∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Jungledyret Hugo – ny børnemusical på Bellevue Teatret.
Underholdende, velspillet, opbyggelig og fascinerende historie om at bevare naturen og det, vi har af fællesskab. Flemming Quist Møllers fantastiske univers endnu engang genskabt på en scene.
”Jungledyret Hugo” som musical har alt det, en musikforestilling skal have. En klar historie, dygtige skuespillere, charmerende scenografi og kostumer samt sød og velklingende musik. Det hele går op i en højere, underholdende enhed, men nedenunder er det alvor.
For Junglen skal fældes.Træer, palmer og natur skal nedslagtes for profittens skyld. Lille Hugo jungledyr bliver taget til fange og transporteret til Danmark for at agere ”nice kæledyr” for en instagram-afhængig blondine. Men til sidst kommer Hugo sammen med en dansk ræv ombord på en bananbåd og havner igen i den elskede jungle. Ude i horisonten anes paralleller som f.eks. kampene for at bevare Amager Fælled, Øresund og Køge bugt og de andre steder, som fæle politikere er ved at ødelægge.
Det er den nyligt afdøde multikunstner Flemming Quist Møllers univers, historien bygger på, og han var med i forberedelserne. Hans positive og livgivende menneskesyn, for ikke at nævne hans eminente visuelle univers, gennemstrømmer forestillingen. Og det er lykkedes at sætte det op i stort format fra bogsiden til teaterscenen. Pia Jette Hansen, der er leder på Bellevue Teatret havde i mange år Flemming Quist Møllers ”Cykelmyggen Egon” som trumfkort på først Østre Gasværk, siden Bellevue Teatret. Så teatret kender universet.
Det lille jungledyr blev af Flemming Quist Møller opfundet i 1988 og er siden gået igen i både nye børnebøger, tegnefilm og tv-serier ( se listen nedenfor).
Når Jungledyret Hugo som musical og teater er blevet så vellykket, må det skyldes et flot samarbejde imellem forfatter, instruktør, komponist, scenograf og koreograf, hvor der hverken banaliseres eller sentimentaliseres.
Jesper Mechlenburg har stået for både musik og instruktion. Det går over stok og sten og er en god blanding af hip hop dans og noget mere showagtigt. Koreografen Nicky Andersen har forstået at gøre bevægelserne underholdende og slet ikke vulgære, som meget showdans er for tiden. Scenografen Astrid Lynge Ottesen har skabt sjove og delikate kostumer til dyr og mennesker og den semiabstrakte scenografi er velbelyst. Danserne har fået smarte sømandsdragter på med de vildeste parykker. Den irriterende blondine har hot pants, mens djungledyret og ræven er i pænt matrostøj. Det formilder alt. Detaljerne er i orden, så det er en nydelse.
Med den charmerende Laurids Skovgaard Andersen i titelrollen som Hugo kører forestillingen også musikalsk, selv om musikken er på bånd. Men det er ok – efter lidt tilvænning. Alle skuespillere har knald på og leverer vittige portrætter. Rebekka Bjerre som den dumme blondine, der dog vil det rigtige. Rikke Buch Bendtsen synger en underholdende kokkesang og er en morsom, afrettet puddelhund. Kristian Høgh Jeppesen spiller ren revy som den brutale pengegriske mand, og Malaika Berenth Mosendane er den søde ræv, der er smidt ud hjemmefra. Portrætterne er sjovt tegnede over hele linjen.
Der er nu noget særligt med teater, lidt ordinært sagt er det et spørgsmål om nærvær, så derfor kan jeg ikke andet end anbefale forestillingen på Bellevue. Teatret skriver, at aldersgrænsen går helt ned til 3 år – men, men – teatret burde skære, for ingen børn ( under ??) kan sidde stille i mere end ca. 50 minutter. Der var uro på både de dyre og billige rækker de sidste 20 minutter af den 5 kvarter lange forestilling. Skær ud – og alle bliver glade.
Medvirkende:
Laurids Skovgaard Andersen, Rebekka Bjerre, Rikke Buch Bendtsen, Kristian Høgh Jeppesen, Malaika Berenth Mosendane, Rai del Valle, Laura Thanning, Ida Vibe Breinholt & Ivan Spahi
Stemmer: Kasper Leisner, Jens Andersen, Brian Kristensen & Jesper Mechlenburg
Manuskript: Flemming Quist Møller
Instruktion og musik: Jesper Mechlenburg
Scenografi, kostumer og dukker: Astrid Lynge Ottesen og Karin Ørum
Koreografi: Nicky Andersen
Co-produktion: Sjællands Teater
Jungledyret Hugo produceres i samarbejde med Sjællands Teater. Forestillingen spiller 19. – 27. februar på Slagelse Teater, 4. – 20. marts på Holbæk Teater og 26. marts til 10. april på Bellevue Teatret.
Info om Jungledyret Hugo i bogform m.m.
Jungledyret Hugo – (1988)
Jungledyret Hugo – på eventyr med Rita (2000)
Jungledyret Hugo – på farten igen (2001)
Jungledyret Hugo – i nordlysets land (2002)
Jungledyret Hugo – fræk som altid (2004)
Jungledyret Hugo – fræk, flabet og fri (2007)
Lydbøger
Indtalt af forfatter Flemming Quist Møller
Jungledyret Hugo
Jungledyret Hugo – på eventyr med Rita
Jungledyret Hugo – på farten igen
Jungledyret Hugo – i nordlysets land
Jungledyret Hugo – den store filmhelt
Jungledyret Hugo – fræk, flabet og fri
Film og TV
Jungledyret (1993)
Jungledyret Hugo 2 – den store filmhelt (1996)
Jungledyret Hugo (TV-serie) (2003-2004)
Jungledyret Hugo 3: Fræk, flabet og fri (2007)