∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Tom Harpøth.
En spændende, adrenalinpumpende action/eventyrfilm, som ikke bringer publikum nærmere en løsning på verdens fortrædeligheder, men som underholder i højt tempo.
Foto © Nordisk Film Produktion
Filmen er ”den vanskelige toer”, som undertegnede anmelder ikke kan bedømme den som, idet han ikke har overværet etteren. Men der er smæk for skillingen, heftige biljagter, farefulde bjergtindebestigninger og fantastiske slåskampe, som ingen kan overleve, undtagen lige på det store filmlærred. Det er voldsbilleder blødt op af en voldens æstetik, som får alle grusomhederne til at glide lettere ned. At se den elegante Colin Firth med stiff upper lip og paraply forsvare sig mod maskinpistolbevæbnede skurke, der kunne have ekspederet et helt regiment til en anden verden, er en sand æstetisk oplevelse. Musikken er høj og understøttende det rockballetagtige over de ellers ubehagelige optrin, – som der er mange af.
Foto © Nordisk Film Produktion
Kingsman er en uafhængig, britisk spionorganisation, dedikeret til at bevare verdensfreden, mens de, takket være deres cover som high-end skræddere, ser ud, som om de er trådt ud af et klassisk engelsk skrædderi på den eksklusive Savile Road i London. Vores helte står over for en udfordring, da deres hovedkvarter bliver jævnet med jorden, og verden bliver holdt som gidsel. På deres færd opdager de et allieret spionbureau i USA, der hedder Statesman, hvis rødder går lige så langt tilbage som Kingsman. I det nye eventyr, der tester agenternes styrke og snilde, skal de to eliteenheder samarbejde for at besejre en fælles, nådesløs fjende og redde verden. Noget der er ved at blive en vane for Eggsy (konsekvent og flot spillet af Taron Egerton), vores helt ved siden af sin mentor, Colin Firth. At også Elton John har en rolle som Elton John bidrager til løjerne, og giver filmen en ironisk kant i forhold til for eksempel James Bond- filmene.
Foto © Nordisk Film Produktion
Det en original og opfindsom actionfilm, der leger med de gængse normer, fastsat af utallige spionagentfilm før den. Det er også en lang film (141 min.), som lige så godt kunne have sluttet 10, 20 eller 30 minutter før den gør, ifølge denne anmelder, men der skulle lige en kampscene mere med eller to.
Titel: Kingsman – the Golden Circle
Instruktion: Matthew Vaughn
Censur – 15 år
Længde – 141 minutter
Premiere: 21/9-2017