Kommenteret af Ulla Strømberg.
Til pressemøde med Kasper Holten og bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen, d. 20.4. 2018.
Det tog 1 måned og1dag at nå frem til Kasper Holten som ny teaterchef på Det Kongelige Teater. Men der er nok mange inden for branchen som kunne have udpeget Holten hurtigere. For han har fra dag ét været den mest oplagte kandidat i Danmark, hvis han altså gad. Med dag ét menes den dag, teaterchef Morten Hesseldahl offentligt sagde, at han ville vende tilbage til sin gamle verden, bøgerne og forlagsverdenen.
Dansk teater kender Kasper Holten. Han var kun 27 år gammel, da Michael Christiansen fik ham som operachef på Det Kongelige Teater i 2000. Noget af det første han søsatte var løftet om Wagners ”Ringen” i København – og ikke lang tid efter kom der flyvende en ny operabygning som gave til nationen og ham. I 2011 sagde Kasper Holten farvel til København, blev siden operachef i London og fortsatte sit arbejde som operainstruktør i det meste af verden, øst som vest. Sidste år sagde han stop i London, ville gerne have, at familien skulle bo i Danmark. Og nu er han i de næste 6 år bundet til Det Kongelige Teater.
Der er ikke meget, Kasper Holten ikke kan. Han har iscenesat mere end 70 forestillinger, primært opera. Han har lige skrevet en charmerende bog om opera, der er et underholdende bevis på hans store kærlighed til operagenren og musikken. Han kan tale, så man er lige ved at falde ned af stolen. Der er næppe det budskab, han ikke med overbevisning kan formidle, og hvis det ikke var, fordi han havde valgt kunsten, ville et hvert politisk parti tage imod ham med kyshånd. Han er en gudbenådet formidler og tænker hurtigere end de allerfleste. Hans morfar var en tid venstreminister i både Baunsgaard- og Hartling-regeringerne, mens hans moder valgte bankvæsenet og blev den første kvindelige Nationalbankdirektør herhjemme. Lillebroderen, tidligere balletdanser, er i dag kunsthalchef i Baden Baden i Tyskland. Dobbeltheden: kunst og kapital/samfund ligger i generne.
Men Kasper Holtens opgave som ny leder af Det Kongelige Teater er ikke nem. Teatret har i de senere år økonomisk lidt under alt for mange kvadratmeter i en bygningsmasse spredt ud over København. Det koster penge, selv om staten giver mere end 550 millioner kroner om året i tilskud. Men mens nogle statslige områder får tilført stadig nye bevillinger, har kulturen skullet holde for. Det har betydet, at der er blevet sparet på fundamentale og vigtige områder. Forgængeren Morten Hesseldahl nåede lige at lukke Scenografisk Værksted med et historisk fundament helt tilbage til 1748 og med viden og arkivalier, der altså er 268 år gamle. Huslejen på Holmen var for dyr, lød begrundelsen. Og for helt at udslette sporene fik forgængeren også lukket og opløst biblioteket og arkivet, der også havde en historie tilbage fra 1748 og med den kongelige titel fra 1771. En nationalscene uden arkiv er uset i hele verden! Skaden er uoprettelig, men med den rette klogskab i chefstolen kan noget måske alligevel reddes.
Senest har forgængeren også udsultet programmerne, så informationer om forestillingerne og kunstnerne på scenen er så mangelfulde, at end ikke et lille forknyt egnsteater i en afkrog ville være det bekendt. Eksempelvis da ”Frøken Julie” blev iscenesat og scenograferet af det begavede ægtepar Staffan Valdemar Holm/Bente Lykke Møller og spillet på en lille scene i efteråret 2017, var der ikke et stk. papir, der sagde noget om forestillingens implicerede kunstnere eller instruktørs og scenografs overvejelser. Det var en meget væsentlig forestilling, der krævede forklaring med på vejen. Uværdigt for en nationalscene.
Der er vigtige sager på dagsordenen. Da bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen præsenterede Kasper Holten var der fire ting, som var årsag til at han var blevet valgt i ” et stærkt ansøgerfelt”:
Hun påpegede: For det første har Kasper Holten en passion for teatret – ja, det ved vi, hvis vi har gået i teatret. 2. Kasper Holten kan kommunikere. Ja, det ved vi også. Og først på 3. pladsen nævnte fru Knudsen kunst og kvalitet. Det er da bemærkelsesværdigt. En nationalscene kan ikke eksistere uden kunst. Det er ikke blot en kulturel foreteelse med et foredrag hist og en åben prøve her. Det er KUNSTEN, der rykker, og kunsten som er og skal være ryggraden i hele maskinen, som Knudsen også betegnede stedet som.
Da Holten fik ordet, var det Kærlighed til teatret, som først lå ham på sinde. I næste åndedrag forholdet imellem kunst og administration – og derefter fulgte håbet om at gøre teatret relevant for alle. Han understregede sine erfaringer fra London. Her har man inden for kulturlivet gjort et kæmpearbejde for at få nye publikumsgrupper i tale. Jeg vil dog i en parentes bemærke, at det inden for museumsverdenen er gået for vidt, for nye succeskriterier er nu bl.a. at få vordende og nybagte mødre med babyer inden for i museumssalene. På Tower tilbydes rollespil, hvor folk får lov at løbe rundt og lege røvere og soldater. I mine øjne en populisme, som ikke rykker andet end at give et kryds i kulturinstitutionens karakterbog. Tivoliseringen har overtaget. Men godt med erfaring. Holten fremhævede også det nye samarbejde med Moesgaard i Aarhus. 90.000 jyder til friluftsteater hvert andet år – og 100.000 i Dyrehaven hvert andet år. Underholdning for alle og frisk luft i sommerkulden.
Men Holten ved også, at det er svære tider. Med et kulturministerium, der foretrækker ad hoc puljepolitik, fordi det giver god presse (US’s mening), kan det blive svært. Alt er beskåret: balletkompagniet, operakoret, antallet af operasolister – og skuepillerensemblet. Til gengæld er der i den forgangne sæson aldrig solgt flere billetter til alskens større og mindre teatertilbud. Men det er ikke mængden, der gør kunst. OG SÅ ER DER DJØFLAGET! Tænk, hvis Holten kunne sanere lidt ud i administrationen. Det ville være fantastisk.
Holten kender selvfølgelig alle farer og alle fordele. Han er bevidst om, at han ikke er hverken skuespilchef, balletmester eller operachef. Han er regnearket oven over og et passioneret, hurtigtløbende kulturelt sendebud, der ikke er mange af i Danmark. Hvis overhovedet nogen.
Vi venter spændt – det kan kun blive bedre. Velkommen hjem.
www.kglteater.dk