∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Med paryk og vanter – Kabaret om Bodil Steen med Susanne Breuning på scenen.
Det er camp, det er old school, det antiwoke, men meget underholdende. Susanne Breuning har igen fundet sin gamle portrætkabaret om Bodil Steen frem.
Bodil Steen (1923-1979) var sjov og underholdende i 1940erne og 1950ernes revyer og siden også i film med en speciel stemme og flotte ben. Hendes selvbiografi har den sigende titel: Mine 10 ægtemænd”. Måske er det pral, men viser alligevel tilbage til en tid, hvor kvinder næsten var til salg, og der stadig kun var to køn.
Susanne Breuning har stadig byens flotteste ben og 110 % procent charme, når hun foredrager de mange forskellige viser, de alle balancerer på kanten af det meget vovede. Der karakteriseres diverse kvindetyper pakket ind i fængende og iørefaldende musik af datidens komponister: Svend Gyldmark, Berhard Christensen, Amdi Riis og Knud Pfeiffer bl.a.– mens teksterne er skrevet af EPE, Knud Pfeiffer, PH, Mogens Dam og mange flere. Dengang kunne mændene skrive, rime og komponere – altid med et glimt i øjet. Stemningen er bevaret og videresendes af Susanne Breuning sammen med pianisten Kenneth Sichlau til det smilende publikum.
Kvinfo ville måske blive sure, her er intet woke i teksterne, om pigerne på gaden, henne om hjørnet eller i etablissementerne.
København mangler i dag en kabaretscene med charme og intimitet. Engang var der CaféTeatret og Riddersalen, mens flere caféer på Frederiksberg kunne give plads til lidt sorgløs musikalsk aftenunderholdning.
I 1940 indrettede arkitekten Arne Jacobsen en kabaretscene i fransk stil til Lulu Ziegler overover Hviids Vinstue, men så kom krigen, og dermed var det eventyr forbi.
Hvis nogen har en spilleplads med udskænkning og helst med runde borde er denne old school Kabaret lige sagen, for Susanne Breuning er stadig i imponerende vigør.
Jeg så kabaretten i Snekkersten Havn. Lige nu er planlægningen af en turné i gang – varm anbefaling.
Er det ikke symptomatisk for den tid vi lever i nu, at der også er behov for pauser og en bevægelse væk fra det storpolitiske, som menigmand alligevel ikke kan stille noget op imod.