Menu Luk

Klods-Hans – ny ballet er mere royal end nogensinde på Pantomimeteateret.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Klods-Hans – en ny ballet er mere royal end nogensinde på Pantomimeteateret.

Ved premieren på den ny ballet om Klods-Hans på det charmerende Pantomimeteateret var der royale vink både fra scenen og på tilskuerpladserne. For H M Dronning Margrethe er kunstneren bag scenografi og kostumer, mens Tobias Praetorius har skabt historien og Philip Faber den ny musik (spillet på bånd).

Klods-Hans. Ballet på Pantomimeteateret. 2024. Ved fremkaldelserne ved premieren med Dronningen i midten. Pressefoto.

Det hele harmonerer fint i en naiv eventyrverden, hvor dronningens stilfærdige billeder af flere lokaliteter i et eventyrland er holdt i douche neddæmpede farver. Men hos prinsessen i hendes gemakker er der knald på de røde nuancer i vægdekorationerne. Det hele er pap, papir og lærred, som det skal være på Pantomimeteateret.

Trin og musik er lige at gå til. Sjældent har der været så mange ”vittigheder” i koreografi og musik, som passer fortrinligt sammen, og skaber noget, alle kan forstå. For sådan er det i Tivoli, hvor der ingen information er om forestillingerne. Alle tilskuere er forudsætningsløse –uanset om det er til de gamle pantomimeforestillinger eller årets nykoreograferede ballet.

Klods-Hans. Ballet på Pantomimeteateret. 2024. Pressefoto af Annett Behrens.

Danserne er gode, springene er i minihøjde, så det hele er en fryd uden vilde udskejelser. De fire hovedroller, de tre brødre og prinsessen, har  alle et fint performing-gen.  De to snobbede brødre er naragtige med deres royale håndhilsen, når de ridder på deres heste bestående af et paphestehoved og et kosteskaft.

Klods-Hans. Ballet på Pantomimeteateret. 2024. Pressefoto af Annett Behrens.

Prinsessen og Klods-Hans fremstår som sunde, unge mennesker, der gerne vil more sig og trampe rundt i noget midt imellem folkedans og almindelig pardans. Faktisk giver Klods Hans-figurens vildskab  gode associationer til Peer Gynt, når han stjæler bruden hos Henrik Ibsen til Griegs norske folkemusik.

Klods-Hans. Ballet på Pantomimeteateret. 2024. Pressefoto af Annett Behrens.

Det er blevet en lykkelig kombination med Philip Fabers musik (det var vist ham fra god-morgensang under en coronatid), kongelig danser Tobias Praetorius’ trin og den kongelige scenografs billeder og kostumer.

I øvrigt er Pantomimeteateret noget så usædvanligt som  et tivoli-tilbud, der ikke kræver turkort, men er for alle og med gratis siddepladser på bænkene, der i år står i en halvcirkel.

Lige inden for hovedindgangen funkler Dahlerups eksotiske teater fra 1876 og er helt uimodståelig med sin gamle teaterteknik. Vor dronning har netop færdiggjort et nydesignet påfuglehaletæppe. Igen charmerende i en stilfærdigt naivistisk stil.

Facts:

Koreograf: Tobias Praetorius

Komponist: Phillip Faber

Kostumer- og scenografi: H.M. Dronning Margrethe

Premiere: Den 22. juni

Spilledatoer: Klods-Hans opføres ca. 30 gange på udvalgte dage frem til den 25. august.

Aldersanbefaling: Fra seks år

Billetter: Med en entrébillet til Tivoli, får man også adgang til forestillingerne på Pantomimeteateret – inkl. Klods-Hans.

www.tivoli.dk

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *