål om baggrunden for Kluges arbejde. Hvad er meningen med det hele? Provokation eller drømmen om det optimale værk?
Thomas Kluge fandt først sin endelige personlige stil omkring 1994. Men fra da af maler han i så naturtro en stil, at hans billeder nærmest kan forveksles med moderne farvefotos, hvis det ikke lige var for lærredet bag. Da han også som alle andre portrætmalere anvender fotografier som støtte for hukommelsen, er han af mange blevet misforstået. Men denne bog, ligesom tidligere bøger om Kluge, understreger netop, at hans teknik går videre end det, og at han på en helt unik måde kan bruge lys- og skyggevirkninger. Også hans evne til at gå ned og inddrage selv de mindste detaljer med største omhu leder tanken hen på malerier fra 1500-tallet. Det er blevet hans særkende, men også en anstødssten for mange kunsthistorikere.
Tilbage i 1990erne kunne man ikke tillade sig at male, så det lignede. Tiden i dag er lidt anderledes. Alt ændrer sig, og det har både Kluge, og mange andre kunstnere før ham, måttet sande.
Bogens hovedtekst er velskrevet og kommer rundt i mange hjørner af Kluges virke og går ned i de fleste af portrætterne og fremhæver mange interessante, symbolladede detaljer i motiver og opstillinger. Afslutningsvis interviewes Kluge af forfatteren. Men det er vel snarere en samtale, da spørgsmålene er lange og ganske uddybende. Egentlig kommer der ikke nye detaljer frem, og alt i alt bliver det snarere en gentagelse af forfatterens allerede fremførte tanker. Dog prøver samtalen at nærme sig problemstillingen omkring en malers anvendelse af den fotografiske teknik – som hjælpedisciplin.
Den eneste forskel på Kluge og andre malere er, ifølge samtalen, at Kluge ikke lægger skjul på, at han bruger fotos. Efter 1850 har de fleste kunstnere i større eller mindre grad anvendt fotografier, blandt mange andre skagensmalerne, Degas og Gauguin. De talte bare ikke højt om det. Den gamle fyrstemaler Laurits Tuxen ville have al sit fotomateriale destrueret før sin død.
Bogens udstyr: 500-600 sider i næsten A3 format signalerer, sammen med titlen, at dette er et unik og også ultimativt bogværk. Men mig bekendt plejer Catalogue Raisonné (kommenteret katalog over et samlet værk) at være en gennemgang af alle kunstnerens værker med realoplysninger, referencer m.m. ud for hvert billede. Sådan er det ikke her. Der er blot de indledende sider efterfulgt af affotografering af samtlige lærreder, ét efter ét. Bogen mangler dermed en uddybende tekst ved de enkelte billeder og en oversigt over de mange afbildede værker, som skulle omfatte samtlige malerier minus to, i alt 228. Læseren mister overblikket.
Det kan undre, at der mangler disse ellers så nødvendige oversigter. For teksten på de første 125 sider er ganske dækkende og kunne snildt være om ikke gentaget så kort repeteret ved hvert billede. Men da der heller ikke er et billedindeks, endsige et personindeks, kan man faktisk ikke finde frem til den relevante forklaring på et udvalgt billede.
Det er som om, der er faldet nogle sider ud af dette store værk med den ambitiøse titel. Men det kunne der måske rettes op på.
Forlaget lover en ny, endnu mere luksuøs udgave til efteråret 2021. Da vil det være fornuftigt at nå frem til en anden papirkvalitet og supplere med billedoversigt, billedtekster, personindeks m.m.
Thomas Kluges hyperrealistiske billeder er ofte mørke. Han bruge ikke mindst mørket til at vise den tomhed, han ser og føler alle vegne. Denne hang til mørke har vist medført, at hele bogen, bortset fra de første 125 sider er trykt på sort superglat papir. Glat papir kan være svært at bladre i. Den sorte bundfarve sammen med det glitrede papir giver heller ikke den gedigne, genuine fornemmelse, som Kluges billeder faktisk fortjener. Meget mærkeligt. Spørgsmålet er, hvem der har valgt papiret?
Men vil man give en ”vægtig” julegave, så er Kluge-bogen afgjort en mulighed.
560 sider
Vejl. pris: 599,-
www.frydenlund.dk