Kommentar af Ulla Strømberg.
Kedsommelig kulturpolitisk debat i Skuespilhuset på grund af uengagerede politikere.
Den hyperaktive og positive kongelige teaterchef, Kasper Holten, lagde i dag hus til en overraskende trist kulturdebat. Men det var sandelig ikke Kasper Holtens skyld. For han leverede gang på gang overbevisende indlæg: Kunst- og kulturverdenen bør lægge offerrolle fra sig og for at tage kampen op og ikke mindst sikre, at de næste generationer får kunst og kultur fra barnsben. Helt uden sociale skel. Stort bifald fra salen. Også Kunsthal Charlottenborgs direktør, Michael Thouber, sagde kloge ting om kunstens nødvendighed og om hvor vigtigt det er, at kunst og kultur bredes ud til hele landet. Kunstmuseet Kunsten i Aalborgs direktør, Gitte Ørskou, stod ikke tilbage for de to herrer og kom med flere eksempler på det fodfæste, som kunst og kultur har i det nordjyske og i provinsen generelt.
Nej, fejlen lå hos de to ordstyrere, som tilsyneladende ikke vidste ret meget om kulturpolitik og i øvrigt slet ikke kunne få debatten til at køre. Men værst var det dog, at de to inviterede politikere virkede overraskende uengagerede og uforberedte. På grund af de ukvalificerede ordstyrere fik politikerne alt for nemt spil og intet modspil. Mogens Jensen fra Socialdemokratiet syntes at være på tilbagetog rent kulturpolitisk og efterlyste debat og dialog, men kunne ikke pege på noget som helst, der kunne indikere en fremtidens socialdemokratisk kulturpolitik. Var det ikke derfor, han var inviteret? Meget mærkeligt i betragtning af, at Mogens Jensen har været ganske kulturpolitisk orienteret i årevis. Naser Khader fra de konservative gentog sig selv flere gange, og det lød, som om han slet ikke turde tale om kunst og kultur – for sit parti, for Christiansborg og for sine vælgere. ”Vælgerne gider ikke høre om kultur”, sagde han flere gange og tilføjede, ligeledes flere gange, at kultur aldrig er på dagsordenen ved vælgermøder.
”Vi har de politikere, vi fortjener” er en tyk floskel. Vi mangler i hvert fald engagerede kulturpolitikere, som kender områderne og ikke roder rundt i gratis adgang til museer, kulturpolitiske redegørelser, besøgstal etc.
Efter denne eftermiddag, hvor solen skinnede uden for det skuespilhus, som den socialdemokratiske kulturminister Jytte Hilden var med til at sætte i gang i 1990erne, må man blot konstatere, at det ser mørkt ud for dansk kulturpolitik. Vi har engagerede kunstnere, dygtige kulturledere, stadig flere kulturkonsumenter, men ingen kulturpolitikere og slet ingen kulturpolitisk journalistik, der kan påpege problemer og sætte det i et historisk perspektiv.
Åh, hvor er det trist. Og snart kommer en ny kulturminister, der formodentlig uden modspil vil fortsætte den siksaklinje, vi har levet med i årevis.