∗∗∗∗
(5 stjerner til Tjekhov, 6 stjerner til skuespillerne, 3 stjerner til instruktøren og 0 stjerner til scenograf og lysdesignere.)
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Kirsebærhaven på Nørrebro Teater.
En fraværende scenografi ødelægger desværre alt for meget i en ellers stjernebesat ”Kirsebærhaven”. Uafbrudt igennem forestillingen ærgrede jeg mig over scenografens indblanding eller manglende tilstedeværelse. Øv. ”En fraværsscenografi” er vist den intellektuelle udlægning af denne sag – også ifølge programmet.
Nørrebro Teater har i de seneste år levet højt på at tage klassikere eller semiklassiske tekster og tviste dem, så de fremstod lidt mere ”nøgne” og dermed ”nutidige”. Nogle gange er det gået godt, andre gange har det været mere krampagtigt. Tjekhovs sidste skuespil ”Kirsebærhaven” havde fortjent en varmere omsorg.
Pokkers også, for instruktøren Madeleine Røn Juul er ellers kvinde for at få følelser og nærvær frem hos skuespillerne – og det lykkes også på trods, for det er lidt af et stjernehold, der er samlet i Ravnsborggade med garvede folk som Michael Birkkjær, Henrik Lykkegaard, Ole Lemmeke, Tina Gylling Mortensen, Sarah Boberg, Josephine Park og så ,med ynde, i centrum, Christiane Gjellerup Koch.
Men i tysk stil skal skuespillerne løbe lidt forvirrede rundt på den store triste og tomme scene som den svenske scenograf Sven Dahlberg har ”skabt”, uden så meget som en detalje (bortset fra et mønstret gulv) suppleret af et ikke-eksisterende scenelys, som også kunne have virket befordrende på spillet. Vi ser ind på den nøgne scene. Det er desværre gjort mange, mange gange før med bedre held. Og kostumerne, som scenografen også står for, er triste grå og ringe udført. En trist affære, som mister sin kraft ved at være upræcis i anslaget og udførelsen.
Forestillingen viser flotte, isolerede skuespillerpræstationer, nærmest på trods, og man må undre sig over, at Røn Juul ikke har grebet ind og ladet skuespillerne få lov at folde sig ud i stedet for at stagnere som klicheer.
”Kirsebærhaven” er ikke Tjekhovs bedste stykke, dertil er handlingen for svag, men stykket og dialogen er alligevel et sindbillede på menneskets dårskab og iboende overlevelsesevne. Den bankende, førrevolutionære stemning hersker i hver replik. De fleste figurer er i lediggang, for den gamle russiske adel har levet og soldet deres formuer op. Ikke i tide har de erkendt, at klassesamfundet er på tilbagetrækning, og at der skal ydes en indsats.
”Kirsebærhaven” i bogstavelig forstand er symbolet på den gamle drøm om livet på landet med de smukke træer, som familien har levet med. Haven står for skud, den er sat på tvangsauktion, men alligevel kan ejerne, spillet af Christiane G. Koch og hendes forfjamskede broder i Ole Lemmekes skikkelse, ikke tage sig sammen og agere. Den nye verden står derfor og banker på, og selvfølgelig er den personificeret i naboen, ham de altid har set ned på, fordi han ikke er adelig. Han har midler til at købe Kirsebærhaven, fælde træerne og tjene penge på nyt sommerhusbyggeri.
Lyder det bekendt? Mon ikke. Tjekhov var fremsynet. Tjekhov var vel nærmest synsk, og derfor kan man igen og igen gå tilbage til hans tekster og fortolke dem, men ikke forvanske eller forvaske dem! Og det er lige netop det, som scenografen Sven Dahlberg – også ifølge programmet – har været hovedmedvirkende til. Vi må ikke føle Kirsebærhaven, står der nærmest som en programerklæring. Men det er jo pointen, at i barndommens land lå der en hygge, en sentimentalitet, en tryghed, som ikke burde forsvinde – uanset at nye tider banker på.
For mig er det ikke Tjekhov, der spilles på Nørrebro Teater, men derimod flot ensembleteater, hvor desværre scenografen har været i stand til at ødelægge mere end halvdelen af oplevelsen. Men måske er jeg for fintfølende? Det bliver et nej herfra til hr. Dahlberg!
Medvirkende
MIKAEL BIRKKJÆR, MICHELLE BJØRN-ANDERSEN, SARAH BOBERG, CHRISTIANE GJELLERUP KOCH, TINA GYLLING MORTENSEN, ASBJØRN KROGH NISSEN, OLE LEMMEKE, HENRIK LYKKEGAARD, JOSEPHINE PARK, MARIE TOURELL SØDERBERG, YOUSSEF WAYNE HVIDTFELDT, JACOB WEBLE
Instruktion og bearbejdelse: Madeleine Røn Juul Oversættelse: THOR LANGE Scenografi og kostumer: Sven Dahlberg Koreograf: Esa Alanne.
www.nbt.dk
Tak for anmeldelsen.
Når du understreger at alle skuespillere yder en særdeles god indsats, og så – ud over to gruppebilleder – vælger et foto af en scene med Lopákhin (Henrik Lykkegaard) og stuepigen Dunjásja (Marie Tourell Søderberg), var det måske på sin plads også at omtale sidstnævnte med navn i anmeldelsen eller billedteksten.