Anbefaling af Ulla Strømberg.
Juveler Balanchine genopsat på Det Kongelige Teater.
Det var tilbage i 2017, at George Balanchines store aftenprogram ”Juveler” havde samlet premiere på Det Kongelige Teater. Balletmesteren Nikolaj Hübbe foretrækker vist i disse år at genopsætte gamle produktioner, fremfor at vise nye værker. Publikum er bare taknemmelige, hver gang Den Kongelige Ballet står på programmet. Men det kunne være interessant at opleve noget nyt. Der må da være unge koreografer, vi ikke har mødt endnu – eller halvklassiske værker, vi ikke har set i mange år.
Men nu er det ”Juveler”, der skal få de røde lygter tændt på Kongens Nytorv – og så kan ledelsen og bestyrelsesformanden vel være tilfredse. Og jeg anbefaler forestillingen til de ballethungrende.
”Juveler” er fra 1967, og set med dagens øjne er det lidt af et nostalgi-trip for den russisk fødte koreograf, der endte med at være en af de største koreografer i det 20 århundrede.
”Juveler” handler om alt det, der glitrer, eller som glitrede i det gamle russiske zarvælde, mens musikken er meget forskellig til de tre balletter. Og for at pointere: der er ingen handling, det er trin, som smyger sig om musikken eller vice versa.
”Smaragder” er lysegrøn, stille, næsten kedelig og med kraftig alvorsminer på til Faurés toner. Kunne desværre ikke se så meget af danserne og slet ikke deres ben eller bevægelserne. Derfor ingen kommentarer.
Så flyttede jeg plads og kunne nu opleve alt midt på scene og ca. 4 meter til hver side. ”Rubiner” er en munter ballet, indimellem ligefrem pjanket til Stravinskys moderne, legende toner. Sort baggrund og dybrøde kostumer – i semiklassisk stil.
I tredje værk: “Diamanter”, det fineste fine, og her falder Balanchine tilbage til en beundring for det ophøjede. Hele herligheden er i svagt gullige kostumer med masser af perlebroderier.
Det blev en aften, hvor ”Juveler” vandt førsteprisen. Her lyste et par dansere op og gjorde aftenen mindeværdig: Jon Axel Fransson og Holly Dorger. De er begge suveræne dansere, lutter smil og glæde. Sjovt nok var det også Jon Axel Fransson, jeg fremhævede for 5 år siden ved premieren i 2017, men da var han ung og på vej. Nu er han en stjerne.
Men det var ikke så meget jeg kunne se fra 9. og 10. række på gulvet – og slet ikke korpset ude på siderne – eller fødderne. Lidt uheldigt for en balletanmelder. Jeg kan derfor heller ikke tilslutte mig balletmesterens hyldest til Balanchine på Gamle Scene – ”et Smykkeskrin”, øh ja, hvis man kan se indholdet.
Men omkring mig var publikum fornøjede. Det var som om ingen tænkte på hverken Ukraine eller Rusland eller det Sovjetunionen, som Balanchine forlod i 1924 og aldrig siden tog ophold i.
For selv om ballet og politik ikke altid skal blandes, er det alligevel svært ikke at gøre det. Faktisk koreograferede Balanchine disse tre balletter til New York City Ballet i 1967, hvor verden var ved at forandre sig. Nye hippiekulturer og en anderledes beatmusik trængte sig på. Men de velbjergede amerikanere blev ved med at tage til Lincoln Centret og nyde den rene dans, den klassiske ballet skabt til New York City Ballet.
Et hjertesuk: Et er at Teatret genopsætter ”Juveler” – noget andet er fornyelsen inden for Balletten på Det Kongelige Teater. Hvor bliver den af? Balletchefens kontrakt er lige blevet forlænget, men operachefen måtte tilbage til England. Det er lidt svært at forstå.
NB: Kapellet spillede som altid fortræffeligt.
Her er henvisning til min gamle 5-stjernede anmeldelse fra 2017 – hvor jeg vist kunne se lidt mere af, hvad der foregik på scenen:
Juveler – balletaften i ædelstenenes tegn, Det Kongelige Teater.
Smaragder
Koreografi: George Balanchine
Musik: Gabriel Fauré
Kostumer: Karinska
Lysdesign: Thomas Bek Jensen
Rubiner
Koreografi: George Balanchine
Musik: Igor Stravinsky
Kostumer: Karinska
Lysdesign: Thomas Bek Jensen
Diamanter
Koreografi: George Balanchine
Musik: Pjotr Tjajkovskij
Kostumer: Karinska
Lysdesign: Thomas Bek Jensen
www.kglteater.dk