∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Fin miniversion for to skuespillere og en musiker af King Lear – Shakespeares undersøgelse af alderdommens trængsler. Men rigtig farlig og bevægende bliver forestillingen ikke. Dertil er scenerummet for stort  i forhold til den stiliserede dekoration,  teksten for beskåret og Lear ikke i tilstrækkelig sindsmæssig udvikling eller forandring. Det skal dog siges, at på den første spilleaften i Teater V blev det meddelt, at lyset ikke var rigtigt. Det kan gøre en stor forskel.

Selvfølgelig kan det hele ikke være med, når en stor tragedie i flere akter koges ned til 80 minutter med kun to skuespillere. Men i Thomas Jacob Clausen Rønnes bearbejdelse er meget med, og narrens rolle, som han selv spiller med stort overskud, er udbygget til også at rumme de tre døtre.  Fin og velgennemført idé. Kender man til Shakespeares tragedie, må man dog tænke sig til de mange andre personer i stykket.

Holdet er godt sammensat med Hans Rønne som instruktør. Her er hverken snyd eller overkill, for hvor Hans Rønne er – synes alt rent og nedtonet. Ole Sørensen er veteran hos Møllen og har igennem mange år ikke mindst i monologer brilleret som den stovte mand, der bærer sine byrder – i dyb alvor og ofte medmenneskeligt. Det gør han også he som Lear, men starter nok lidt for mørkt. Dermed hindres den udvikling og nedtur, som Lear gennemløber.

Thomas Jacob Clausen Rønne som nar og de tre døtre, hvor kun forskellige kjoler symbolsk vises frem, spiller ekvilibristisk, veltalende og velartikuleret, så det er en fryd. Men lidt af pusten damper af, da døtrene til sidst skal spille op mod hinanden.

Musikken styres smukt af Jullie Hjetland, der midt på scenen i et lille indelukke behersker flere strengeinstrumenter og diverse andre maskiner, som kan fremkalde lyde. Interessant ser hun ud i sort dragt og langt hår og med strikketøj i de korte pauser. Lear og narren har også sorte dragter på,  Lear selvfølgelig tillige med en slidt slængkappe og en legetøjskrone – lige efter traditionen.

Alt er godt gennemtænkt, også scenografien ved Gitte Baastrup. En opbygning i røde renaissancefarver, hvor det er fysisk anstrengende ved at nå op på tops og blive i magten visualiseres. Klart, logisk  og en understregning af Lears kamp for blot at leve.

I enhver nytolkning kan og skal der lægges vægt på udvalgte temaer.Denne Lear handler ikke så meget om magtmennesket Lear, der er tæt på livets afslutning og skal vænne sig til den tilstand. Lear når heller ikke at erkende at han tog fejl af menneskene omkring sig. Og hvad med spejlingen  med  Glochester, der også fejlfortolkede sine to sønner. Det er skåret væk – eller optræder blot i en kort replik, som narren har. Men hos Shakespeare mødes de to gamle mænd – den ene blind – den anden blindet – og begge har mistet det, de troede på. Ikke mærkeligt, for det var jo fake!

I denne bearbejdning mangler parallelhandlingen, men også det kan accepteres.  For vægten er snarere lagt på begreber som tillid og mistillid fremfor alderdom og død.  Lear siges at have været magtfuldkommen. Nu ønsker han at dele riget imellem de tre døtre, men først vil han høre, hvad godt de har at sige om ham. De to ældste ryster op med sleske sætninger, mens den yngste, Cordelia, prøver at være ærlig: jeg elsker min far som meget, som man nu elsker en far,  siger hun bl.a. Det er ikke nok for Lear, der er åndeligt døv og ikke kan høre forskel på det ærlige og det uærlige. Alligevel er det netop Cordelia, som følger Lear mod slutningen, da seniliteten og dårskaben har sat ind, og Lear vandrer mod døden.  Også narren forbliver tro mod sin herre, men er pr. definition ansat til at være Rasmus Modsat og sige vittigheder midt i den store tragedie. Det er jo en af de finter, Shakespeare ofte benytter sig af i de store tragedier. Det dybt tragiske sat i relief af narrens pudsigheder.

Med et andet scenelys, en større intimitet i selve rummet og først som sidst: hvis Ole Sørensen vil give Lear-figuren lov til at gennemgå flere stadier, kan forestillingen få den farlighed og dødsens alvor, som tragedien rummer:Ofte satser vi på de forkerte mennesker, de forkerte værdier, og så er det slut. Vi nåede det ikke.  Det er nok Lears skæbne i denne version. Er det for meget forlangt? Forestillingen lægger op til det, og målt med egnsteaterstandard er denne ”King Lear” imponerende og konsekvent – trods indvendingerne.

 

 

Instruktør: Hans Rønne

Scenograf: Gitte Baastrup

Musiker/komponist: Jullie Hjetland

Bearbejdelse: Thomas Jacob Clausen Rønne

 

Medvirkende: Ole Sørensen, Thomas Jacob Clausen Rønne og Jullie Hjetland

Producent: Teatret Møllen i samarbejde med Teatret/Hans Rønne.

www.teatermoellen.dk

Der spilles på Teater V – i Valby  torsdag d.12.4. – lørdag d.14.4.

Køb billetter:https://www.teaterbilletter.dk/forestillinger/king-lear/